Salon på jysk med Støjberg
Inger Støjberg har altid haft en saerlig sans for at iscenesaette sig selv. På det punkt skuffede hun ikke, da hun torsdag lancerede sit nye parti, Danmarksdemokraterne. Kulissen var Hvidsten Kro, hvor serveringspersonalet går i folkloredragter nøjagtig som på kroejer Marius Fiils tid. Allerede dengang tjente kroen som bevidstgørelse af bondekultur og dansk sindelag. Siden blev Fill og Hvidsten udødeliggjort i fortaellingen om den danske modstandsbevaegelse.
Her på dette historiske sted ankom Inger Støjberg for at holde salon med pressen, som paent efter tur – bortset fra Politiken, som den nyslåede partileder endda med demokrat i partinavnet naegtede at tale med – måtte vente på at stille de mest oplagte spørgsmål til hende: Hvad vil Inger Støjberg med sit parti? Hvem er med udover Støjberg selv? Hvad med fordelingspolitik, klimapolitik, udenrigspolitik, udlaendingepolitik? Og hvorfor taler Inger Støjberg nu så staerkt imod det centraliserede Danmark, som hun selv var med til at forme i de mange år i Venstre? Hvad med EU, som hun ivrigt talte for, men som hun nu er skeptisk over for.
Inger Støjberg vedstår sig arv og gaeld, svarer, at hun er blevet klogere, og at hun mener, at der mangler et parti for »sådan nogle som mig. For som folk er flest«.
Inger Støjberg har også altid haft en saerlig evne til at tale til følelserne, og det kom fuldt til udtryk, når hun talte om »salonerne i København«. Støjberg vil appellere til dem, som i hvert fald kan blive enige om én ting: at meget skidt kommer fra Slotsholmen i København. Tidligere har hun talt om at »draene sumpen«. Med en retorik, som tangerer provinspopulisme, spiller hun på splittelse frem for at skabe den nødvendige nationale bevidsthed om, at Danmark skal stå sammen og haenge sammen for at kunne klare sig.
Mens Støjberg lancerer sig selv som i opposition til det system, som hun selv har vaeret en del af, holder hun samtidig døren åben for at indgå i selvsamme system: Danmarksdemokraterne er ikke et protestparti, men et borgerligt parti, som søger indflydelse. Hvad hun helt praecist vil bruge den til, er ikke til at blive klog på. Jo, hun ser gerne skatterne saenket, men finansieringen skal følge med, og deri ligger som bekendt djaevelens detalje, som har sendt mange partier vaek fra et forhandlingsbord. Hun anerkender demografiske traek, men taler både om fedtlag i det offentlige og flere praktiserende laeger i yderområderne. Hun taler varmt for Rwanda-modellen, men tvivler på, at regeringen har modet til at gennemføre den. Hvad gjorde hun selv?
Det er naesten patetisk at høre Støjberg laenges efter det stabile VKO-flertal i 00’erne, men deri ligger vel, at hun satser på, at DF slider sig selv op, og at Danmarksdemokraterne vil stå som naturlig arvtager. Og at det kan opfeje de vaelgere, som ikke ved, hvor de skal gå hen, når DF og hele DF-kulturen smelter ned. Støjberg fremstår som den, som mange kan spejle sig i og tillaegge nye drømme og forestillinger.
Spørgsmålene til er flere end svarene fra Danmarksdemokraterne, som efter alt at dømme kommer til at stå på stemmesedlen til naeste valg. Den bliver ganske lang, og uanset om det bliver Jakob Ellemann-Jensen eller Søren Pape, som måtte ende som kongelig undersøger, så bliver det et hyr at holde sammen på den staerkt splittede borgerlige lejr.
Danmark mangler ikke partier fra politikere, som insisterer på selv at spille hovedrollen. Danmark mangler en profileret borgerlig opposition, som står sammen om at formulere et klart alternativ til Mette Frederiksen.