Europas centralbank rykker for lidt og for sent

ECB har til formål at sikre stabile priser i euroområdet. Men banken er kommet for sent til at bekaempe en inflation på 8 pct. Med fastkurspolitikken har også Danmark sat sig skakmat i kampen mod inflationen.

Dansk økonomi befinder sig i en uvirkelig tilstand. Økonomien buldrer derudad. IMD (Schweiz) placerer i en dugfrisk opgørelse Danmark som verdensetter i konkurrenceevne. Erhvervslivet råber på arbejdskraft. Det samme gør store dele af den offentlige sektor – f.eks. sundhedsvaesenet.

Danmark skovler hvert år et par hundrede milliarder kroner hjem i overskud på betalingsbalancen. Ved forelaeggelse af finanslovforslaget for 2007 udtalte Thor Pedersen: »Over tid ender det med, at vi ejer hele verden.« Det endte året efter med en finanskrise. Men hvad skal vi med al den rigdom? Og hvad er det i øvrigt med den rigdom?

For mens eksporterhvervene ikke kan få armene ned, har det vaeret nødvendigt at bevilge en halv million husstande hjaelp til betaling af varmeregningen. Men også førtidspensionister og modtagere af aeldrechecken behøver hjaelp, mener regeringen.

Årsagen er en historisk høj inflation på 7,4 pct., der udhuler købekraften hos pensionister og lønmodtagere. Også erhvervene rammes af inflationen. Men mange virksomheder har med en kunstigt lav kronekurs fået overnormale kraefter; det er den lave kronekurs, der driver det store overskud på betalingsbalancen. Alt imens økonomien er i overdrive, suger mange pensionister og lønmodtagere på labben. Dansk økonomi er ikke i balance.

Danmarks Nationalbank, der har som et overordnet formål at sikre stabile priser, er slået op i banen. Saedvanligvis bekaemper Nationalbanken inflationen med en højere rente. Men this time is different. Siden i fjor har Nationalbanken haft en negativ indlånsrente, som – til oplysning for erhvervsministeren

– er den rente, der er bestemmende for pengeinstitutterne rentesatser.

Nationalbanken har deponeret sine handlemuligheder hos

ECB i Frankfurt. I 2000 stemte et flertal af danskere nej til at indføre euroen som valuta i Danmark. Det overhørte et flertal i Folketinget, som fastlåste kronen til euroen for derved at sikre en lav og stabil prisudvikling. Det sidste har karakter af en besvaergelse.

Fastkurspolitikken sikrer en stabil kurs – på euroen – men ikke stabile priser.

I konsekvens af fastkurspolitikken følger Nationalbanken ECB’s renter. Manende oplyser ECB, at prisstabilitet er pengepolitikkens bedste bidrag til økonomisk vaekst. Sandt nok, men tomme ord. Inflationen i euroområdet er på 8,1 pct., og ECB holder krampagtigt fast i en negativ rente på 0,5 pct., som man dog gør klar til at haeve i juli. Til -0,25 pct.!

ECB har tabt sutten. Banken har ladet sig tage som gidsel af Mario-whatever-ittakes-Draghi og Italien. Så sent som i marts 2020 udtalte Christine Lagarde, ECB’s dengang nyudnaevnte praesident, at det ikke er ECB’s opgave at begraense spaendet mellem den italienske og den tyske statslånsrente; ECB’s opgave er at bekaempe inflationen og at sikre stabile priser. Det er godt to år siden – det synes som en evighed.

I en gådefuld pressemeddelelse af 15. juni 2022 oplyste ECB, at banken har forpligtet sig til at handle på en måde, som skal forhindre tilbagevendende risici for en spraengning af euroområdet. Det skal formentlig forstås på den måde, at ECB nok vil haeve renten, men at banken vil tilstraebe, at renteforhøjelsen ikke slår fuldt igennem i de økonomisk hårdest ramte lande i euroområdet.

ECB har tabt sutten. Banken har ladet sig tage som gidsel af Mario-whatever-it-takes-Draghi og Italien.

ECB har sat sig for at løse cirklens kvadratur. For i euroområdet er der én og kun én valuta – euroen. Der er af samme grund én og kun én risikofri rente i euroområdet. Men der kan inden for euroområdet naturligvis godt vaere låntagere af forskellig bonitet – og dermed også forskelle på risikopraemien.

Men hvad er det da, ECB har under overvejelse? Er det selektive støtteopkøb, der skal reducere risikopraemien? Det lyder ikke betryggende. ECB finansierer allerede i dag mere end en fjerdedel af en meget betydelig italiensk statsgaeld – omkring 160 pct. af bruttonationalproduktet. ECB har gjort problemerne i Italien og i andre staerkt gaeldsatte middelhavslande til sine.

Men er rollen som lender of last resort til Italien forenelig med ECB’s rolle som uafhaengig centralbank? Interessekonflikten er åbenbar. En lav (negativ) rente og en høj inflation medvirker til at lette gaeldsbyrden for den italienske stat. Men hvor langt kan ECB straekke sig, inden bankens trovaerdighed lider ubodelig skade?

I øvrigt mener jeg, kronen bør revalueres.