Danmarksdemokraterne får ikke samme opdrift som Sverigedemokraterne

Forleden havde vi aftensang på kirkegården ved Lundum Kirke. Det er midsommer og Højskolesangbogen bugner af vidunderlige sommersange skrevet af de store digtere, der skrev så gnistrende og sanseligt i slutningen af 1800-tallet. Teksterne emmer af ånd, folkelighed, nationalisme – og tro på fremtiden.

Vi vil også i aften, sankthansaften, synge om, hvordan vi vil skraemme alle fjender vaek med blussende bål, og raekker det ikke, kan vi sandelig også gribe til svaerdet. For vi elsker vort land.

Det gør jeg også. Men jeg drømmer mig ikke tilbage til en svunden tid, der ikke kommer tilbage. Sangene er skrevet i en helt anden tid. En opbygningstid, hvor vi formede samfundet med folkestyre, foreningsliv, højskoler, faglige organisationer og meget mere. Alt sammen bygget på den frihed, som grundloven af 1849 støbte fundamentet til.

I denne uge fik vi så godkendt et nyt partinavn, der sandelig også rummer navnet på et menneske. Nu slår persondyrkelsen helt igennem. Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg, hedder partiet.

Men kan man bygge et parti på et menneske?

Når de eventuelle stiftere og sympatisører skal til at formulere en politik, vil de efter al sandsynlighed ikke skrive om opbygning af vort samfund – men om det, de opfatter som truende nedbrydning. Nemlig indvandring, kulturmøder og trosmøder. De vil bygge på angsten, ikke på håbet. Og det kan man ikke skrive folkelige sange om, for gode sange rummer mildhed og fremtidshåb.

Inspirationen til Danmarksdemokraternes navn er hentet fra vores vilde naboer Sverigedemokraterne. Det populistiske, nationalkonservative parti, der kom i Rigsdagen i Sverige for første gang i 2010 med 5,7 pct. af stemmerne og siden har oplevet markant fremgang, så de ved valget i 2018 opnåede 17,6 pct. af stemmerne og i de seneste meningsmålinger står til at blive Sveriges naeststørste parti.

Hvad vil Sverigedemokraterne? De vil beskytte, vaerne, genskabe “Folkhemmet” som et samfund for svenskere. Nationen, svenskheden og familien. Begraense en indvandring, der er løbet løbsk.

Historisk set er det lige så indlysende, at Sverigedemokraterne blev dannet og har fremgang, som det var indlysende, at Dansk Folkeparti blev dannet og fik fremgang her til lands.

Behovet for begraensninger er blevet så bredt accepteret, at Dansk Folkeparti er blevet overflødiggjort og nu laegger sig selv i graven.

Der er bare forskel på Danmark og Sverige. Vi er foran i den forstand, at stort set alle partier i Danmark i dag har bidraget til at bremse indvandringen langt tidligere, end det har vaeret tilfaeldet i Sverige. Behovet for begraensninger er blevet så bredt accepteret, at Dansk Folkeparti er blevet overflødiggjort og nu laegger sig selv i graven. Partiet levede og vil forlade scenen med et menneske, nemlig sin stifter, Pia Kjaersgaard.

Danmarksdemokraterne har også et navn i sig. Men kan et navn baere et parti? Det er ganske vist sandsynligt, at Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg kan komme i Folketinget ved naeste valg. Men det bliver en tom skal, for i modsaetning til Sverigedemokraterne vil det ikke opleve at blive totalt frosset ude. I det danske Folketing er der en tradition for samarbejde, også med fløjpartier. Og i modsaetning til svensk politik er de indvandringskritiske maerkesager allerede en del af de regeringsbaerende partiers politik. Så hvad skulle Danmarksdemokraterne kunne bidrage med af nyt – bortset fra et par navne, der rummer mere fortid end fremtid?