Breve er ikke en god forretning. Men postomdeling er kritisk infrastruktur, man ikke bare kan skaere vaek

Det er okay, hvis ikke alle benytter Post Danmark.

Det er også okay at vaere bekymret over, at driften af Post Danmark kraever statstilskud, i takt med at danskerne sender faerre breve.

Ligesom det er okay at vaere stålsat tilhaenger af den frie konkurrence og markedskraefterne.

Men det er forkert at tro, at løsningen er let og ligetil og ligger i at fjerne befordringspligten fra Post Danmark og dermed med et snuptag fjerne sikkerheden for, at alle danskere kan modtage de breve og pakker, de har brug for og krav på. I befordringspligten ligger der nemlig – som mange ofte glemmer – en garanti for landsdaekkende indsamling og uddeling af breve, pakker og magasiner.

Post Danmark må således anses for at vaere en kritisk infrastruktur, som det for mig er svaert at se, hvordan vi som samfund kan undvaere. Saerligt i en tid, hvor man ikke kan lade vaere med at skaeve til det ukrainske postvaesen, Ukrposhta, der gør alt, hvad det kan, for at fortsaette postomdelingen i det ellers krigshaergede land. For netop i krisesituationer er det vigtigt at opretholde så mange kommunikationskanaler som muligt. Postnord samarbejder i øvrigt med dem og gav danskerne mulighed for at sende gratis nødhjaelp. En hjaelp, Ukrposhta inderligt vaerdsatte.

En anden slags krisesituation, som er present for de fleste danskere, er en pandemi, som vi lige har vaeret igennem og måske endnu ikke er ude af. Hvor det har vaeret altafgørende for sundhedsmyndighederne at kunne sende vaccinationsindkaldelser og testkit ud til alle borgere, uanset hvor i landet de måtte bo. Dette ville ikke kunne have ladet sig gøre uden befordringspligten og dermed Post Danmark. Ligeledes er der flere afgørende offentlige dokumenter – som valgkort og pas – vi stadig skal modtage i fysisk form på en sikker og trovaerdig måde.

I Post Danmark er hverken ledelse eller medarbejdere blinde for den digitale udvikling. Det er svaert at komme uden om, at antallet af sendte breve på 10-12 år er faldet. Men den digitale udvikling kraever stadig et backupsystem.

For hvad sker der eksempelvis, hvis systemerne hackes? Med så udbygget en digital infrastruktur, vi har her i Danmark, er det svaert at forestille sig, at det er sidste gang, vi vil opleve angreb mod Digital Post og alle de systemer, det omfatter.

Et måske endnu vaegtigere argument er, at 338.755 danske borgere af forskellige årsager er fritaget for Digital Post. Alder, sygdom og andre problemstillinger ligger bag, at myndighederne således slet ikke kan komme i kontakt med dem via digitale kanaler, men har brug for at kunne sende dem et analogt brev. Skal vi vaere ligeglad med dem?

Fortalerne for at fjerne befordringspligten siger, at der er masser af andre udbydere, der allerede fylder på pakkeområdet eller i uddelingen af aviser og magasiner, som står klar til at konkurrere på brevuddelingen. Men dette må siges at vaere en sandhed med modifikationer. For brevmarkedet har faktisk vaeret liberaliseret siden 2011, men ingen har kastet sig over brevomdelingen.

For nogen god forretning er det ikke at skulle så vidt omkring med breve – og derfor vil det vaere en nem del at skaere fra i en udviklingsplan at skulle nå ud til de yderste kanter af Danmark og de små øer. Isaer for en virksomhed, der gerne vil tjene penge og ikke har forpligtet sig til andet.

Vi er som medarbejdere i Post Danmark ikke modstandere af udvikling. Vi er i den grad parate til at se på fremtiden og det kommunikationsog postbehov, som hele tiden er i udvikling. Men der findes ikke enkle eller billige løsninger, hvis man vil opretholde den kritiske infrastruktur.

Nogen god forretning er det ikke at skulle så vidt omkring med breve – og derfor vil det vaere en nem del at skaere fra i en udviklingsplan at skulle nå ud til de yderste kanter af Danmark og de små øer. Isaer for en virksomhed, der gerne vil tjene penge og ikke har forpligtet sig til andet.