Uddannelse som kastebold

Tilbage i de tidlige 00’ere, dengang Helge Sander var uddannelsesminister, og den amerikanske sociolog Richard Florida opfandt den kreative klasse, hed det sig, at en fjerdedel af danskerne på sigt skulle have videregående uddannelser. Det skulle sikre vores overlevelse og rigdom i den globale konkurrence. Målet er nu nået og lidt til endda. I dag går 27 pct. af en ungdomsårgang på universitetet mod 11 pct. for to-tre årtier siden. Men synet på den akademiske verden, viden og universiteterne er ikke laengere det samme. I hvert fald ikke i den siddende regering. Statsminister Mette Frederiksen har ved flere lejligheder talt durk op imod »uddannelsessnobberiet«, tendensen til, at man mener, at jo laengere en uddannelse er, jo finere er den.

Sådan kan man også betragte regeringens reformudspil om flere varme haender og kortere universitetsuddannelser. Dagbladet Informations politiske kommentator, Lars Trier Mogensen, ser ligefrem regeringens udspil som et frontalangreb på »aeggehovederne« i de store byer; et forsøg på at tilbageerobre noget af det tabte fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne ved at laegge sig ud med akademikerne og forsvare håndvaerkeren og de varme haender.

Men selv om der måske ligger en kynisk segmentanalyse bag, så behøver alt i regeringens ønske om at aendre på universiteterne ikke vaere forkert. Meget af det fremlagte ligger faktisk fint i tråd med nogle af de forslag, som Reformkommissionen under ledelse af økonomiprofessor Nina Schmidt fremlagde tidligere i år.

Regeringen foreslår, at cirka halvdelen af alle kandidatuddannelser – primaert inden for humaniora og samfundsvidenskab – beskaeres, så kandidatuddannelsen halveres fra to til et år, så uddannelsen, inklusive den treårige bacheloruddannelse forkortes fra fire til fem år. Samtidig vil uddannelserne ifølge regeringen bliver bedre, fordi der vil blive skruet op for undervisning og vejledning. De sparede penge på universiteterne – godt 2 mia. kr. – skal for ca. halvdelens vedkommende føres tilbage til universiteterne, mens den anden milliard skal styrke professions- og erhvervsuddannelserne.

Det sidste er strengt nødvendigt, for landet fattes laerere, paedagoger, sygeplejersker, ja, fortsaet selv listen, og det er indlysende, at der skal gøres noget for at styrke kvaliteten på erhvervsuddannelsen for at tiltraekke håndvaerkere, for også her er der stor mangel. Når 27 pct. tager en lang, videregående uddannelse, og når mange af dem tilmed har svaert ved at få beskaeftigelse, er det udtryk for, at man alt for laenge har lagt alt for meget vaegt på at markedsføre universitetsuddannelser over for de unge på bekostning af korte og mindre prestigiøse uddannelser.

Det er oplagt, at der bør gøres noget ved det, men frem for et forhastet forslag, delvis båret af mistro til viden og fordybelse, bør det ske på baggrund af en samlet analyse af uddannelsesverdenens behov, der også tager i betragtning, at store dele af landets nuvaerende velfaerd og rigdom er baseret på både forskningsbaseret viden og håndens arbejde.

Som det er blevet naevnt, kan regeringens spareplan forklaedt som reformplan for universiteterne uimodsagt føre til en forringelse af universiteterne og i endnu højere grad reducere dem til uddannelsesfabrikker. Det har ingen en interesse i, for det ender nemt som en lige så tankeløs strategi, som 00’ernes drøm om lange uddannelser som løsningen på alt.