Ligestilling: Religionsfrihed og folkekirkens rummelighed er to forskellige ting
Højrefløjen skal ikke ud af folkekirken. Folkekirken skal vaere praecis så åben og rummelig, som allerede Luther ønskede den, og som Grundtvig var med til at arbejde henimod med grundloven af 1849.
I et debatindlaeg i JP 23/9 går Kristine Garde i rette med min anbefaling af, at folkekirken skrives ud af den generelle dispensation fra Ligebehandlingsloven af 1978. Det gør hun ved at tillaegge mig motiver og argumenter, som jeg ikke har eller fremfører, samt i det hele taget groft at fordreje min kronik af 15/9 i JP. Det kan måske skyldes den ramme af middagsselskaber, hun har sat sit indlaeg ind i.
Allerførst haevder Kristine Garde, at jeg indleder min kronik med at afvise, at der er nogen grund til »den gamle dispensation fra Ligebehandlingsloven«, skønt hun som yderst flittig avisdebattør bør vide, at underoverskrifter i aviser er avisredaktionens tilspidsede opsummering af indlaegget. Men uden denne fejltagelse ville hun naturligvis ikke også kunne haevde, at jeg »til slut gentager« det samme. Dernaest tillaegger Kristine Garde mig motivet, at jeg vil have højrefløjspraesterne verfet ud af folkekirken, hvilket hun kobler på en påstand om, at en stor del af kronikken handler om kvinders besvaerlige vej til praesteordination på grund af højrefløjens modstand.
Herefter går retsteologen i rette med mine argumenter med påstand om, at andelen af kvindelige praester er »naesten to tredjedele« eller 66,3 pct. Det rigtige tal er naesten 10 pct. mindre, nemlig 57,8 pct., men antallet er faktisk ligegyldigt.
Endvidere haevder hun, at jeg begrunder folkekirkens dispensation fra Ligebehandlingsloven med ansaettelsesloven § 11. Således den modvillige laeser.
Men hvad er det så, jeg faktisk skriver i kronikken? Allerførst gør jeg opmaerksom på, at vi i år fejrer 75-året for den lovaendring, der i 1947 gav folkekirkens menighedsråd fuld kaldelsesfrihed til at kalde den praest, der uanset køn passer lige netop dem.
Denne lov opfyldte sammen med menighedsrådsloven af 1903 endelig det ønske om åbenhed og rummelighed, som folkekirken gør krav på. I forbindelse hermed illustrerer jeg så, at ikke alle respekterer folkekirkens rummelighed, og at selv en dispensation som bispefrihedsloven af 1948 kan misbruges til at obstruere en menigheds kaldelsesfrihed, som det skete, da Jyllands første kvindelige praest skulle ordineres i 1956.
Når jeg overhovedet naevner højrefløjens modstand, skyldes det, at Kristine Garde og andre andetsteds bagatelliserer deres krigserklaeringer og chikanøse handlinger, som var der tale om ubetydeligheder.
Mit motiv er ikke, at højrefløjen skal ud af folkekirken. Mit motiv er, at folkekirken skal vaere praecis så åben og rummelig, som allerede Luther ønskede den, og som Grundtvig var med til at arbejde henimod med grundloven af 1849. Begge argumenterede for kvinders plads i kirken. Folkekirken opnåede denne rummelighed i 1947, da menighedsråd bestående af kvinder og maend kunne kalde praester af begge køn.
Dispensationen af 1978 går imod rummeligheden og i virkeligheden også alle de friheder, folkekirken definitorisk rummer: kaldelsesfrihed, forkyndelsesfrihed, sognebåndsløsning og dannelse af valgog frimenigheder. Dette gør dispensationen overflødig.
I kronikken argumenterer jeg mod dem, der begrunder folkekirkens dispensation med religionsfrihed, fordi de blander folkekirkens rummelighed sammen med religionsfrihed. Det finder jeg absurd.
Folkekirken er Danmarks majoritetsreligion, og den har sin egen paragraf i grundloven (§ 4), ifølge hvilken den understøttes af staten som den evangelisk-lutherske kirke.
Jeg går ud fra, at folkekirken således er en bekendelseskirke, hvor alle medlemmer har samme religion.
Hvis man har en anden religion, er man fri til at dyrke den, blot det sker i ordentlighed (§ 67). Herom hedder det i kommentaren: »Folk har ikke nogen pligt til at vaere medlem af folkekirken. De må dyrke deres gud, som de vil.«
Det er så meget mere absurd at modstille ligebehandling i folkekirken med religionsfrihed, fordi folkekirkens praester et statsansatte embedspersoner.