En sidste tak og aere til en stor bokselegende og en endnu større skoleleder

Børge Krogh er gået bort. De fleste vil kende ham som en stor bokser, der blev europamester i 1966 og vandt 43 af de 56 kampe, han kaempede som professionel. I forbindelse med hans død har tidligere bokser Hans-Henrik Palm, der havde Børge Krogh som traener, udtalt, at han var »en fantastisk mand, der altid ønskede det bedste for de mennesker, han havde omkring sig. Han var vellidt, afdaempet, rolig, ordentlig og sød«.

Og det var han. Jeg kendte ham ganske vist ikke som bokser. Jeg kendte ham som min skoleleder på Klostermarksskolen i Aalborg, og jeg har i årevis villet skrive ham et brev om, hvor stor betydning han har haft for mit liv, men jeg fik det ikke gjort. For mig var Børge Krogh så stort et menneske, at jeg simpelthen ikke helt har kunnet overbevise mig selv om, at han en dag ikke skulle vaere på Jorden laengere. Det er selvfølgelig en barnlig tanke, men når jeg taenker på Børge Krogh, er jeg også barn igen. Jeg går i 9. klasse og er lige ankommet til Klostermarksskolen.

Børge Krogh kunne navnet på alle elever, der gik på skolen. Han var varm og rolig. Han havde al tid i verden til den elev, der bankede på døren til hans kontor, og han fastholdt øjenkontakten, til man havde talt faerdig.

Han skabte en god, stabil, sammenhaengende kultur med faelles vaerdier blandt de ansatte på skolen. Sådan en kultur er nødvendig, hvis elever skal føle sig trygge. På Klostermarksskolen var man tryg, og i dag går min aeldste på en skole som den.

Jeg kan huske, min fransklaerer kaldte mig en solstråle, der havde ramt skolen, ved første skolehjem-samtale. Jeg var fuldstaendig paf, for det var ikke ligefrem sådan, jeg var blevet beskrevet ved de skole-hjem-samtaler, jeg kom fra. Men på Klostermarksskolen blev alt det, der før havde vaeret så bøvlet ved mig, vendt til en ressource. Jeg endte sågar med at modtage skolens legat for karaktertraek, jeg ikke var vant til at modtage ros for.

Jeg bankede på Børge Kroghs dør, da jeg ville spørge om lov til at lave min egen nødhjaelpsindsamling på skolen og fik et ja med betingelser. Jeg ville gerne ud at demonstrere mod nedskaeringer på uddannelsesområdet sammen med Aalborgs gymnasieelever, selv om demonstrationen lå oven i mine eftermiddagstimer. Børge

Krogh lod mig forhandle en aftale om eftersidning i hus, så jeg kunne komme af sted, og grinede varmt til mig over min iver. Vi vidste begge to, han ville ende med at give sig, for han vaerdsatte, at man engagerede sig i omverdenen – og at man spurgte paent i øvrigt.

Jeg lå på hans sofa mange gange i den periode, hvor jeg led af en sygdom, der gjorde, jeg indimellem skulle med ambulance og have ilt. Og jeg sad hos ham lige så mange gange, da jeg ikke kunne forstå, at livet bare gik videre, efter jeg havde vaeret til stede, da en tragisk ulykke en aften tog livet af en af de yngre elever på skolen.

Egentligt ville jeg ønske, jeg kunne skrive et mindeord om Børge Krogh uden at pille i egen navle, men jeg kendte ham jo ikke privat. Jeg kendte ham som en fast og varm autoritet, der netop skabte rammerne for, at jeg og andre omkring ham kunne udvikle os og gøre vores bedste.

Så kaere Børge Krogh, jeg er ked af, jeg ikke fik skrevet dig et brev om, hvor stor betydning du har haft for mit liv. Du har vaeret afgørende. Hver morgen, når jeg svinger fødderne ud over sengekanten og står op, er Klostermarksskolen, du og de gode laerere, du skabte rammerne for, en del af det underlag, jeg saetter fødderne på. Tak.

Jeg kendte ham som en fast og varm autoritet, der netop skabte rammerne for, at jeg og andre omkring ham kunne udvikle os og gøre vores bedste.