Det burde vaere borgerligt hjerteblod at kaempe for universiteterne

Den socialdemokratiske arbejderisme lader sig ikke fornaegte i regeringens udspil om at skaere et år af halvdelen af universiteternes kandidatuddannelser, der fremover skal klares på fire i stedet for fem år. De studerende skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet, tjene penge og betale skat – man kan ikke undgå at få den faele tanke, at det er dyrt at agere omsorgsstat i krigs- og krisetider.

Men det sidste sted, et land må spare, er på uddannelsesområdet – for det er ikke skiftede regeringers ideologiske drømme, der i sidste ende baerer landets fremtid, heller ikke i krigs- og krisetider, men et oplyst og kritisk taenkende, uddannet og dannet folk. Men man har jo altid fornemmelsen af, at vores siddende regerings agtelse for folket overskygges af den enorme magtarrogance.

Nuvel – de sparede penge skal bruges dels til at styrke velfaerds- og erhvervsuddannelser, dels til at sikre, at de studerende på deres ene sølle år på kandidatuddannelsen får minimum 15 timers undervisning om ugen. Det er godt og tiltraengt at styrke respekten for erhvervsuddannelserne, men respektløst, at det skal ske ved en forringelse af universitetsuddannelserne.

For det kraever ingen kandidatgrad at regne ud, at regeringens beskaering af universitetsuddannelserne selvfølgelig medfører et kvalitetstab. Og hele spareøvelsen viser både misagt over for livet som studerende og en misforståelse af universitetsuddannelsen, hvis kvalitet ikke bliver løftet af flere undervisningstimer. Tvaertge, imod. 15 timer om ugen på kandidatuddannelsen er alt for meget. De studerende er ikke elever, de går ikke i skole og laeser ikke lektier.

Men tydeligvis betragter regeringen undervisning som en vare, hvis vaerdi bestemmes af, hvad den bruges til – og reducerer således uddannelsessystemet til et regnestykke og gør menneskelivet til en ligning. Men de vigtige erkendelser, dybere indsigt og laerdom kommer ikke af, at der bliver haeldt flere timer i skemaet, nej, det sker i roen til fordybelse og forundring, til refleksion og tilegnelse af et stof – det sker i langsommeligheden, tiden og livet, der ligger i alle mellemrummene og åndehullerne uden for auditoriets fire vaeg

hvor tanken og mennesket udvikles – hvor den levende samtale er.

Regeringens spareøvelse vil altså knuse meget af den ånd, der er på universiteterne, hvor faglighed går i vekselvirkning med det studerende menneskes liv og dannelse. Og det vil naermest vaere umuligt at taget et udlandsophold, der styrker den studerende fagligt, kulturelt, sprogligt, åndeligt og menneskeligt, eller skrive en prisopgave, der for mange er springbraettet til en forskerkarriere.

Sørgeligt? Ja! Ak ja, taenk sig, dengang Søren Pind (V) forsøgte at genindføre filosofikum på universiteterne, der havde til formål at højne de studerendes faglighed, styrke deres skriftlighed og sproglige praecision og gøre de studerende klogere på demokratiet, filosofien, etikken, historien, teknologien og naturen gennem laesning af blandt andet Kierkegaard og Grundtvig – det var tider.

Men regeringens spareøvelse har skabt momentum – det ligger lige til højrebenet: Borgerlige politikere har nu en enestående mulighed for at vise en anden retning, hvor universiteterne ikke er pølsefabrikker, der finansierer velfaerdsideologien – men laerdomskraftcentre. Det er et oplagt valgtema. Og burde jo vaere borgerligt hjerteblod.

De vigtige erkendelser, dybere indsigt og laerdom kommer ikke af, at der bliver haeldt flere timer i skemaet, nej, det sker i roen til fordybelse og forundring.