Poul Thomsen var dus med dyrene, naturen – og med livet
En af dem som oplevede Poul Thomsen på taet hold var Andrea Bak, der står bag Poul Thomsens selvbiografi, hvor han fortalte om sine største naturoplevelser, om sit liv i tv-branchen og om at miste sin søn til selvmord.
Klask.
Han løfter hånden fra sin arm, så myggen kommer til syne.
»Tja, den nåede i det mindste lige netop at blive maet,« siger han og fjerner dyret fra sin arm.
For rullende kameraer lod han sig stikke af en myg for at demonstrere, hvordan insektet suger blod fra mennesker.
Det var det, der kendetegnede Poul Thomsen. Han ville gøre seerne klogere på de dyr, vi omgås. På dem, der graesser på marken, og dem, der ligger i hundekurven. Nu er han her ikke mere.
I studiet hos Poul Thomsen var det Balder, der lå i hundekurven. Sammen blev de et ganske saerligt makkerpar, som tonede frem på skaermen i de danske tv-stuer hver lørdag aften.
Men det var egentlig ved et tilfaelde, at Poul Thomsen kom til at beskaeftige sig med fjernsyn.
233.000 breve
I starten af 1970’erne medvirkede Poul Thomsen i et program om raevejagt på DR.
Ledelsen i Danmarks Radio oplevede ham som en veltalende og indlevende formidler og besluttede derfor at tilbyde ham at vaere vaert på programmet ”Dig og dyrene”, som målrettede sig børn.
Derfra slog karrieren som tv-vaert rødder.
Senere fulgte flere tv-job, men de fleste husker nok Poul Thomsen for hans vaertsrolle på ”Dus med dyrene”, der blev hans mest populaere program.
Det stod klart i 1984, da han modtog 233.000 breve fra danskere, der kom med hver sit bud på, hvilken fugl, der skulle vaere Danmarks nationalfugl. Det endte med at blive knopsvanen.
Han var en af de første til at belyse vilkårene for burhøns og det, han så som den manglende dyrevelfaerd. Han var virkelig dyrenes ven, men til gengaeld gjorde han sig upopulaer hos det danske landbrug.
Forfatter og journalist Andrea Bak fik beskeden om, at Poul Thomsen var gået bort mandag.
Hun laerte første gang
Poul Thomsen at kende, da hun henvendte sig til ham for at få ham med på idéen om at skrive en biografi om hans liv.
Indtil da havde hun kun kendt ham fra ”Dus med dyrene.” Biografien om hans liv var han i første omgang ikke interesseret i.
»Han havde den indstilling, at hvis der skulle skrives noget, skulle han selv skrive det. Og det gad han ikke, som han sagde ligeud. Til sidst fik jeg ham alligevel overtalt,« siger hun.
En god fortaeller
Tre dage ad gangen besøgte hun ham i hans hus uden for Randers.
De havde på forhånd en plan over, hvad de skulle tale om, men det var aldrig et problem at få ham til at snakke.
»Poul var en meget, meget dygtig historiefortaeller. Han havde jo vaeret vant til at lave tv i mange år, så det med at skrue en fortaelling sammen, det kunne han jo,« siger hun.
Når hun trådte ind i huset, var han praecis, som man forestillede sig ham, hvis man havde set ham i fjernsynet.
Han var et meget, meget sødt og omsorgsfuldt menneske, fortaeller Andrea Bak.
»Men han har nok også haft nogle konflikter i sin tid hos DR, for han var en person, der godt kunne lide at bestemme, hvordan tingene skulle vaere. Han stod fast på, hvad han mente og havde også meget klare holdninger til dyrevelfaerd. Han sad aldrig på sin mund, så man var ikke i tvivl om, hvor man havde ham. Men han var virkelig bare meget sød, sjov og omsorgsfuld,« siger hun.
Hvad går tabt med Poul Thomsen?
»Jeg synes, han var rigtig, rigtig god til at lave det samlende fjernsyn. Alle så ”Dus med dyrene”. Han har fyldt enormt meget og blev virkelig kendt som den her dyreven. Da Balder, hans hund, døde, fik han flere hundrede kondolencebreve. Det specielle ved ham var, at han koncentrerede sig om dyrene i Danmark. Det handlede aldrig om pantere eller elefanter. Men om pindsvin, regnorme og hvepse. Han har åbnet folks øjne for den natur, der er lige omkring os.«
Glad for sin skrivemaskine
Sådan var det også for Andrea Bak selv. ”Dus med dyrene” har en stor andel i, at hun blev meget glad for netop naturen.
I bogen, som hun skrev i samarbejde med Poul Thomsen, fortaeller han, hvordan han blev kontaktet af brandmyndighederne, fordi braendeovnen stod for taet på hans bogreol.
Folk var ikke klar over, at han faktisk sad i en kulisse. Indtil DR i sidste program zoomede helt ud.
»Han havde formået at opbygge den her illusion om, at vi var hjemme ved Poul Thomsen og hunden i kurven. Det var det, som han kunne med sin rolige, mørke stemme – få folk ned i gear,« siger Andrea Bak.
I forbindelse med arbejdet med bogen kom de også taet på hinanden.
Efter udgivelsen holdt de kontakten og skrev breve til hinanden.
»Han var glad for at skrive på sin skrivemaskine. Han skrev aldrig e-mails. Han ringede eller skrev,« siger hun.
Sidst hun talte med ham, havde han lige vaeret på en dejlig tur i Sverige med sin familie.
»Han var i godt humør og ved godt mod. Men han havde i lang tid haft problemer med sine fødder, fordi han havde meget gigt. Det var en stor sorg for ham ikke at kunne komme ud i naturen. Men der var ikke noget, der indikerede at… altså udover, at han var 84. Vi talte om, at vi glaedede os til at se hinanden igen. Men det kom vi jo så ikke til,« siger hun.
Det specielle ved ham var, at han koncentrerede sig om dyrene i Danmark. Det handlede aldrig om pantere eller elefanter. Men om pindsvin, regnorme og hvepse. ANDREA BAK, SOM SKREV BOGEN ”DUS MED LIVET” I SAMARBEJDE MED POUL THOMSEN