Braendende hijabber truer det iranske praestestyres legitimitet
Det iranske praestestyre forsøger igen at bruge vold til at kvaele folkelig uro. Men selv hvis det lykkes, er billeder af kvinder, der braender deres hijabber, en alvorlig trussel mod styret.
Gnisten, der kan udløse en revolution, kan ingen spå om.
I 1700-tallets amerikanske kolonier var det en afgift på te, der udløste kampen for frigørelsen fra Det Britiske Imperium og førte til oprettelsen af Amerikas Forenede Stater.
Det Arabiske Forår i 2011 begyndte, da en frustreret tunesisk gadesaelger satte ild til sig selv.
Det var også en revolution, som i 1979 bragte det iranske praestestyre til magten.
Regimet er derfor klar over risikoen, når det ser iranere strømme ud på gaderne i byer over hele landet i protest mod behandlingen af en 22-årig kvinde – Mahsa Amini – der døde, mens hun var tilbageholdt af det såkaldte moralpoliti. Angiveligt fordi hendes hovedtørklaede ikke sad korrekt.
Protesterne er med hård hånd blevet forsøgt slået ned.
Iransk stats-tv indikerede søndag, at der sammenlagt er blevet draebt 41 demonstranter og politifolk, siden uroen begyndte den 17. september. Mindst 18 journalister er ifølge CJP, en komité for beskyttelse af reportere, desuden blevet arresteret. Regeringen har også sendt sms’er ud til folk med advarsler om, at de vil blive retsforfulgt, hvis de deltager. Alligevel har myndighederne haft svaert ved at få bugt med demonstrationerne, der synes lederløse og spontane, hvilket gør det svaert at forudsige, hvor de opstår.
Brutaliteten fra myndighedernes side er ingen overraskelse. Det er en fremgangsmåde, Den Islamiske Republik har brugt, hver gang at den er blevet mødt af store folkelige protester.
Den seneste større protest var i 2019, da hundredetusinder vrede på tvaers af sociale lag: Fra de velhavende kvarterer i det nordlige Teheran til de fattigere i de sydlige dele af byen, skriver den iranske forfatter Roya Hakakian i onlinemagasinet, The Atlantic.
Kvinder forulempes
Det reelle omfang er svaert at vurdere, fordi de iranske myndigheder har begraenset adgangen til internettet og lukket meddelelsesapps som Instagram, Linkedin og Whatsapp, så demonstranter har fået svaerere ved at dele deres videoer med den omkringliggende verden.
Men selv hvis det lykkes regimet at kvaele protesterne, udgør de en alvorlig trussel.
Mens store folkelige demonstrationer tidligere har handlet om økonomi, valgsystemer og reformer, er kravet fra protesterne denne gang bredere. Kvinder vil have mere frihed. De vil ikke laengere finde sig i at blive stoppet og forulempet af moralpolitiet, sådan som det igennem årene er sket for millioner af kvinder. Og de tror ikke laengere på, at det er muligt uden at vaelte praestestyret. »Død over regimet«, er en parole, som er blevet hørt ved mange af protesterne ved siden af kravet om frihed.
Som Rasmus Elling, lektor med fokus på Iran, Københavns Universitet, forklarer, »så skaerer denne protestbevaegelse det ud i pap, at en stor del af befolkningen og formentlig mange flere end dem, vi ser på gaden, ikke accepterer Den Islamiske Republik i nogen form«.
Det er også med til at polarisere det iranske samfund.
Tidligere var der en midtsøgende reformbevaegelse, som var repraesenteret i magtapparatet og troede på, at tingene kunne løses igennem lovaendringer. Men den er i dag blevet udraderet, og iransk politik er blevet mere kompromisløst. Til praesidentvalget i 2021 blev alle reelle udfordrere til den ultrakonservative Ebrahim Raisi diskvalificeret, så protegéen af Irans øverste leder ayatollah Ali Khamenei var sikker på at vinde.
Det har samlet alle dele af det iranske magtapparat – regeringen, praesidenten, retsvaesenet og militaeret – i høgenes haender, og her ser man det tvungne hijabkrav til kvinder som en af de baerende søjler for Den Islamiske Republik.
»Hvis vi ønsker at forhindre samfundet i at blive kastet ud i korruption og uro, skal kvinder blive ved med at baere hijab,« sagde Khamenei engang.
Symbol for vaerdikamp
Hijabben er også blevet gjort til et symbol for den vaerdikamp, som styret mener, at det fører med resten af verden og isaer Vesten, forklarer Rasmus Elling:
»Det er en ideologisk kamp, som Iran definerer sig selv ud fra. Den går ud på at afvise vestliggørelse, en gudløs kultur og vestlig kulturimperialisme. For hardlinere i systemet er kravet om hijab ufravigeligt.«
Videoerne af kvinder, der braender deres hijabber, er derfor en direkte udfordring for styrets legitimitet og fortsatte eksistens.
Den iranske regering har forsøgt at afskrive demonstrationerne som et komplot, der er organiseret af udenlandske kraefter. Store regimetro protestoptog igennem Teheran har støttet op om denne linje, hvilket de statslige medier loyalt har rapporteret videre til masserne. Men det er kun en facade, og det mindsker ikke den folkelige utilfredshed, som får naering af den økonomiske krise, der også plager Iran. Sandsynligheden for ny uro i fremtiden er derfor stor, med mindre regimet finder en måde at give indrømmelser.
»I princippet kan regimet selvfølgelig vaere ligeglad og blive ved med at slå deres egen befolkning ihjel. Så må vi se, hvor laenge det holder. Men som en revolutionaer stat ved regimet godt, at det var sådan, at det selv kom til magten,« konstaterer Rasmus Elling.