Nej, Inger Støjberg, de fine saloner ligger ikke kun i København. De findes også i Hadsund

De seneste årtier har vi set uligheden stige i Danmark. Centraliseringen har haerget. Der er blevet laengere mellem land og by. Laengere mellem jaevn og høj.

Mange prøver at score lette politiske point ved at lade som om, at det, der foregår, er en forsimplet kamp mellem landdistrikterne og hovedstaden. Men eliten findes både ved gadekaeret og på stenbroen.

Det vaerste eksempel er Inger Støjberg, der forsøger at tegne et billede af, at den skaevvridning, der uomtvistelig sker i Danmark, skyldes en modsaetning mellem København og provins. At modsaetningen går mellem beslutninger truffet i fine saloner i København og snusfornuftige idéer fra ”folk, som de er flest,” i provinsen.

Det er noget vrøvl, og det slører de rigtige modsaetninger mellem jaevn og høj, som både findes i Hadsund og i hovedstaden.

Jeg er vokset op og har boet hele mit liv i provinsen. Jeg hører til de 2 mio., der bor i landdistrikter og byer med under 10.000 indbyggere. Jeg kan af erfaring forsikre om, at her findes de ”fine saloner” også. Her består de oftest af borgmesteren, bankdirektøren, den lokale

Inger Støjberg skaber falske modsaetninger, når hun stiller provinsen hårdt op mod hovedstaden, mener Peder Hvelplund. Arkivtegning: Rasmus Sand Høyer

storbonde og entreprenøren. De, der har magt og kapital til at definere egnens udvikling. Hen over hovedet på de fleste. Ofte på tvaers af både snusfornuft og demokratiske lokalplaner, som er vedtaget af folk, som de er flest.

Salonerne på landet består af mennesker med magt og indflydelse, der mødes og traeffer beslutninger hen over hovedet på andre

praecis som dem, Støjberg kender fra den fine VL-gruppe, hun var medlem af i København. En rigtig fin salon.

Det har ikke noget med geografi at gøre. Det handler om magt og indflydelse. Det handler om at snaever økonomisk vinding for de få rige saettes over brede demokratiske beslutninger, som gavner almenvellet eller folk, som de er flest.

Så når der er forskel på ressourcerne i folkeskolen i Hjallerup og Hellerup, eller når laegemanglen er lige så udtalt i Brøndby Strand som i Brønderslev, så er det på grund af en ulighed i fordeling af ressourcer, som den højrefløj, som Inger Støjberg selv bekender sig til, har skabt. Med centralisering og med en økonomisk politik, som gør forskel på jaevn og høj.

En skaev politik, som har givet forrang til de rige og fine. Hvor kapitalfonde har frit lejde til at opkøbe lokale bønders landbrug, så generationers arbejde forsvinder, og jorden spaendes for et ansigtsløs selskabs indtjeningsjagt. En skaev politik, der lader hypermarkeder haerge frit, så det lokale butiksliv må kaste håndklaedet i ringen og dreje nøglen om. Eller som vi ser det i Danmarksdemokraternes seneste udspil, hvor det lokale kulturliv skal betale for yderligere støtte til bilejerne. Hvilken gavn har pensionisten uden bil af, at de lokale kulturtilbud må dreje nøglen om?

Den samme udvikling har jeg oplevet lokalt. Uanset om jeg har boet i Vestjylland eller Vendsyssel. De lokale penge og jordbesiddere har styret udviklingen. Hvor ofte er det ikke sket, at byudvikling er blevet defineret af, hvor den lokale investor har fundet det mest attraktivt at oprette det naeste prestigeprojekt? Ofte på tvaers af kommuneog lokalplaner vedtaget efter høring og demokratisk behandling hos ”folk, som de er flest”.

Så kaere Inger Støjberg. Det nytter ikke at råbe ad eliten i København. Du har selv vaeret en del af den. Hvis vi skal gøre noget for folk, som de er flest, så skal vi i arbejdstøjet og sikre en staerk velfaerd, kollektive alternativer til dem, som ikke laengere kan bruge bilen, og et levende lokalt kulturliv, så Danmark ikke falder fra hinanden. Det løser vi ikke med falske modsaetninger. Det kraever et reelt arbejde for at tage magten tilbage til folk, som de er flest, fra de rigeste – både i Hjallerup og Hellerup – både i hovedstaden og i provinsen.

Det har ikke noget med geografi at gøre. Det handler om magt og indflydelse.