En by praeget af døden vender tilbage til livet
I seks måneder levede indbyggerne i byen Izjum i det østlige Ukraine som i et sort hul. Afskåret fra alt, besat af brutale russiske soldater. En arret spøgelsesby står tilbage, men indbyggerne har fundet livsmodet igen trods de første historier om store m
Svetlana Teodorivna ryster først på hovedet. Så fører hun begge haender op mod kinderne, får tårer i øjnene og lader de sporadiske guldtaender komme til syne, da hun endelig bryder ud i et smil. »De kom den 11. september. I kampvogne gennem gaderne. Vi var ude at gå, min søn og jeg. Da jeg fik øje på dem, spurgte jeg, om de var vores eller fjendens. Så pegede de på det ukrainske flag på deres uniformer, og så begyndte jeg at graede. Ligesom nu,« smiler den 63-årige kvinde.
Det er nu fem døgn siden, at de ukrainske styrker generobrede området omkring Izjum i den storstilede modoffensiv i det østlige Ukraine rundt om storbyen Kharkiv. På under en uge har ukrainerne tilbageerobret et område, der svarer til størrelsen af Fyn. Izjum er et logistisk og militaert knudepunkt for hele denne operation.
Det var en dag, som indbyggerne havde ventet på i månedsvis. En dag, som de alle – ligesom Svetlana og hendes 42-årige søn, Vitaliy Victorovich – vil huske resten af livet.
»Jeg kan ikke beskrive, hvilken følelse det var. Vi spurgte hinanden, om andre også havde hørt det. Om det virkelig var sandt. Det er vidunderligt at blive fri igen,« fortsaetter Svetlana Teodorivna med ord og fagter: fingerkys mod himlen, så flere tårer, tak-hilsener og kram til Jyllands-Postens udsendte, som vi står sammen midt på hovedgaden i den netop befriede by.
I tre timer har vi bevaeget os fra Ukraines naeststørste by, Kharkiv, gennem krigshaerget terraen for at nå frem til Izjum. Byen har vaeret på russiske haender, siden den russiske invasion begyndte. Den var et omdrejningspunkt for hele den russiske offensiv i dette område.
Mindre end en uge efter at Ukraines succes med Kharkiv-offensiven og generobringen af over 3.000 km2 land, har vi passeret flere større checkpoints og adskillige busstoppesteder med russernes velkendte Z-vartegn. I takt med, at vi kommer taettere på fronten, forsvinder vores telefonforbindelser, mens der dukker flere udbraendte biler, sønderskudt krigsmateriel og russiske kampvognsvrag op.
Så når vi frem til nogle af de ukrainske soldater, som har vaeret med i modoffensiven, der sine steder har fået russiske frontafsnit til at kollapse og sende invasionsstyrkerne på flugt. To af dem, vi møder, er kammeraterne Vladi og Andrei.
Russerne flygtede bare
»Det var ikke fordi, det var den helt store kamp. Russerne forsøgte bare at flygte. Og vi forsøgte så at fange dem. Men de kan stadig gemme sig i skoven,« forklarer 32-årige Vladi underspillet fra toppen af sin kampvogn, mens den sammenbidte Andrei sidder i lugen med sin smøg.
Det synes at vaere skaebnens ironi, at Vladi kommer fra byen Kherson, hvor der netop nu er en anden modoffensiv i gang.
»Tja. Livet har bragt mig hertil i stedet. Desvaerre,« siger han og traekker på skulderen, inden kampvognsføreren gasser op, og de rumler afsted på larvefødder. Vi kører videre i en mindre konvoj med ordre om kun at fotografere russiske kampvogne.
»Slava Ukraine. Slava Ukraine,« råber en storsmilende kvinde for at udtrykke sin glaede over den nylige befrielse, mens hun traekker sin cykel afsted i mudderet.
”Marlboro” skjuler tårerne
Vi holder i bilkø for at krydse floden til
Izjum via den midlertidige militaere pontonbro, der har erstattet den smadrede normale bro. Der går dog ikke laenge, før vi på den anden side af floden får en anden og langt mere afdaempet reaktion på resultaterne fra slagmarken.
»Mariupol, Donbas, Luhansk. Donetsk. Jeg har vaeret så mange steder, at jeg ikke engang ved, hvor jeg kaemper lige nu,« lyder det fra den 22-årige soldat Sergei, da vi står og betragter den knuste brokonstruktion.
Hans øjne er smaragdgrønne. Hans haender er kulsorte af snavs. Hans rosenkrans med sølvkorset ceriserød er i øvrigt surret så godt fast i hans skudsikre vest, at den umuligt kan falde af.
»Det er for held og lykke og beskyttelse,« nikker Sergei, der er fra den vestlige storby Lviv.
Blandt kammeraterne går han under soldaternavnet ”Marlboro”, siger han med et smukt, men nok også indstuderet smil. Da samtalen drejes ind på hans familie, tager følelserne over.
»Jeg har ikke set dem, siden krigen begyndte,« konstaterer han og vender sig halvt bort for at skjule sin drengede sårbarhed. Han undgår akkurat at krakelere.
»Jeg har mistet mange kammerater. Mange venner, som jeg forsøgte at redde, men ikke kunne. Det har vaeret det svaereste af det hele,« lyder konklusionen om tiden siden invasionen, mens nye tårer bekaempes ihaerdigt.
Efter seks måneders russisk okkupation ligger Izjum i dag hen som en dyster og naesten mennesketom spøgelsesby. Men den er ikke kun arret af et materielt mørke af sorte, afsvedne husfacader, knuste ruder, raekker af ødelagte boligkarreer, en ruin af en skole, en sønderskudt bank og byens gennemhullede administrationsbygning.
»Det var et helvede at bo her. Min anden søn er i haeren. Han blev haedret for sin indsats i 2014 (da krigen i Donbas-regionen begyndte, og Rusland havde annekteret Krim, red.). Men det gjorde mig så bange. Jeg frygtede, at naboerne ville sladre. For russerne ledte hos alle familier, der havde relation til haeren eller politiet. Tak Gud, fordi de ikke fandt, hvad de ledte efter,« siger Svetlana Teodorivna.
Hun fortaeller ikke kun, hvordan hun og Vitaliy gemte de afslørende dokumenter, flag og bannere fra sønnens militaerbedrifter på loftet. Gemt inde mellem tunge traebjaelker, som Putins fodsoldater aldrig fandt.
Hun beretter også om, hvordan fjenden en
dag slaebte afsted med nogle af Vitaliys venner, gav dem tape for øjnene, bankede dem og slap dem løs igen med trusler om, at ingen måtte hjaelpe dem. Og om en besaettelsesmagt, der kraevede at se pas fra kvinderne på gaden og et saerligt dokument fra maendene udstedt af den ukrainske haer om, at de var lovligt undtaget for tjeneste. Men også om et gensyn, hun lige har oplevet, der får hende til at graede endnu engang.
»Min søn og hans venner kom forbi i går. Det var vidunderligt. Jeg kunne ikke lave mad til ham, men jeg fik i det mindste bagt brød i braendeovnen, og alle var så glade,« kvidrer hun.
Massegrav med »1.000 lig« i Izjum
I mange måneder har borgerne i Izjum levet i et mentalt blackout, helt afskåret fra omverdenen. Afskåret fra internet, telefonlinjer og tv var Svetlana og Vitaliy nødsaget til at snige sig op på taget af deres hus for at høre radionyheder, når de kunne fange et signal. Vel at maerke uden at bruge for meget batteri, da de heller ikke havde noget strøm.
Hun fortaeller om, hvordan de russiske enheder ikke kun naegtede folk at begrave deres kaere, men selv fjernede krigsdraebte borgere for efter sigende at smide dem i en massegrav.
Samme dag som Jyllands-Posten var på besøg, fortalte vores følgeskab af militaere pressefolk første gang om, at man i Izjums minerede skovområde nu har lokaliseret en massegrav med anslået 400 lig.
Ukraines praesident, Volodymyr Zelenskyj, oplyste torsdag aften officielt om disse fund, og en af hans rådgivere skruede antallet af fundne lig op på 1.000. Mange af ligene baerer angiveligt spor af tortur og mishandling. Ukrainske myndigheder er allerede i gang med at dokumentere, hvad de betegner som åbenlyse russiske krigsforbrydelser.
»Ved du, hvad det sted på kroppen hedder, som din røv daekker?« spørger den 35-årige Julia bramfrit under sin paraply og med haenderne pakket ind i pink-gule strikkede handsker.
»Det er sådan, vores situation er. Som et røvhul,« konstaterer hun, da vi møder hende og veninden Natalia.
»Lige nu har vi vand i hanen, men hvordan
Mariupol, Donbas, Luhansk, Donetsk. Jeg har vaeret så mange steder, at jeg ikke engang ved, hvor jeg kaemper lige nu. SERGEI, 22-ÅRIG UKRAINSK SOLDAT