Anbefalingen om et tørklaedeforbud er et tegn på den identitetskrise, vi som samfund befinder os i

I de forgangne uger har vi vaeret vidner til en heftig debat om det muslimske hovedtørklaede, og hvorvidt det skal forbydes i folkeskolen. Anbefalingen om et tørklaedeforbud er et tegn på den eksistentielle krise, vi som samfund befinder os i.

Kommissionen for den ”glemte” kvindekamp begrunder sin anbefaling med, at man søger at komme ”aeresrelateret” social kontrol til livs. Det paradoksale er, at man søger at bekaempe social kontrol ved selv at indføre social kontrol og diktere, hvordan borgerne skal klaede sig.

Man haevder, at et forestillet ”patriarkat” i muslimske minoritetsmiljøer udøver social kontrol og tvinger deres døtre til at gå med tørklaede (noget, de i øvrigt ikke har bevist), samtidig med at man selv udøver social kontrol ved at anbefale lovgivning, som skal tvinge borgere til at gå klaedt på en bestemt måde.

Vi ser en offentlig diskurs, som holder fast i den samme stigmatiserende fortaelling om muslimske piger som undertrykte og ude af stand til at traeffe egne beslutninger. Det er nedvaerdigende og umyndiggørende, og det er en traettende fortaelling, som det er på tide at gøre op med.

Den sande glemte kvindekamp ligger i at anerkende muslimske kvinder som en vaerdifuld og ligevaerdig bestanddel af det danske samfund. Muslimske kvinder tordner frem på de videregående uddannelser og har på mange måder overgået deres etnisk danske kolleger. Alligevel kaemper muslimske kvinder med at blive anerkendt i det danske samfund. Ikke på grund af ”negativ” social kontrol, men pga. et samfund, som ikke kan rumme religiøsitet.

Måske er det på tide, at vi stiller os selv spørgsmålet om, hvorvidt liberalismen kan tolerere andre livsformer? Kan det danske demokrati acceptere borgere, som udtrykker deres religiøsitet i det offentlige rum, eller ønsker vi en streng sekulaer stat på den franske model? For muslimer er denne debat vigtig, da det siger noget om, hvor vi er på vej hen som samfund. Hvis svaret er, at vi ønsker en såkaldt ”vaerdineutral” offentlig sektor uden nogen former for religiøsitet, hverken kors, kalotter eller tørklaeder, så vil det blive set som en kaempe indskraenkning af muslimers ret til at udfolde og udtrykke sig selv. Samfundet hylder normalt diversitet og forskellige livsanskuelser, men det lader til, at den samme tolerance ikke gaelder, når det kommer til religion.

Indtil nu har vi haft en grundtvigsk tankegang, hvor religion og stat ikke er adskilt. Den danske grundlovs paragraf 4 siger ganske tydeligt, at den protestantiske tro er den danske folkekirke, og at den skal understøttes af staten. Vi har altså ikke en adskillelse af stat og religion, som man ellers skulle tro i et sekulaert, liberalt demokrati. Vi er et konstitutionelt monarki med den kristne protestantiske tro som statsreligion.

Tørklaededebatten har udstillet, at det danske samfund befinder sig i en identitetskrise. Ønsker man et strengt sekulaert samfund på den franske model, eller ønsker man at bibeholde den danske grundtvigske tanke om at tillade religion i det offentlige rum? Nye samfundsgrupper, normer og vaerdier melder sig på banen, og spørgsmålet er, om liberalismen kan rumme disse, eller om den vil afvikle egne principper i forsøget på at kvaele religiøsitet?

For muslimer er det klart, at et tørklaedeforbud vil blive set som et direkte angreb på deres religion, og at de ikke vil acceptere at blive behandlet som andenrangsborgere.

Muslimer er blevet en fast del af det danske samfund og udgør en vigtig del af den lim, som holder samfundet sammen. Det er på tide med et paradigmeskift i dansk politik, hvor man anerkender og inkluderer muslimer i stedet for at stigmatisere og ekskludere.

Den sande ”glemte” kvindekamp ligger i at anerkende muslimske kvinder som en vaerdifuld og ligevaerdig bestanddel af det danske samfund.