Jeg er ikke tryg ved Søren Papes frihedsmission

Jeg er dybt bekymret for, hvad der vil ske med vores velfaerdssamfund, hvis de borgerlige kommer til magten efter naeste valg. Bekymringen blev ikke mindre, da jeg i sidste uge laeste den kronik, som De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, havde her i avisen.

I kronikken påstår Pape, at han ønsker et »velfaerdssamfund, der støtter os i at leve det liv, vi gerne vil«.

Det lyder jo godt. Men hvordan det kan lykkes, når han samtidig vil give skattelettelser betalt med velfaerdsforringelser, er aerligt talt svaert at se.

For et staerkt velfaerdssamfund, hvor faellesskabet griber dig, hvis du snubler på livets vej, er fundamentet for, at vi alle kan leve trygge og frie liv.

Uden staerke faellesskaber er den reelle frihed kun for de få. Selv i vores staerke velfaerdssamfund er der forskel på livsmuligheder, selv om friheden er ens på papiret. Det betyder noget, om du har familie og netvaerk, der kan hjaelpe dig – med lektierne, med at finde et job, med at finde vej gennem behandlingsforløbet i sundhedsvaesnet. Det betyder noget, om du bor på Strandvejen eller i et boligområde, der løfter sociale udfordringer. Derfor er det meget enkelt: I Papes ”velfaerdssamfund” er friheden kun for de staerke og dem, der har deres på det tørre.

Vi ønsker derimod et velfaerdssamfund, som sikrer alle danskere lige reelle muligheder – uanset opvaekst og baggrund. Og det er måske her, at forskellene i dansk politik viser sig tydeligst. Vi ønsker en aeldrepleje, der sikrer alle danskere en tryg og vaerdig alderdom – uanset ressourcer og pengepung. Dét er den samfundskontrakt, vi har på tvaers af generationer. At vi efter et langt arbejdsliv kan stole på, at der er hjaelp og omsorg. Det kraever, at vi fortsat styrker velfaerden – ikke skaerer i den, som Pape vil.

I regeringen har vi derfor – gennem aftale efter aftale – styrket velfaerden. Sådan som vi lovede danskerne før valget. Det er modsat den tidligere borgerlige regering, der underfinansierede velfaerden.

I stedet for at udhule plejen og omsorgen for de aeldre har vi sikret flere penge til flere medarbejdere på plejehjemmene og i hjemmeplejen, når vi år for år bliver flere aeldre. Og samtidig afsat midler til uddannelse til de ufaglaerte i aeldreplejen.

Men penge gør det ikke alene, hvis vi skal sikre vores aeldre en tryg og vaerdig alderdom. Vi har brug for grundlaeggende forandringer. Tiden og ressourcerne skal bruges rigtigt. Til omsorg og naervaer. Og på at vores aeldre får mulighed for at vaere med til at bestemme i hverdagen.

Vi har derfor sat gang i et stort og omfattende arbejde med at få luget ud i alle de mange regler, krav og bureaukrati, som hver dag stjaeler tid fra medarbejderne og fra kerneopgaven: omsorgen for de aeldre. Vi vil lave en ny og enkel aeldrelov med klare vaerdier som vaerdighed, valgfrihed og selvbestemmelse. Så medarbejderne – sammen med de aeldre – kan tilrettelaegge plejen, som de finder det bedst. De aeldre skal have indflydelse på den hjaelp, de får. For aeldre er lige så forskellige som alle andre, og ikke to dage er ens.

Regeringen bakker fuldt ud op om de aeldres ret til frit valg af plejehjem og leverandør af hjemmepleje. Vi vil ikke indskraenke de aeldres frihed til selv at bestemme, som Pape påstår. Tvaertimod er målet med en ny aeldrelov mere selvbestemmelse og større valgfrihed til de aeldre.

Skal vi lykkes med at udvikle vores velfaerd, så gør penge det ikke alene. Men det er en forudsaetning, at vi er villige til at holde hånden under velfaerden, når der kommer flere børn og aeldre. At lade som om vi kan underfinansiere velfaerden, uden at det får konsekvenser for danskerne, er et blålys.

Hvis Pape reelt er på den frihedsmission, han udråber her i avisen – hvis friheden skal vaere for de mange og ikke de få – så er der ingen vej udenom at holde hånden under velfaerden. Ellers er det blot tomme fraser om frihed.

Derfor er det meget enkelt: I Papes ”velfaerdssamfund” er friheden kun for de staerke og dem, der har deres på det tørre.