Mads Brügger fedter ikke med sit liv
Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger søger kanten – ikke afgrunden – men nogle gange balancerer det hele på en knivsaeg. Fredag fylder han 50 år.
På bunden af en pøl på et hotel i Skagen sidder en rødhåret dreng. Da han kort forinden rakte ud efter badedyret, der flød rundt i den dybe ende, vaeltede han forover og røg i. Han er kun et barn. Fire eller fem år, og han kan ikke svømme, og der er fredfyldt på bunden af en pøl i Skagen, når man ikke har erkendt, at man er ved at drukne. Så han gør intet. Han ser sig bare rundt.
Det er sommerferie. Hans søster har ikke opdaget, at han er vaek. Det har Kim – sønnen i en lokal fiskerfamilie, og som er den ”store” – heller ikke.
»Pludselig kommer min far svømmende henimod mod mig med store svømmetag, og jeg sidder og kigger på det, og han får mig så op. Det er faktisk et af mine første minder i mit liv,« siger Mads Brügger om en dag, hvor det hele kunne vaeret gået galt, men ikke gjorde det.
Tilfaeldet, heldet eller noget helt tredje gjorde, at hans far kiggede indenfor ved pølen i sidste øjeblik og opdagede, at der manglede et barn.
Sådan er det med Mads Brügger. Han raekker ud efter det, der interesserer ham, og falder ned i dybet, hvor han – for at køre billedet helt ud – indtil videre ved egen eller andres hjaelp får hevet sig i land igen. I sidste øjeblik. I ofte fjerne egne. I egenskab som tv-dokumentarist, der placerer sig selv i den ene mere absurde Joseph Conrad ”Mørkets hjerte”-agtige situation efter den anden. Som en Tintin fra helvede, der iklaeder sig kolonisatorens høje, skinnende støvler og kakitøj, saetter han sig for at udstille falske diplomaters diamanthandel i et korrupt regime og danser med fulde pygmaeer, som han lover at ansaette i en taendstikfabrik. Eller hvad med dengang han sammen med komikerne Simon Jul og Jacob Nossel rejste til Nordkorea som leder af en teatertrup, der afdaekkede system-hjernevaskeriet. Og så er der naturligvis det seneste skud på dokumentarfilm-stammen, hvor han sendte en muldvarp og en tidligere jetset-cokesaelger fra Københavns natteliv ind i Nordkorea for at vise det følgende: At har man penge nok, kan man åbenbart købe ikke bare narko, men også alle de våben, man kunne ønske sig, af det nordkoreanske styre.
Er det noget, der har fulgt dig hele livet, det med at saette dig selv i livsfare?
»Steder, der på papiret er lidt farlige – og hold på hat og briller – forekommer sjaeldent så farlige, når man først står i det. Det er også et spørgsmål om tilvaenning. Når man først en gang har prøvet at vaere et sted med et radikalt andet realitetsprincip, eller hvor der faktisk slet ikke er noget realitetsprincip, som for eksempel Den Centralafrikanske Republik, så laerer man at leve med det. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg ikke har et dødsønske …«
Er du sikker på det?
»Jeg er faktisk – i modsaetning til, hvad mange måske kunne tro – meget optaget af sikkerhed, og hvis det handlede om, at jeg bare vil slås ihjel, så er der nemmere måder.«
Men hvad er det så, der gør, at du vaelger at stå derude, hvor alt er i spil?
»Når journalistfaget rummer så mange muligheder, som det gør, så føler jeg mig draget imod at opsøge fagets graenser. Hvis man er så heldig at få mulighed for at lave noget usaedvanligt, så synes jeg, at det er vaerd at forfølge den mulighed. Både for ens egen og faellesskabets skyld.«
Jo jo, men du jokker jo derud, hvor isen er virkelig tynd?
»Ja?«
… jamen også helt derud, hvor du bliver udsat for kritik af dine valg og møder konflikt, og det kan vi da godt sige handler om at gå til graenserne i journalistikken, men det handler jo også om et eller andet i dig?
»Jeg er af natur konfliktsøgende. Jeg kan godt lide konflikt. Det spiller selvfølgelig ind …, « indrømmer Mads Brügger og tilføjer efter en kort taenkepause:
»Og så spiller det nok ind, at jeg er journalistbarn. Både min mor og far er journalister. På den ene side har jeg skullet forholde mig til mistanken om, at jeg har fået foden indenfor på grund af mine foraeldres netvaerk. Det klaeber sig jo til børn af journalister. Samtidig er mine foraeldre – qua deres arbejde og ekspertise – nogle virkelig dygtige og hårde kritikere. Jeg har følt mig kaldet til at gå en ekstra kilometer for at imponere … eller forfaerde dem. Det spiller klart ind.«
Tvivler du nogensinde på dig selv og dine overbevisninger, når du står midt i en hårdkogt konflikt på sociale medier – f.eks. dengang, da folk kritiserede dig for at saette de nordkoreanske guiders liv i fare i ”Det Røde Kapel”?
»Det dejlige ved at blive aeldre er, at man ser lidt mere mildt på mange af tingene og taenker: ja ja, det er jo bare en mening ud af mange.«
Undskyld, men sådan virker du ikke helt, når folk f.eks. kritiserer Frihedsbrevet på sociale medier …
»Nej nej,« siger han.
Han griner. Mumler af den del af livet er noget, han »arbejder fortløbende med«.
»Ja, jeg arbejder fortløbende med ikke at vaere klichéen på en rødhåret, for den er jo, at man er meget hidsig,« siger Mads Brügger.
Han har dog gjort sig en del tanker om, hvorvidt det er o.k. at saette andres liv i potentiel fare ved at filme dem skjult.
»Uanset om man tager ind i Nordkorea som konventionel journalist eller laver ”gakgak i gågaden”, så risikerer man jo i teorien, at de nordkoreanere, som man bliver sat sammen med efterfølgende, bliver straffet eller sanktioneret, hvis man udkommer med noget, der rummer den mindste smule kritik af regimet. Hvis det er sandt, at det vil ske, skal man så lade vaere med at tage til Nordkorea og afdaekke regimet? Se, det et jo et meget svaert spørgsmål,« siger han.
Men hvem vendte du så det spørgsmål med, før du tog afsted?
»Første gang jeg var i Nordkorea, var jeg faktisk – og måske i virkeligheden meget heldigt – meget naiv omkring Nordkorea. Jeg havde ikke taenkt det fuldstaendigt til ende. I dag er jeg en Nordkorea-nørd, og det er i virkeligheden først på bagkant, at jeg har forstået faren. I forhold til alt, hvad jeg nu ved om Nordkorea, så tror jeg ikke, at jeg ville tage afsted til Nordkorea for at lave
”Det Røde Kapel”.«
Det er en vild erkendelse på bagkant …
»Ja. Kender du historien om Otto Warmbier? Han var en amerikansk universitetsstuderende, der blev faengslet i Nordkorea i 2016, fordi han stjal en plakat på et hotel som en slags souvenir og kom i faengsel. Den sag gjorde et indtryk på mig, for jeg er meget fetichistisk af natur og kunne sagtens have fundet på at tage sådan plakat. Der er intet enkelt svar på, om man skal lave film som ”Det Røde Kapel” eller ej. Hvis man ender med at udkomme med en film eller en bog eller en artikel, som ligner alle andres og ikke bringer noget nyt til torvs,
synes jeg ikke, man skal gøre det, men har man mulighed for at vriste nogle ufortalte hemmeligheder ud af regimet, så synes jeg, at man skal gøre det. Omverdenen har pligt til at fortsaette med at interessere sig for, hvad der sker omme bag bambustaeppet, og genfortaelle Nordkorea over for de nye generationer, så de også forstår, hvilket mareridt, det land er.«
Helliger målet midlerne?
»Jeg har ikke en eller anden kalkule, der munder ud i, at en dokumentarfilm er det vaerd, at nogen bliver slået ihjel. Det ville jo vaere et forfaerdeligt raesonnement, men i sidste ende er det det nordkoreanske regime, der er ansvarlig for, hvad det gør ved dets egne borgere, og i ”Muldvarpen” afslører vi jo nordkoreanske våbenhandlere i faerd med at bryde internationale sanktioner, hvilket jeg mener er vigtigt at få dokumenteret.«
Er der andre gange, hvor du er blevet reddet i sidste øjeblik?
»Min far har faktisk reddet mig to gange. I mit barndomshjem havde vi en stor skibskiste med en metalramme på kanten, hvor min far nåede at springe frem og holde låget tilbage, da jeg som barn lå med halsen på kanten og rodede rundt nede i kisten efter noget. Men ja, der har vaeret flere sidste øjeblik-redninger,« siger han og fortaeller en anekdote fra hans tid som under coverdiplomat i Den Centralafrikanske Republik.
En sen aften var Mads Brügger sammen med to andre tilknyttet filmprojektet på vej hjem fra en natklub for expats, diplomater med blakkede ry og forretningsfolk, da en militaerpatrulje stopper deres bil og anklager dem for at vaere lejesoldater. De blev trukket med ned til den naermeste politistation, hvor de blev afhørt af den vagthavende officer.
Ringede til en ven
»Han er klart på stoffer. Har øjne som Marty Feldman og hører transistorradio. ”Barbie Girl” med Aqua kører på fuldt smadder, og han taler om, at han vil overføre os til centralfaengslet i Bangui. Det er et skraemmende sted. Kommer du først derind, kommer du ikke ud igen som et normalt og sammenhaengende menneske. På det tidspunkt er jeg blevet gode venner med social- og arbejdsmarkedsministeren Gaston, og jeg spørger, om vi må ringe til Gaston, så han kan forklare, hvem vi er. Det giver han gudskelov os lov til, og helt mirakuløst er Gaston hjemme og tager telefonen og beordrer, at vi løslades. Det lyder måske ikke så dramatisk, men det var virkelig på en knivsaeg. Naeste dag ringede Gaston. Han spørger, om jeg ønsker den vagthavende officer straffet, ja, han antydede faktisk, at det var op til mig, om han skulle slås ihjel. Det sagde jeg så nej tak til.«
Ringer du egentlig hjem til din familie efter sådan en nat og siger: puha den var taet på i går?
»Mens jeg er afsted, har jeg meget lidt kontakt til min familie, fordi jeg i et så intensivt et rollespil, at det er graensende til noget borderline psykotisk, og når jeg går så meget ind i en rolle, så nytter det ikke, at jeg bliver mindet om den virkelighed, som jeg har efterladt. Så knaekker filmen.«
Nu bliver du så 50 og har halvstore børn. AEndrer alderen på din lyst til at kaste dig ind i toksiske vanvittige miljøer?
»Alderen betyder noget i forhold til energiniveauet. Jeg har i mange år lavet dokumentarfilm ved siden af mit rigtige arbejde, og det har trukket søm ud. Jeg bliver nødt til at rationalisere mine kraefter. Men jeg har ikke taenkt mig at laegge mit arbejde som filminstruktør på hylden, og jeg er i gang med at udvikle to nye film.«
Hvor du selv traekker i forklaedning?
»Mine dage som ekstrem rollespiller er nok ved at vaere ovre, men lad os nu se. Det kan godt vaere, at der er flere krummer i mig.«