Mette Frederiksen er ikke magtarrogant – hun passer bare sit arbejde

Sommeren står for døren, og det har vaeret en fornøjelse at høre om alle de mennesker, der i år kan rejse, hvorhen de vil, og samtidig konstatere, at glaeden over også at feriere i Danmark ikke er blevet mindre. Politisk plejer det at betyde fred og ro for politisk debat. Når Folkemødet på Bornholm er overstået, plejer politikerne at tage på ferie og slappe af, men sådan bliver det ikke i år.

Minkrapportens redegørelse i slutningen af måneden er ventet med spaending, og gaetterierne på, hvad den indeholder, er i fuld gang. Der er mange, der har hørt både det ene og det andet om, hvordan vurderingen af statsminister Mette Frederiksen vil blive.

Flere af regeringens ministre har advaret mod den tone, der har sneget sig ind i politik, og advaret om, at vi nødigt i Danmark skulle havne i noget, der lignede, hvad den forhenvaerende praesident Trump stod for i USA. Han blev kendt for skaeldsord. Negative og personlige udtryk hørte til dagens orden – ikke mindst i forhold til kvinder, både Hillary Clinton, der var hans modkandidat i praesidentvalget, og alle de kvinder, der tog afstand fra ham.

I den danske debat kommer lignende udtryk frem om statsministeren. Hyppigst er, at Mette Frederiksen beskrives som ”magtfuldkommen” og ”magtarrogant”. Selv om mange af kommentatorerne har sammenlignet Mette Frederiksen med venstremanden Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister, fordi de begge er og var velforberedte til gerningen som statsminister, så mindes jeg ikke at hahun ve set Anders Fogh Rasmussen beskrevet med de samme udtryk og med den samme intensitet. Her var der i medierne accept af, at han udfyldte funktionen som statsminister. Der var selvfølgelig ikke enighed om den førte politik mellem Venstre og Socialdemokratiet, og det er kun godt, når forskellene traekkes frem.

Selvfølgelig har en statsminister magt – endda stor magt, og det er vigtigt i ethvert land, at den politiske magt traeder klart frem. Det var noget rod, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister både mente, at der var en privat Lars og en statsminister Lars. Statsminister er man døgnet rundt.

Mette Frederiksen har klart gang på gang i krisesituationer vist, at var statsminister. Hun har ikke gemt sig bag andre, men er klart og modigt trådt frem. Med stor styrke i forbindelse med coronaen i flere omgange. Men også da hun samlede et stort flertal både til venstre og højre om en totalt aendret forsvarspolitik for Danmark.

Var det magtarrogance? Eller er det magtfuldkomment at kunne samle så mange partier om en aendret linje for Danmarks forsvar?

Så er vi tilbage til skaeldsordene, og det klaeder bestemt ikke oppositionen eller den danske debat.

Måske er jeg overfølsom, for jeg ser også et kvindeperspektiv i det. Maend må gerne have magt og har i mange år haft det; ingen finder på at kalde det magtarrogance. Sådan er det jo bare. Når det er kvinder, forventer kommentatorerne sig noget andet og følger bare op på oppositionen med Venstres Jakob Ellemann-Jensen i spidsen.

Mette Frederiksen er magtarrogant! Nej, det er hun ikke, hun passer sit arbejde som statsminister. Nogle gange kan hun samle brede flertal, og så gør hun det, andre gange må hun bruge det flertal, der gjorde hende til statsminister. Jeg ved godt, at det er et forfaengeligt håb, men alligevel: Drop skaeldsordene, og lad os få en regulaer politisk diskussion – også når den rigtige valgkamp begynder.

Maend må gerne have magt og har i mange år haft det; ingen finder på at kalde det magtarrogance.