Baz Luhrmann formår ikke at balancere plottet
Det er utrolig aergerligt, at smerten ikke skinner mere igennem i Baz Luhrmanns storslået iscenesatte ”Elvis”.
Hos den australske instruktør Baz Luhrmann er der ingen adskillelse mellem form og indhold. Siden spillefilmdebuten ”Strictly Ballroom – de forbudte trin” (1992), der til stadighed står som Luhrmanns bedste og mest formfuldendte film, har instruktøren gjort en dyd ud af at lade storladne udtryk og ofte overdrevet skuespil resonere med lige så store følelser, der i Luhrmanns tidlige film altid virker aegte.
De efterfølgende film,
”Romeo & Julie” (1996) og ”Moulin Rouge” (2001), bekraeftede denne aestetiske og plotmaessige strategi, men derefter er det desvaerre gået ned ad bakke. Kaerlighedsdramaet ”Australia” (2008), F. Scott Fitzgeraldfilmatiseringen ”Den store Gatsby” (2013) og nu den premiereaktuelle ”Elvis” lider alle under en uoverkommelig dissonans mellem formsprog og filmfortaelling.
Mine anker mod ”Elvis” er altså ikke rettet mod den ekstremt kulørte iscenesaettelse. Det synes kun passende, når historien om The King skal fortaelles. Problemet er, at det ikke, som i de tidlige film, lykkes Luhrmann at skabe den nødvendige sammenhaeng mellem udtryk og indhold, og derfor drukner den mere end to og en halv time lange film i stilistisk staffage.
Historien om Elvis Presley, der voksede op hos sin fattige mor i 1930’erne og 1940’ernes sydstater, er fortalt før, men den tåler bestemt gentagelse. Faderen sad i faengsel, og Elvis mistede sin tvillingebror ved fødslen og voksede op med moderens påmindelser om, at han besad to maends styrke. Luhrmann laegger i høj grad fokus på den unge Elvis’ forhold til de ”sortes” musik, som i munden og hofterne på en charmerende hvid mand pludselig brød gennem lydmuren og ud i populaerkulturen, og selv på popularitetens højeste tinder forfølger ungdommens musik ham som en saerlig aura af autenticitet og identitet. Det fungerer enormt godt.
Vanskeligere er det at forstå, at Luhrmann har valgt at fortaelle historien gennem Elvis mangeårige manager, oberst Tom Parker (Tom Hanks), der stikker snuden frem som filmens fortaeller i den ramme, der omgiver filmen. Han repraesenterer godt nok en slange i paradis, og han sugede både penge og liv ud af sin hovedartist, men ud over at fremstå som et griskt, dumt svin, så er han ikke – heller ikke i Hanks gestaltning – saerlig interessant.
Men, og det er nok det vigtigste i denne sammenhaeng, Parker er en udpraeget Luhrmannsk figur. En karnevalsk sjover – filmen igennem omtaler han sig selv som en snowman – der franarrer folk deres penge.
Ved første øjekast ser Parker, at Elvis kan noget, andre ikke kan. Han kan få folk til at føle ting, de ikke er sikre på, de burde føle, som det lyder. Austin Butler, der får sit store gennembrud i titelrollen, vrikker med underlivet, så det oser af erotik uden dog helt at ramme virkelighedens Elvis på kornet. Og så går det ellers op og ned i showbiz, indtil det som bekendt ender galt.
”Elvis” er et overflødighedshorn af tekniske og visuelle fiksfakserier. Det er en bjergtagende flot film, Luhrmann har lavet. Men man maerker den ikke. Historien om Elvis er historien om udnyttelse, ekstrem berømmelse, populaerkultur, misbrug og fald fra tinderne, men det fremstår som blaendvaerk uden nerve.
BIOGRAFISK DRAMA ELVIS AUSTRALIEN, USA, 2022 Instruktion: Baz Luhrmann 2 timer og 39 minutter