Arbejdskampen er tilbage, og den kan blive en dyr affaere

Reallønnen falder nu mere måned for måned, end de fleste erhvervsaktive danskere har oplevet før. Det kommer uvaegerligt til at udfordre freden på arbejdsmarkedet.

For tusindvis af danskere er tidens mest naervaerende bekymring risikoen for, at en hårdt tiltraengt sommerferie går fløjten.

SAS-piloternes varsling af strejke fra den 29. juni med laessevis af aflyste flyafgange som konsekvens ligner en spoiler af format for de ferierendes planlagte besøg på de spanske, franske og italienske badestrande. Men selv om vi taler om én virksomheds helt saerlige forhold, og selv om piloter ikke hører til denne verdens mindst vellønnede faggrupper, ligner historien om SAS efterhånden første varsel om et arbejdsmarked på vej mod undtagelsestilstand. Flere konflikter ulmer rundtomkring i landet, efter at arbejdsnedlaeggelser og strejker ellers i meget store traeskolaengder har vaeret forbeholdt det offentlige arbejdsmarked på det allerseneste.

Med andre ord: Arbejdskampen er på vej tilbage. Det bliver i vaerste fald en bøvlet og dyr affaere for såvel lønmodtagere som arbejdsgivere. Årsagen er naturligvis, at de fleste erhvervsaktive danskere lige nu stirrer ind i det største fald i reallønnen i årtier.

Inflationen er ude af kontrol og vil formentlig i denne måned krydse 9 pct. i opadgående retning. Da prisstigningstakten var det halve af den nuvaerende, i årets 1. kvartal, var lønudviklingen på Dansk Arbejdsgiverforenings område 3,8 pct. Det forslår i sagens natur slet ikke til at opretholde levestandarden for de fleste, i en tid hvor formuefaldet for laengst er sat ind i takt med finansmarkedernes nedtur, og mens vi fortsat venter på, at boligmarkedet følger med nedad over de kommende år.

Med andre ord: Det frygtede lønpres er ankommet til dansk økonomi. Frygtet, fordi mekanismerne bag det ikke er til at spøge med. Krav om stigende lønninger ramler sammen med et betydeligt pres på virksomhedernes omkostninger til materialer og nødvendige indkøb. Det såkaldte producentprisindeks er på et år steget med hele 37 pct.

Det øger risikoen for afskedigelser og stigende ledighed på et arbejdsmarked, der ellers lige nu er glohedt efter en ny vaekst i beskaeftigelsen på 4.000 personer i maj. Stiger ledigheden over et vist punkt, falder privatforbruget, produktionen og vaeksten. En ond spiral, der har et navn: krise. Og lavere velstand for de fleste.

Bedre bliver det ikke af, at inflationspresset falder sammen med, at et halvt hundredetusinde virksomheder skal betale den udskudte coronaregning i form af kriselån til tidligere udskudt moms og skat. Isaer de mindre butikker, handelsselskaber og byggevirksomheder gisper efter finansiel ilt, og i alt har flere end 6.000 virksomheder vaeret ude af stand til at betale til tiden. De vil nu blive mødt af tvangsinddrivere. Mange er rykket betydeligt taettere på konkurs.

Det voksende lønpres er et topaktuelt faenomen i det meste af den vestlige verden. I flere lande forsøger virksomhederne sig med tilbud om udbetaling af engangsbonusser til de ansatte for at afbøde de vaerste konsekvenser af inflation og formuefald på kort sigt.

Det kan vaere en god og billig model for virksomhederne og samfundet. Hvis det vel at maerke viser sig, at inflationspresset er af kortere varighed. Udfordringen er bare, at når inflationen flader ud, har priserne det med at blive liggende på det nu højere niveau frem for at falde tilbage til det, vi kendte, inden økonomien løb løbsk.

Udfordringen er, at når inflationen flader ud, har priserne det med at blive liggende på det nu højere niveau frem for at falde tilbage til det, vi kendte, inden økonomien løb løbsk.

Det er ikke optimistiske udsigter. Men det er altså vaerd at bemaerke, at vi nu befinder os på det sted i krisens forløb, hvor uforudsigeligheden er størst og psykologien mørkest. Det kan gå bedre, end de fleste af vi indbyggere i Kommentatorkøbing praediker.

Forudsaetningen er, at centralbankerne med effektiv brug af rentevåbnet får slået inflationen ned i løbet af efteråret. At de højere lønstigninger holder sig inden for det råderum, der trods alt er til stede i dansk økonomi efter mange års fornuftig løntilbageholdenhed og paen konkurrenceevne. Ja, i bedste fald kan tilbageslaget vise sig at vaere den bedste medicin mod de flaskehalse, der paradoksalt nok fortsat er saerdeles maerkbare på det private arbejdsmarked.

Laeg dertil, at de globale forsyningskaeder skal begynde at fungere igen, at krigen i Ukraine skal slutte i en eller anden form for fredsløsning, og at økonomien skal genfinde balancen mellem udbud og efterspørgsel.

Det lyse scenario findes. Men det forekommer desvaerre ikke at vaere det mest sandsynlige lige nu.