Tillykke til Dansk Sygeplejeråd og sundhedsministeren: I vinder, jeg giver op

Planen om at tie problemerne ihjel og ignorere folk på gulvet virker perfekt. Nu forlader endnu et par varme haender faget – her er svaret på hvorfor.

Endnu engang må jeg slå fast, at den ny sundhedsreform ikke ser på de reelle udfordringer, og der praesenteres dermed heller ikke brugbare, langsigtede løsninger. De lavpraktiske tiltag, der er nødvendige og vil forbedre forholdene for patienter og hospitalsansatte, glimrer ved deres fravaer i en reform, der baerer praeg af at vaere udarbejdet af DSR, Djøf og andre, der ikke har vaeret på gulvet i flere år – eller nogensinde.

Et af de primaere og altoverskyggende problemer i sundhedsvaesenet er manglen på varme haender, som mange stadig – ganske fejlagtigt – tror kan ordnes med den klaekkelige lønstigning, som alle ved, aldrig kommer. Men mangler de varme haender egentlig, eller er det naermere et spørgsmål om at omprioritere?

Jeg ved ikke, hvor mange fagforeninger der har fastansatte på de forskellige virksomheder, så derfor kan det da undre, at der sidder repraesentanter fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) i fuldtidsstillinger på kontorer på hospitalerne. Hvad skal de egentlig bruges til og hvor tit? Hvad laver de, og hvorfor er det bygget op sådan, at de ikke har tid til noget andet?

I disse moderne tider, hvor kommunikation i overvejende grad foregår elektronisk, kunne man måske overveje at benytte de måder til at komme i kontakt med vedkommende, som så måske kunne nøjes med at have én kontordag om ugen? For hvad laver de egentlig? Og hvorfor er det så vigtigt, at de ikke kan tage sig af patienter? De er jo trods alt sundhedsfagligt uddannede.

I modsaetning til hvad mange tror og siger, så vil en højere løn ikke tiltraekke flere sygeplejersker. Det er bydende nødvendigt at tage et opgør med selve uddannelsen. I tidernes morgen var sygeplejerskeuddannelsen en laereplads, men nu er den aendret til at vaere langt mere teoretisk, klasselokalebaseret og forskningsrettet end førhen og vaegter bl.a. sygeplejeteoretikere højt.

Teoretikere som Kari Martinsen, der siger, at man skal vurdere patienterne individuelt og ud fra hver enkeltes situation. Teoretikere, der fortaeller eleverne, hvad de skal gøre og sige, når de kommunikerer med patienterne.

Desvaerre reagerer patienterne ikke, som der står i bøgerne, hvilket den studerende ikke er forberedt på. Det betyder, at efter at have brugt flere år på en enorm maengde teori og meget lidt praksis rammer de nyuddannede sygeplejersker gulvet uden at vaere hverken fysisk, psykisk eller fagligt klaedt på til den verden, de traeder ind i.

Måske er det mere relevant for patienten at få en sygeplejerske, der kan se, hvad der skal gøres, og sørge for, at der bliver lagt en IVadgang, taget blodprøver og måske få lagt et kateter end en sygeplejerske, der ved, hvad Joyce Travelbee siger om fremvaekst af identiteter?

Uddannelsen er i et vist omfang baseret på, at den studerende skal bruge en anseelig maengde tid på at ”observere”, hvilket svarer til at tage kørekort fra passagersaedet. Måske er det vaerd at overveje at gå tilbage til at gøre uddannelsen til en laereplads, hvor alle på afdelingen hjaelper med ansvaret (som man ser på f.eks. vaerksteder), så der vil vaere mere tid og overskud til patienten, og den studerende kan få følelsen af at deltage aktivt og vaenne sig til at have med patienter at gøre fremfor at vaere tilskuer.

Ifølge DSR er det slet ikke deres, men politikernes ansvar, at uddannelsen blev aendret til en bacheloruddannelse, og da jeg spurgte DSR, hvorfor de gik med til det i sin tid, og isaer hvorfor det får lov at fortsaette sådan, når det tydeligvis ikke fungerer, udebliver svaret gentagne gange. Men de har lukket for mine muligheder for at stille yderligere spørgsmål til dem på deres Facebook-profil. Det kan man jo så tolke, som man vil.

Ligeledes er utallige invitationer til Magnus Heunicke til en debat om de nødvendige, lavpraktiske aendringer blevet ignoreret totalt.

”Kliniske vejledere”, ”kliniske uddannelsesvejledere”, “områdesygeplejersker”, “kvalitetskoordinatorer” er bare nogle af de titler, man møder inden for sygeplejefaget. Spørgsmålet er, hvor nødvendige de stillinger egentlig ville vaere, hvis sundhedsvaesenet blev indrettet efter nutiden, men det vil uden tvivl møde massiv modstand blandt dem, der bestrider dem, og i resten af DSR. For det er ofte deres stillinger og deres mandag-fredag-arbejdstider, der vil blive udskiftet med weekend- og aftenvagter, og rolige kontorer vil blive udskiftet med patienter og sengeafsnit.

Det vil dog uden tvivl frigive virkelig mange varme haender til både glaede og gavn for patienten, men det er desvaerre ikke et validt argument i debatten.

DSR kører vellykkede kampagner allerede på sygeplejeskolen for at få kommende og nuvaerende sygeplejersker til at melde sig ind, da DSR varetager sygeplejerskernes interesser. Man kunne måske overveje at lade andre fagforeninger komme til forhandlingsbordet og se, hvad det kunne føre med sig.

DSR har senest mest udmaerket sig ved at mestre en naesten konstant klage over, hvor hårdt det er at vaere sygeplejerske, hvilket nu kan ses direkte i det dalende antal ansøgere på uddannelsen. DSR spiller også en rolle i overenskomsten, hvilket gør deres initiativ til strejke for højere løn så meget mere ironisk.

Dog har de stadig mere eller mindre monopol på lønforhandlinger, og det kan undre, at det ikke har undret nogen endnu. Måske skulle man lade andre fagforeninger komme til og lade DSR traede i baggrunden?

I modsaetning til hvad mange tror og siger, så vil en højere løn ikke tiltraekke flere sygeplejersker. Det er bydende nødvendigt at tage et opgør med selve uddannelsen.

Vagtplaner for personalet er en tidskraevende affaere, og hver måned bruges der adskillige timer på at udfaerdige den, for folk er ansat på forskellige timeantal og med varierende kompetencer. Det gøres manuelt, på trods af at vi lever i en tid, hvor stort set alt digitaliseres, og der kan findes eller udarbejdes algoritmer i rå maengder.

Kunne man se, om der kan udarbejdes et system, der kan klare den logistiske udfordring, og dermed få frigivet endnu flere haender og timer til patienterne, om ikke andet så på prøvebasis?

Der er så mange løsningsmuligheder, men egeninteresserne er for store til, at der oprigtigt ønskes at gøre noget ved det.

Og det bliver traettende at kaempe for forbedringer i et system, som ledes af folk, der i bund og grund ikke ønsker de aendringer, da der er for stor risiko for, at det vil forvaerre deres egne fordelagtige arbejdsforhold.

For hvis DSR mister den indflydelse, de gang på gang beviser, de ikke magter, risikerer de ansatte at miste deres kontorjob og skal i stedet ud til patienterne i blandede vagter. Med andre ord er der stor interesse for at lave ting om, bare det ikke aendrer noget.

At gøre det samme og forvente et anderledes resultat blev af Einstein defineret som sindssyge. Råber man op, får man af DSR og Heunickes tilhaengere at vide, at blå blok – ganske rigtigt – har ødelagt sundhedsvaesenet. Og alligevel fortsaetter man ad samme vej.

Så jeg orker ikke mere; det er udmattende og demotiverende at slå i en dyne.

Tillykke til Dansk Sygeplejeråd og sundhedsminister Heunicke. Jeres plan om at køre modstanderen traet virker. I vinder. Jeg giver op.