Ekkokammer – må jeg vaere fri

Sådan er vi tilsyneladende indrettet. Når de store ting bliver for store, kaster vi os over de små. Ligesom når statsministeren før Minkkommissionens rapport pludselig taler om midten af politik. Den dér midte, som alle altid gerne vil eje (hvor den så end er henne), og som giver en masse ligegyldigt klumpspil.

I det daglige politiske arbejde laver vi masser af aftaler på kryds og tvaers af partier. Det hylder jeg selv og taenker så vidt muligt altid løsninger sammen. Også selv om det ind imellem kan gøre ondt, og man ofte må bøje sig. Men sådan gør man jo også i mange andre sammenhaenge i livet.

Men at sidde i regering sammen er jo helt på Månen. Socialdemokrater og konservative vil grundlaeggende noget forskelligt med Danmark. Økonomisk, vaerdimaessigt og menneskeligt. Vores syn på, hvem der skal bestemme hvad og hvor meget, er i sandhed et godt eksempel på en markant forskel.

Senest meget tydeligt illustreret med aftalen om tvangsfordeling af gymnasieelever. Taenk sig, det skulle komme så vidt, at foraeldres indtaegt er afgørende for, hvor de unge fremover skal gå på gymnasiet – også her i Aarhus. De skal skilles fra venner og skolekammerater. Som om man aldrig dér eller senere i livet taler med andre end dem, der ligner en selv.

Jeg står bare helt af. Ikke kun pga. regeringens planøkonomiske eksperiment, men også pga. manglen på evidens og viden om, hvorvidt denne model overhovedet løser noget som helst i forhold til udfordringer med for mange elever af anden etnisk herkomst på ganske få skoler. Og ikke mindst det menneskesyn, der ligger bag sådan en aftale.

Som ministeren klart og tydeligt sagde på talerstolen i et svar til mig, så handler det her om, at vi