Muslimske kvinder i Danmark bør smide sløret i solidaritet

Det ville have enorm betydning for de muslimske kvinder, som i Danmark lever i ufrihed og undertrykkelse, hvis de danske kvindebevaegelser og feminister gik i aktion mod tørklaedet.

Efter at den 22-årige Mahse Amini i en mørk celle blev slået og sparket ihjel af Irans perverse moralpoliti, er landet forandret. I 31 provinser demonstreres der. Kvinder smider deres islamiske tørklaede og braender det efterfølgende i fuld offentlighed. Knapt 800 demonstrerende er allerede blevet anholdt. Det menes, at en stor del af dem har vaeret udsat for tortur.

I Vesten har beretningen om den modige Mahse Amini gjort dybt indtryk, og også i Danmark er der blevet demonstreret. Mange er jeg fuld af beundring over Aminis heltedåd og håber, at alt det, der foregår rundtom i Iran, vil kunne føre til imam-styrets fald; det imam-styre, som indførtes i 1979, da ayatollah Khomeini som en anden frelser i triumftog vendte hjem til Iran fra Paris, og som sin allerførste politiske handling besluttede, at alle store piger og kvinder skulle skjule deres hår i offentligheden. Strenge straffe fulgte.

Så stor betydning har tørklaedet nemlig blandt muslimer. Så helt centralt står tørklaedet i den islamiske verden – også den del af den islamiske verden, som er bosiddende i Danmark. Demonstrationerne rettet mod imam-styret har vaeret få og dårlig besøgt. Og der, hvor der endelig foregik noget vaerd at tale om, sås ganske få kvinder med tørklaede. En af de demonstrerende blev af en journalist spurgt, hvorfor hun var med – hvortil hun svarede, at hun mente, at kvinder i Iran selv måtte bestemme, om de skulle baere tørbat klaede, men at hun da i øvrigt var ked af, hvis kvinder holdt op med at gå med tørklaede.

Efter mordet på Amini appellerede jeg offentligt til, at danske muslimske kvinder, netop for at vise søstersolidaritet, burde smide sløret. Det ville, mente jeg, have enorm signalvaerdi over for de modige iranske kvinder, som lige nu kaemper en meget farlig kamp, at kunne vise dem, at de ikke er alene.

Men ak … ingen muslimer i Danmark fulgte mit råd og smed tørklaedet – hvilket jeg jo egentlig allerede godt vidste inden min opfordring. Hvorfor? Jo, fordi tørklaedet på en måde er svejset fast til de fleste muslimske kvinders hovedbund. De tør simpelthen ikke så meget som lette på sløret, hvad enten denne raedsel nu skyldes frygt for deres mand, bror, faetter, far eller profeten Muhammed himself.

En fremtraedende muslimsk kvinde, som jeg engang var i en tv-desom med, kluklo lidt, mens hun sagde, at jeg burde tage det lidt med ro, for »… det er jo kun 25 gram stof«. Jeg svarede, at var det ikke andet og mere, ville jeg da opfordre hende til her for åben skaerm at tage det af. Selvfølgelig gjorde hun det ikke.

Som de tørklaedebaerende altid søger for at fortaelle offentligheden, at det der med tørklaede ikke er andet end stof – og at hver eneste af dem baerer det helt af egen fri vilje, står ikke-muslimske feministiske medsøstre skulder ved skulder i deres sag.

For som altid skal danske feminister ikke have noget klinket, når det handler om islam, og generelt interesserer det dem ikke en smule. Frem for at støtte de tusindvis af muslimske piger og kvinder, som bliver holdt i et jerngreb af deres aegtefaelle, bror eller far, er feministerne herhjemme travlt optaget af at forfatte lange rapporter om ligeløn, bestyrelsesposter og andre trivielle sager. Det er virkelig vanskeligt at forstå for mig. Jeg har altid syntes, at man fra feministisk side blot fejer det ind under gulvtaeppet – sådan at man ikke laengere ser det.

Men taenk, hvilken enorm betydning det ville have for de muslimske kvinder, som her i Danmark lever i ufrihed og undertrykkelse, hvis de danske kvindebevaegelser og feminister gik i aktion netop i erkendelse af, at muslimske kvinders trøstesløse tilvaerelse i Danmark er et altoverskyggende problem, som må og skal løses før noget som helst andet.

Som altid skal danske feminister ikke have noget klinket, når det handler om islam.