Demokrati skal vaere en folkesport igen

En afstemning er afviklet, og et valg lurer. Begge er festdage for folkestyret. Men det er den daglige traening af de demokratiske muskler, der skaber store sejre. Kommer vi tit nok i pedalerne?

I 1935 vandt Frode Sørensen danmarksmesterskabet i landevejscykling. Med sit tredje danmarksmesterskab i traek cementerede han sin position som landets førende cykelrytter.

Frode Sørensens sejre trak nye medlemmer og talenter til hans klub, Arbejdernes Bicykle Klub, også kendt som ABC. Klubben dominerede landevejscykling i 1930’erne styrkede både eliten og bredden i sporten. Mange børn fra arbejderklassens København, hvor Frode Sørensen selv kom fra, fik mod på og mulighed for at dyrke cykelsport i den traditionsrige klub.

Men ABC’s succes i mellemkrigstiden var ikke kun en sejr for cykelsporten og for den brede befolknings lyst til at dyrke idraet. Det var på mange måder også en politisk sejr. Og konkret en sejr for Socialdemokratiet.

ABC blev oprettet på socialdemokratisk initiativ i 1894. Målet var at sikre lettere adgang for arbejderbefolkningen til at dyrke cykelsport.

I modsaetning til traditionelle arbejdersportsgrene som boksning og brydning kraevede cykelsport udstyr, som mange husstande ikke havde råd til. Det var vigtigt for arbejderbevaegelsen, at helt almindelige lønmodtagere også fik mulighed for at dyrke sport og vedligeholde deres fysik.

Men arbejderbevaegelsens interesse for idraet havde også et politisk aspekt. Siden organiseret idraet for alvor begyndte at vokse frem i slutningen af 1800-tallet, havde denne del af fritidslivet vaeret helt domineret af klubber med et borgerligt ideologisk udgangspunkt.

Arbejderbevaegelsen ønskede at der skulle vaere et alternativ, der kunne kombinere fysisk traening med socialdemokratiske vaerdier.

På den måde blev ABC et led i det, der med tiden blev et vidt forgrenet netvaerk af klubber og foreninger, der tjente det dobbelte formål at sikre fysisk og åndelig dannelse for arbejderbefolkningen og samtidig styrke arbejderbevaegelsen.

Ved siden af sportsklubber blev der oprettet sangforeninger, laeseselskaber og diskussionsklubber, folkeoplysningsforbund og teatersamarbejder.

Og det var ikke en idé, som arbejderbevaegelsen var alene om at få. Med inspiration fra de grundtvigske højskoler oprettede arbejderbevaegelsen højskoler for arbejderungdommen.

Og på idraetsområdet eksisterede arbejderklubberne side om side med klubber af borgerlig observans som f.eks. Lyngby Cycle Club, der var den staerkeste konkurrent til ABC på landevejene i mellemkrigsårene.

I 1940’erne fik Arbejdernes Oplysningsforbund selskab af Liberalt

Oplysningsforbund og det konservative Folkeligt Oplysningsforbund. Der var med andre ord kamp om at tilbyde den rigtige kombination af aktivitet og politisk praegning, når den brede befolkning skulle fylde fritiden ud.

I dag er det nok de faerreste, der vaelger en fritidsaktivitet for os selv eller vores børn ud fra klubbens partipolitiske ståsted. Og der ville nok blive løftet øjenbryn over en klub som ABC, hvor det ligefrem var skrevet ind i vedtaegterne, at klubben skulle styrke Socialdemokratiet, og det i årevis var et krav, at medlemmerne havde partibogen i orden og stod i fagforening.

Men mellemkrigsårenes helt naturlige sammentaenkning af fritid og politik havde den effekt, at befolkningen var langt mere bevidst om betydningen af politisk engagement for deres dagligdag, end det er tilfaeldet nu. Og at langt flere forpligtede sig på deltagelse i demokratiet i hverdagen.

Det kan vi se et eksempel på, hvis vi kigger på en anden stor begivenhed, som fandt sted få måneder efter Frode Sørensens danmarksmesterskab. Nemlig folketingsvalget i 1935. Valget fandt sted i en tid med alvorlig international økonomisk krise og høj arbejdsløshed. Tyskland og Italien havde kastet sig i armene på fascismen. Og i øst truede Sovjetunionen som et totalitaert kommunistisk diktatur.

Socialdemokratiet gik til valg med programmet ”Danmark for

Folket” og med ”Stauning eller Kaos” på plakaten. Og med flere end 46 pct. af stemmerne cementerede Socialdemokratiet en mindst lige så dominerende position i dansk politik, som ABC indtog i landevejscykling.

Men det, der isaer er vigtigt at forstå ved valget i 1935, er, hvor dybt forankret opbakningen til ikke blot Socialdemokratiet, men de politiske partier og den demokratiske proces i det hele taget var. Der var tale om et folkeligt engagement i politik, der rakte langt ud over valgdagen.

I 1935 havde Socialdemokratiet over 200.000 medlemmer, hvilket betød, at over 25 pct. af de stemmer, partiet fik ved folketingsvalget, kom fra et medlem. For samtlige partier som helhed var det over 20 pct. Politik var noget, som brede dele af befolkningen med stor selvfølgelighed deltog i. Gennem partimedlemskab, men i høj grad også i idraetsklubber og andre fritidsaktiviteter. Demokrati var simpelthen en folkesport.

Sådan ser demokratiet ikke ud i dag. De politiske partier lykkes stadig med at sikre høj deltagelse ved valg. Men ved folketingsvalget i 2019 var det under 4 pct. af de afgivne stemmer, der kom fra partimedlemmer. Det er klart, at der kan vaere mange grunde til at vaere medlem af et politisk parti. Og blot fordi man betaler kontingent, betyder det ikke, at man er aktiv. Ligesom man sagtens kan vaere dybt engageret i at påvirke samfundsudviklingen, selv om man ikke er blandt de ca. 135.000 mennesker, der i dag er medlem af et af Folketingets partier.

Men alligevel er der grund til at se den brede befolknings tilbagegang i det, man kunne kalde det demokratiske hverdagsengagement, som et stort problem. Demokratiet er under pres af ydre forhold, og udsigten til en ny kold krig mellem et demokratisk og et autoritaert Europa er umulig at frigøre sig fra.

Danske vaelgere har netop taget et vigtigt skridt ved fuldt ud at tilslutte sig EU’s forsvarssamarbejde. Men demokratiet kan ikke sikres gennem et enkelt kryds. Det er også i hverdagen, at folkestyret skal forsvares. Og det gør vi bedst ved at bruge det og opbygge tillid til det. Ellers risikerer vi både at tabe forståelsen for demokratiets muligheder og miste faerdighederne til at tage del i det.

Jeg argumenterer ikke for, at man skal godtgøre sit demokratiske sindelag for at kunne booke en badmintonbane. Men jeg drømmer om, at når vi gør brug af velfaerdssamfundets fritidstilbud, så traener vi også vores demokratiske muskler.

Derfor er der behov for at gøre det tydeligt, i hvor høj grad vores måde at leve på i Danmark afhaenger af et velfungerende demokrati. Hvis man i mellemkrigsårene meldte sig ind i ABC eller en anden arbejderidraetsklub, var man typisk ikke i tvivl om, at man kunne takke arbejderbevaegelsen for, at klubben overhovedet eksisterede. Og det ville vaere tydeligt, at opbakning til bevaegelsen var nødvendig, hvis klubben skulle fortsaette.

Men når vi i dag gør brug af offentligt støttede fritidstilbud, bliver vi så mindet om, at f.eks. bibliotekerne, svømmehallerne og kulturhusene ikke er kommet af sig selv? Om at de findes takket vaere en enorm politisk indsats, skabt ad demokratisk vej med forhandlinger og kompromiser over mange år? Eller får vi at vide, at man ikke skal blande sport og politik sammen? Og at fritiden er en del af døgnet, hvor vi kan laegge de store problemer i verden fra os?

Jeg argumenterer ikke for, at man skal godtgøre sit demokratiske sindelag for at kunne booke en badmintonbane. Men jeg drømmer om, at når vi gør brug af velfaerdssamfundets fritidstilbud, så traener vi også vores demokratiske muskler. Det er en vigtig forudsaetning for, at de bliver ved med at trives og udvikle sig.