Godt nyt fra østfronten
Krigslykken er vendt i Ukraine. På meget kort tid har de ukrainske styrker traengt praesident Putins invasionshaer så eftertrykkeligt tilbage, at det sine steder ligner et regulaert kollaps for de russiske styrker. Hvad de faerreste i Vesten havde turdet håbe på, kan vaere ved at ske. Men der er lang vej igen, og snarere end at tro på en snarlig afslutning på krigen er der tvaertimod al mulig grund til at optrappe hjaelpen til de tapre ukrainere.
Det er dem, der fører krigen. Det sker med mange og effektive våben fra Vesten, men det er ukrainerne selv, der tager kampen ved fronten. Og det er ikke som i et computerspil. Mennesker dør, såres, lemlaestes og mister deres kaere i en højteknologisk, nådesløs krig, der også allerede har mange eksempler på grove krigsforbrydelser på russisk side.
Putin har reelt allerede tabt. Hans formørkede idéer om at udslette en nabostat fordampede foran hovedstaden Kyiv allerede et par uger inde i krigen. Han forlagde derpå fokus til det østlige Ukraine, og det er så hér, at mange af hans soldater lige nu er sendt på flugt. Det er ikke det samme som, at Rusland ikke kan få stabiliseret fronterne eller få ny fremgang andre steder, men det vidner om, at den som Kreml forestillede sig, ikke bliver til noget. Det er en sejr for Ukraine. Det er en sejr for Vesten.
Putin har ikke alene undervurderet den ukrainske modstandsvilje båret af en i Vesten ofte bortdømt nationalfølelse. Han har også undervurderet Vestens sammenhold og vilje til at komme ukrainerne til undsaetning med våben og økonomisk støtte. Han havde faktisk al mulig grund til at tro, at Vesten hurtigt ville lade sig splitte af en så eksempelløs aggression som hans overfald på Ukraine. Men Vesten fandt sig selv i rekordtempo, besindede sig på de faelles vaerdier og viste sig også indstillet på at slå tilbage.
Den store ubekendte er nu, hvordan reaktionen bliver i Moskva. De første kritiske pip er sluppet gennem de ellers hårdt kontrollerede medier, men det er endnu ikke farligt for Putin. Det bliver det først, hvis den brede middelklasse, som han baserer sit enevaeldige styre på, begynder at få nok af en krig, der ikke under nogen synsvinkel lader sig forsvare. De russiske tabstal og virkningerne af Vestens ganske hårde sanktioner mod Ruslands økonomi når på et tidspunkt et niveau, hvor man kan håbe på, at mange russere bare får nok.
Dét bliver lige så afgørende som den videre udvikling ved fronten. Og her har Vesten et stort ansvar. Vi kigger selv ind i en vinter med energikrise, en rasende inflation og begyndende recession, som alt sammen skyldes krigen i Ukraine. Men der er også for os meget mere på spil, og det er netop, hvordan det går videre i Ukraine. Ukrainerne kaemper også på vegne af os og for os. Det må vi aldrig glemme, ligegyldigt hvor hårdt vi selv bliver ramt ved supermarkedets køledisk og på elregningen. Vi taeller nok vores penge. Ukrainerne taeller deres døde.
Der er tvaertimod grund til at stramme sanktionerne mod Rusland endnu mere. Putin kan alligevel forventes at lukke af for de sidste gasleverancer i et desperat forsøg på at eskalere konflikten. I Vesten har vi et overskud, der tillader os at kompensere de mennesker, der rammes hårdest, bedst muligt. Det samme har ukrainerne ikke. For dem handler kampen bogstaveligt talt om liv og død.
Vi i Vesten må tage vores tørn. Vi kan ikke bare kigge vaek. Der er krig midt i Europa igen. Den går ikke vaek af sig selv.