Fra hektisk rock til stille skvulpende ambient
Rastløs rock gjorde Alanis Morissette til en verdensstjerne. Nu søger hun tilflugt under et fint strikket musikalsk slumretaeppe.
AMBIENT/MEDITATIONSMUSIK
”Søvndyssende” bruges ofte nedsaettende, når det gaelder musik.
Men beskrivelsen kan fungere som kompliment i forbindelse med det nye Alanis Morissette-album.
Musikken praesenteres nemlig bl.a. via en populaer meditationsapp, der er henvendt til mennesker med søvnproblemer og stress.
Når man taenker på den unge Morissette, er kontrasten dog enorm. Hun blev en verdenssensation i midten af 1990’erne takket vaere gnistrende rastløs og legende bekendelsesrock. Sangerinden solgte vilde 33 mio. eksemplarer af ”Jagged Little Pill”.
Men nu indtager den modne Morissette markedet for sonisk alternativ til piller og medicin. Musik kan gavne sundheden, og ”The Storm Before the Calm” er et udmaerket meditationsalbum: billedskabende, repetitivt og eksotisk.
Musikalsk ukendelig
Min primaere indvending er, at sangerindens saerpraeg er forduftet.
Man skal altså opsøge den nye udgivelse af nysgerrighed eller som klanglig afkobling – bestemt ikke i håb om at få nye spark bagi i stil med aggressivt knurrende knaldperler som ”You Oughta Know” og ”All I Really Want”.
Sjovt nok er det ikke nyt for hovedpersonen med et radikalt genreskift. Som purung udgav hun kulørte popplader. Men de blev forsøgt skrevet ud af historien, da hun i stedet blev praesenteret som utilpasset rocktøs.
Nu er canadisk-amerikanske Alanis Morissette landet i en tredje yderlighed med dvaelende ambientmusik, der placerer sig mellem Brian Eno og Enya.
Der er dybblå keyboardanslag, trancerolig percussion, skvulpende klange, bimlen a la vindklokker, bugtede suk fra elguitar og sfaerisk højtflyvende vokaler.
I den triphop-klingende ”restore–calling generation X” driver der enkelte mørke skyer ind over de paene landskaber, og der er antydning af, at drømme også kan vaere skraemmende.
Stormen fra albumtitlen udebliver. Men mod slutningen varieres den traditionelle new age-vaegtløshed af et jazzet nummer med skramlen og kras guitar. Det føles som en forbigående vulkansk rystelse midt i en fredsommelig strandidyl.
Lyttere får dog en happy end med svaevende klangfigurer, som matcher sensuel aftenstemning i rødligt skaer.
Er man blevet nysgerrig på musikgenren, kan man give følgende tre åndsbeslaegtede vaerker en chance.
Brian Enos banebrydende ”Ambient 1: Music for Airports” (1978). Udtrykket er hypnotisk minimalisme, der kan virke som et trylleslag og saette lytteren i en uventet tilstand.
David Sylvians ”Gone to Earth” (1986): unik ambient skønhed og melodisk robusthed. Guitarmaestro Robert Fripp hjalp til.
Sigur Rós: ”( )” (2002): Alt kan reduceres til en parentes i evighedens perspektiv. Sigur Rós-musikerne undviger nuet med kollektiv indsats og fremmaner et universelt og tidløst udtryk.
Den emotionelt højspaendte musik varierer fra tyst famlende naervaer til et sanseligt buldrende drama.
THE STORM BEFORE THE CALM Sony Music
ANDERS HOUMØLLER THOMSEN