Nu siger jeg det: Danmark har aldrig stået staerkere før en VM-slutrunde siden 1986
I sin klumme ser David Nielsen frem mod Danmarks første kamp ved VM-slutrunden. Trods sejren over Frankrig vurderer han, at Kasper Hjulmand vil ryste posen.
Vi er alle stadig ”høje” efter søndagens kamp i Parken. Det var en aften, der gav løfter.
Nogle individuelle nedslag:
Joachim Andersen forvandlede Parken til sin egen baghave.
Andreas Christensen spillede med haenderne i lommen og taendt cigar.
Christian Eriksen var en maestro. Kan ikke mindes, han har spillet en bedre landskamp.
Og Andreas Skov Olsen nød den luksus at have en traener, der satte ham fri. I modsaetning til sin tidligere chef i Bologna, der insisterede på, at Skov Olsen skulle belastes med en hel masse defensive pligter. Spild af talent og god fodbold. Overordnet:
Danmark har et voldsomt hold, når vi først folder os ud.
Traenere er en del af bekymringsindustrien. De giver sig sjaeldent lov til at nyde en sejr. Altid videre. Lige om lidt venter en ny opgave. Forberedelsen til den naeste kamp starter reelt det øjeblik, der er fløjtet af.
Kasper Hjulmand er – udover at vaere visionaer og en pokkers dygtig leder – en grundig mand. Mit gaet er, at han allerede mandag gik i gang med at mobilisere sine scouts, der nu skal ud og finde svagheder hos modstanderne i VM-gruppen: Tunesien, Frankrig og Australien. Og så er han gået i gang med at taenke over, hvordan han skal stille op mod Tunesien den 22. november i Qatar.
Kampen mod Frankrig var mange ting. Den var det endelige ”gennembrud” for spillere som Joachim Andersen og Rasmus Nissen Kristensen. Den var en mavepuster for Frankrig. Den var en oplevelse for os, der var så privilegerede at opleve den live, men også for alle andre danskere hjemme foran skaermen.
For landstraeneren har den først og fremmest vaeret en lettelse. Han har taenkt: Vi ér der. Vi har topniveauet.
Jeg ved godt, at Frankrig ikke stillede med A-holdet på alle pladser. Det daemper ikke min begejstring.
Når jeg genbesøger de enkelte faser i kampen mod Frankrig, er min analyse, at Frankrig fik ”spillet os op i tempo” i de første 20-25 minutter i Parken. Mit aerinde er ikke at fornaerme nogle af landsholdsspillerne, men det svarer til, at et hold fra 1. division møder et hold fra Superligaen. De danske spillere blev ”traenet” af franskmaendene i at spille intenst og med masser af nerve den første fjerdedel af kampen. Herefter så Danmark sig ikke tilbage. Det var fremragende set og eksekveret med fire mand i den bagerste kaede. Det virker, når vi spiller mod de bedste hold i verden og giver vort spil en dimension, hvor vi er meget direkte og naermest overfalder modstanderen.
Og så nød jeg hjørnesparkene. Her rev vi franskmaendene rundt.
I det lys kan det måske forekomme en smule bizart på kanten til ulogisk, når jeg siger, at Kasper Hjulmand
David Nielsen formentlig vil foretage aendringer både i sin formation og i startopstillingen, når det gaelder Tunesien.
Mod Tunesien vil tempoet falde en smule, og udgangspunktet rent taktisk vil vaere et andet. Vi skal skabe overtaget på en anden måde end mod Frankrig.
Mine tanker: Hjulmand skal have plads til lederen Simon Kjaer, hvis han er klar. Kjaer får Joachim Andersen til højre og Andreas Christensen på sin venstre side. Midtbanen består af fire spillere, fra højre mod venstre: Rasmus Nissen Kristensen, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney og Joakim Maehle. Fremme Andreas Skov Olsen, Kasper Dolberg og Christian Eriksen. I den formation vil Christian Eriksen tit søge mod midten, og så kan eksprestoget Maehle komme buldrende i venstre side.
Det betyder, at Mikkel Damsgaard ikke er med. Jeg glaedede mig ligesom alle andre over hans oplaeg til Dolbergs føringsmål. Men Damsgaard skal stadig arbejde med sin fysik. Nej, han skal ikke gå efter at blive et bøllet muskelbundt, men han er nødt til at blive mere robust. Ellers bliver han ”krøllet sammen” i Premier League.
Der er to måneder til den første kamp ved VM. Meget kan blive aendret. Skader kan støde til, og formkurven kan enten blive knaekket eller få pil op. Endelig kan Kasper Hjulmand jo have en plan, der er mere smart end min.
Jeg er kronisk optimist.
Jeg ved godt, der går en hårfin graense mellem forventningens glaede og lalleglaede. Men nu siger jeg det: Danmark har aldrig stået staerkere før en VM-slutrunde siden 1986, hvor vi havde truppen til at gå til finalen.