Her er erhvervslivets politiske ABC til en valgkamp for voksne

Chefredaktøren er allerede traet af debatniveauet i den uofficielle valgkamp. Men der er en forklaring på, at erhvervslivets videnbaserede tilgang ikke virker på Christiansborg.

I mit fag er autoritetstro en synd. Rigtige journalister er sat i verden for at møde autoriteter med skepsis og verificere, om en påstået sandhed nu også er den bedst opnåelige version af en sandhed. Det er den sjaeldent, og deraf følger, at kun én autoritet ideelt skal have legitimitet i vores verden: Dokumenterbar viden, taet ledsaget af sine naere slaegtninge: Kompetence og professionalisme.

Selvindlysende, jovist – men der er en pointe, for når jeg følger den uofficielle valgkamp for tiden, mens verden braender rundt om os, får jeg en desperat laengsel efter de ligefremme, glade amatører.

Jeg er traet af den såkaldt professionaliserede, politiske kommunikation. Allerede frustreret over samtlige partiers meningsmålingspolitik, robotstyrede troldehaere, inkriminerende mistaenkeliggørelse af motiver. Og jeg er forbistret over, at denne proportionsforladte forfladigelse af rigtige menneskers rigtige problemer rent faktisk virker, når valgstederne åbner. Hvis den ikke gjorde, ville den professionelle kommunikation jo ikke vaere professionel.

Vi vaelgere er ikke dumme. Og vore politikere er heldigvis langt dygtigere, end de lyder for tiden. Men det virker at skraemme fra vid og sans fulgt af demagogisk renskurede argumenter for, at netop dette individ vil redde netop sin flok (laes: målgruppe) fra alt det onde. Det virker i hierarkier fra børnehaven over teenagemiljøet til det politiske liv.

Bedømt på mange, mange samtaler, jeg har haft med erhvervsfolk, efterlader det bare også i de kredse et kollektivt indtryk af et politisk lederskab uden format. Tilliden smuldrer. Og kontrasten bliver så meget desto større i en tid, hvor virksomhederne slås med en myriade af voksne problemer og pligt til at påtage sig et voksent ansvar for klimakrise og samfundsgavnlig opførsel med den ene hånd og tilfredsstille aktionaerernes rimelige krav om afkast med den anden.

Men hvordan ville en simpel ABC for en valgkamp for voksne så se ud, hvis den skulle følge erhvervslivets aktuelle spilleregler? Her er et bud på de store linjer:

A. Et nationalt kompromis om energipolitikken skal dels håndtere den akutte krise, dels laegge lange rør til de kommende 15-20 års grønne omstilling og forsyningssikkerhed. Den skal italesaettes i valgkampen som en bred interesse for at genskabe stabilitet i forsyning og priser for alle. Og den skal ledsages af en bredt funderet retning for Danmarks internationale energipolitik og varige skatte- og afgiftsomlaegninger snarere end nye hjaelpepakker og støtteordninger til politisk udpegede dele af erhvervslivet.

B. Det helt store problem for mange danskere, inflationen, skal pengepolitisk håndteres af centralbankerne – men politikerne skylder en bred plan for, hvad Christiansborg har taenkt sig at gøre ved de galopperende priser. Om det som i udvalgte andre lande handler om at traekke penge ud af brancher, der udnytter situationen til at skovle overnormale overskud hjem, om at binde finanseffekten af de kommende års finanslove til et inflationsmål eller andet er mindre afgørende. Vaesentligst er også her, at et bredt flertal enes om, hvilke redskaber de har i vaerktøjskassen, og hvilke inflationsmål de vil acceptere.

C. Ledigheden taler vi meget lidt om herhjemme, for den findes stort set ikke. Men det kommer den til, hvis valgkampens milde gaver udløser lønspiraler, forvaerrer inflationsproblemerne og presser renterne yderligere op. Lige nu er ledigheden nok kunstigt lav, for mange virksomheder er tilbageholdende med afskedigelser, der varigt kan koste dem den arbejdskraft, de i en normal konjunktur har brug for. En politisk initieret trepartsaftale, der fastlaegger kortsigtede afvaergeforanstaltninger forud for overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2023, vil vaere en endog meget voksen og ansvarlig løsning.

Det virker at skraemme fra vid og sans fulgt af demagogisk renskurede argumenter for, at netop dette individ vil redde netop sin flok. Det virker i hierarkier fra børnehaven over teenagemiljøet til det politiske liv.

Såvidt dén ABC. Der er hverken skraemmekampagne eller underholdende konfrontation over den, vel? Det er her, erhvervslivets videnbaserede tilgang kommer i konflikt med professionel, politisk valgstrategi. Og det er her, håbet om min valgkamp for voksne udånder sammen med den sidste glade amatør. Lad os i stedet få den naestbedste løsning: Udskriv det valg, lad valgkampen vaere kort og fyndig, og lad vaelgerne udpege det flertal, der kan genindføre ansvarligt, politisk lederskab, når den sidste fadølsbar er lukket på valgnatten. For virkelighedens voksne problemer venter ikke.