Vi skal ikke leve med det, Mette Frederiksen

Politiseringen af embedsvaerket har taget overhånd, og den socialdemokratiske regerings udtalte ønske om at detailstyre alting har blandt andet resulteret i minkskandalen, hvor ansvaret entydigt peger ét sted hen: inkompetent lederskab.

For magthaveren er det bedre at vaere frygtet end elsket. Kaerligheden er flygtig, frygten er konstant.

Citatet stammer fra den italienske filosof Machiavelli, men leder på bekymrende vis tankerne hen mod årsagen til den største politiske skandale i dette årti – den ulovlige ordre om at aflive alle danske mink, den uvaerdige behandling af mennesker, der gennem generationer har forfinet og foraedlet en avlsstamme, og den miljøkatastrofe, der fulgte i kølvandet på en panik-lignende håndtering af millioner af døde dyr.

Da den socialdemokratiske regering kom til, var det med en klart formuleret målsaetning om, at regeringen skulle udfordre embedsvaerket mere politisk. Allerede som statsministerkandidat i 2016 varslede Mette Frederiksen, at med hende for bordenden kunne embedsvaerket godt forberede sig på nye tider. Statsministerkandidaten ville have mere politisk lydhørhed og innovation.

Efter perioder i både Beskaeftigelsesministeriet og Justitsministeriet var det statsministerkandidatens oplevelse, at »embedsvaerket ville bevare det bestående«. Derfor skulle Statsministeriet styrkes, så regeringen kunne lave ny politik, uden at den med det samme ville blive mødt af modelberegninger af arbejdsudbud og offentlige udgifter i Finansministeriet.

Vi må indrømme, at vi var en del i Venstre, der fulgte interesseret med – og ja, vi kan heller ikke se os fri fra at have vaeret en kende misundelige på statsministerens ønske om at spille hårdere op mod embedsvaerket. Som politiker vil man altid have de bedste muligheder for at gennemføre sin politik. Og ville det dog ikke vaere skønt, hvis ikke politiske visioner skulle mødes med kritiske spørgsmål om lovhjemler, internationale forpligtigelser, arbejdsudbud og finansiering?

I dag priser vi os lykkelige for det fagligt funderede og kritiske embedsvaerk, og vi glaeder os over, at det ikke er en Venstre-ledet regering, der er faldet for fristelsen til at politisere, magtcentralisere og detailstyre Danmark.

Statsministerens ledelsesstil er velkendt og har ført til artikler under overskrifter som ”Mette Frederiksen er endt i et hårdt opgør med embedsvaerket”, ”Ansatte blev beskyttet mod Mette Frederiksens raseri” og ”Krisemøde: Forpestet stemning praeger Mette Frederiksens ministerium”. En graenseoverskridende ledelsesstil, som bygger på frygt og angst, skaber en organisation praeget af psykologisk utryghed. Og stik imod ønsket om at skabe mere innovation har psykologisk utryghed den konsekvens, at medarbejderne ikke tør taenke nyt eller sige ledelsen imod.

De sms’er (der ikke er slettet), der er kommet frem i behandlingen af minksagen, bekraefter billedet af en graenseoverskridende ledelsesstil praeget af ydmygelser og psykologisk utryghed.

»Hvornår kommunikerer I (laegger jer ned og ruller, som vi vendte ).«

»Nu må hun (statsministeren) skubbe ham (Mogens Jensen) tilbage, hvor han hører til.«

»Han (Kåre Mølbak) er en total fej kujon.«

De sms’er er sendt fra Statsministeriets departementschef. Den højest placerede embedsmand i Danmark.

Uanset krisens omfang og panikken over egen forhastede beslutning er den sprogbrug uvaerdig for landets højeste embede, og statsministeren – som leder af Danmark – burde straks have grebet ind. Men det skete ikke. Heller ikke, da offentligheden måbende fik kendskab til den tone, Statsministeriet er repraesentant for. Tvaertimod.

På sms-pressemødet, hvor statsministeren efter massivt pres fra offentligheden endelig redegjorde for sagen og sms’erne, kunne man opleve en statsminister, der med vanlig arrogance negligerede en »barsk tone«, men »ja, der kan vaere røget en finke af panden og mere end det«, og så må vi ellers »leve med det«.

Statsministeren gjorde på forunderlig vis på selvsamme pressemøde sagen om den uacceptable tone i Statsministeriet til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod embedsvaerket. Og statsministerens højre hånd kalder det »trumpsk«, når Venstre ikke vil stemme med bind for øjnene, fordi Venstre i Hummelgaards øjne sår tvivl om vigtige institutioners integritet. Begge sager er et bekymrende eksempel på noget af det, regeringen gør bedst: spin. Dreje samtalen hen mod noget helt andet end det, den handler om.

Den uacceptable tone på Slotsholmen handler ikke om embedsvaerket, men de politikere, der leder embedsvaerket.

Den uacceptable tone på Slotsholmen handler ikke om embedsvaerket, men de politikere, der leder embedsvaerket. Embedsvaerket er garanten for det faglige grundlag, som vores politiske beslutninger skal traeffes på. Det er hele grundlaget for ledelsen af Danmark. Derfor mener vi ikke, at det er for meget forlangt, at Slotsholmen skal vaere et fyrtårn for god ledelse.

At Venstre ikke vil stemme med bind for øjnene, handler ikke om mistillid til myndigheder og institutioner, men om respekt for grundloven. Det ved regeringen udmaerket, alligevel prøver den at få samtalen til at handle om noget helt andet. Og når vi i dag saetter lup på konsekvenserne af politisering og detailregulering af embedsvaerket og argumenterer for, at det netop er politisering, detailstyring og psykologisk utryghed, der er årsagen til minkskandalen, kan vi nok samtidig saette klokken efter, at dette også vil blive kaldt ”trumpsk”. Og det må vi jo så leve med, for beskyldninger om at vaere ”trumpsk” skal ikke holde os fra at fremføre en substantiel kritik af konsekvenserne af politisering og detailregulering.

Det vil vaere et svigt af både det fagligt funderede embedsvaerk og vores demokrati, hvis ikke vi laerer af det.

Vi vil ikke leve med det. Havde denne form for sprogbrug fundet sted i en privat virksomhed, var direktøren blevet fyret med det samme. Skal vi acceptere, at der er andre regler for graenseoverskridende demokratisk valgte ledere? Selvfølgelig ikke. Og slet ikke, når de demokratisk valgte ledere leder Danmark, og konsekvensen er potentielt grundlovsbrud, ødelagte mennesker og en miljøkatastrofe.

Hvordan kan en beslutning om at nedlaegge et helt erhverv blive taget, uden at der er ét menneske i eller omkring regeringen, der har taget ordet og har sagt, at regeringen naturligvis ikke kan tage så vigtig en beslutning, når papirerne til koordinationsudvalgsmødet er kommet syv minutter inden mødestart? Hvorfor er der ikke ét menneske, der har foreslået, at alle lige går hver til sit i et lokale og bruger halvanden time på at laese papirerne?

Pilen peger ét sted hen: på en inkompetent ledelse og en organisation praeget af psykologisk utryghed.

Politisk ledelse handler ikke om at detailstyre et land. Politisk ledelse handler om at opfange og definere de udfordringer og muligheder, der kalder på politisk handling. En politisk leder skal saette en dagsorden og bidrage til at udvikle robuste politiske løsninger på de udfordringer og muligheder, man ser fra politisk hold. Til det er der behov for en kritisk dialog, åbenhed og ikke mindst dyb faglighed. Socialdemokratiet vil styre Danmark. I Venstre vil vi lede Danmark.