Naturstyrelsen vil smadre jyske statsskove
Man kan godt opnå diversitet i naturen på andre måder end den, som Naturstyrelsen laegger op til. Urørt skov er ikke den gyldne løsning på biodiversitetskrisen.
Er befolkningen i Jylland parat til, at bøgeskovens søjlehaller i de midt- og sønderjyske skove erstattes med et kaos af vaeltede traeer med selvsået opvaekst i taette grupper, at skovbilledet forandres til taet uigennemsigtig skov, at sige farvel til forårets anemonetaepper?
Er jyderne tilfredse med, at nåleskovene erstattes med flader af stormfald, der ikke oparbejdes, og at kronvildtbestandenes frie bevaegelighed hindres af hegn?
Sådan kommer de danske statsskove for det meste til at se ud.
En lille gruppe af biologer på vores universiteter har fået et woke-agtigt monopol på natursynet og driften af statsskovene. Ejerne af skovene – befolkningen – er ikke blevet spurgt, men på dens vegne har Folketingets politikere voldført af denne gruppe biologer godkendt en sådan ny vision for statsskovene. Visionen medfører også, at så godt som al traeproduktion i statsskovene ophører, og et vaesentligt redskab i klimakampen tages dermed ud af statsskovenes formål.
Der kastes med et snuptag vrag på 200 års erfaring i skovdyrkning – en proces, som har frembragt de smukke skove, vi har i dag.
Det er, som om politikerne taenker i siloer.
I den nye version anføres: »Størsteparten af Naturstyrelsens skovarealer skal fremover forvaltes som urørt skov.« Skovarealerne inddeles i tre geografiske zoner. En, der omfatter alle statsskove fra og med den jyske højderyg og østover – altså alle løvskovene i Østjylland, Midtjylland og på øerne – her skal 30.000 ha skov udlaegges som urørt. Samtidig skal der gives plads til nationalparker, naturnationalparker, lysåbne arealer og overgangszoner, og man skal »øge maengden af dødt ved f.eks. at skade levende traeer: veteranisering« (bare udtrykket! – en hån mod vores soldater). Det sidste for at »fremskynde traeernes død og dermed skabe nye levesteder til isaer insekter og svampe«.
I Midt- og Vestjylland skal der også udlaegges arealer til urørt skov, mens kommerciel skovdrift (traeproduktion) på restarealerne skal fortsaette. Dog vil man fra disse restarealer udtage ”naturnationalparker”, f.eks. de store plantager Kompedal, Nørlund og Stråsø. Altså også her nedlaegge traeproduktionen. Og i de vestlige klitplantager vil traeproduktionen helt ophøre.
Men natur og biodiversitet er jo gode ting. Ja – og rigtigt vigtige! Men et godt skridt på vejen til at opnå dette kan også opnås på anden vis – gennem konceptet ”naturnaert skovbrug”, som statsskovbruget allerede introducerede i 90’erne og vedtog i fuldt omfang i 2002. Og naturnaert skovbrug tager ligevaerdige hensyn til natur, publikumsinteresser og traeproduktion.
En af samfundets vigtigste opgaver i dag er kampen mod klimaforandringer – herunder at nedbringe CO2-udslippet til atmosfaeren. En målsaetning, som regeringen inden for andre områder prioriterer meget højt. Traeproduktion er et af de mest oplagte og vaesentligste redskaber, man har til at opsuge CO2. Da de statslige skove udgør ca. 18 pct. af skovarealet i Danmark, er det derfor en betydelig del af dette redskab, der ikke udnyttes, når traeproduktionen her opgives.
Behovet for trae i Danmark vil endvidere vaere stigende. Dvs. at importen af trae må øges, når statsskovenes bidrag falder vaek. Da der ikke er sikkerhed for, at denne import sker fra baeredygtige skove, og da traeet skal transporteres langvejsfra, vil importen også pga. transportbelastningen medføre yderligere CO på verdensplan.
Er det rimeligt at udlaegge 75.000 ha af Danmarks skovarealer som urørt skov? Intentionerne med urørt skov er primaert at øge biodiversiteten. Det vil nok ske, men de første 8-10 generationer vil ikke få gavn af det. I visualiseringen af urørt skov henvises ofte til gamle naturskove som f.eks. Suserup Skov ved Sorø, der fremstår som gammel løvskov med lysåbninger med vaeltede traeer, der skulle give et ”vildt” skovbillede – men denne tilstand er opnået over en periode på flere hundrede år.
Alle vore skove i dag er kulturskove, anlagt med delvis andre målsaetninger og principper, og enhver erfaring viser, at hvis disse skove efterlades i urørt stand, vil de først vokse sammen til meget taette, mørke massive bevoksninger uden indsigt og med små muligheder for at se fugle og dyr.
Når nedbrud indtraeffer, bliver der et kaos af vaeltede traeer. Når gamle enkelttraeer vaelter eller ”veteraniseres”, vil hullerne i løvskovene mest vokse til med en taet, ensartet, ugennemsigtig bevoksning af en ny monokultur, f.eks. ahorn. Først ved naturligt henfald efter måske 100-200 år vil billedet måske ligne Suserup Skov.
I Midtjyllands plantager vil omlaegning til urørt skov først medføre en meget taet granskov med meget lille biodiversitet. Senere vil det ved nedbrud udvikle sig til flader med stormfald, hvor naturlig opvaekst vil blive af de samme arter som den nedbrudte skov, men under kummerlige vilkår pga. det tabte skovklima. Urørt skov vil i en vis årraekke – som anden skov – opsuge CO2, men når klimaksstadiet er nået, vil CO2-regnskabet gå i nul – balance vil indtraede mellem CO-optag fra atmosfaeren og CO2udslip gennem forrådnelsesprocesserne.
Begrebet naturnationalpark er en saerlig dansk konstruktion og udlaegges med samme begrundelser som urørt skov. Forskellen mellem urørt skov og disse ”parker” er primaert, at de sidste skal indhegnes for at holde på en bestand af store graessere (køer, heste, får, elgsdyr, bison, evt. kronvildt og dådyr, hvor det findes). Graesningen fra disse dyr skal medvirke til at holde ny traeopvaekst nede og dermed skabe nye lysåbne arealer.
Det er et nyt natursyn, der her fremføres. Hidtil har tanken om vildtets frie bevaegelighed i landskabet vaeret et baerende princip. Nu skal vildtet holdes indespaerret.
Er det rimeligt at udlaegge 75.000 ha af Danmarks skovarealer som urørt skov? Intentionerne med urørt skov er primaert at øge biodiversiteten. Det vil nok ske, men de første 8-10 generationer vil ikke få gavn af det.
Lad os se på konsekvenserne og tage Kompedal Plantage i Midtjylland som eksempel. Et område, jeg kender godt og selv har administreret. Bevoksningerne er helt overvejende monokulturer af nåletrae, da det barske klima og magre jordbund kun levner et traeartsvalg af få robuste arter. Men nu står der en moden skov, hvor et traditionelt skovklima har indfundet sig. Men det har taget 200 år med en konsekvent skovdyrkningsmaessig indsats at opnå denne tilstand.
Naturnaert skovbrug kan over år aendre dette til en mere naturvenlig skov, men hurtige radikale aendringer i driftsformen vil skabe monotone biotoper med tab af skovklima og megen lille biodiversitet, øget CO2-udledning fra store flader og fremstå mindre attraktivt for publikum!
Der er begraensede naturmaessige vaerdier i plantagen. Mindre hedeområder, natravnen yngler her, men den vaesentligste er en veludviklet kronvildtbestand. Den finder en stor del af året i overvejende grad sin føde uden for plantagen, og en indhegning vil i høj grad forstyrre dette mønster, selv om der kun saettes lavt hegn. Året rundt vandrer alle kronvildtbestande desuden regelmaessigt mellem de store skovområder i landsdelen – dette mønster forstyrres også.
Hvorfor er Kompedal så alligevel udlagt til naturnationalpark? Formentlig fordi den er stor (ca. 2.700 ha), og den vil dermed kunne bidrage med mange hektar til at opfylde målsaetningen om et spektakulaert projekt.
Jeg tror, dommen over denne vision bliver hård, når resultatet af denne kovending i skovpolitikken erkendes. Skal visionen modificeres, kraever det protester nu. Også fra ikke-skovfolk.