Klimakrisen er en ny kold krig
Ingen af landene i klimaforhandlingerne er reelt indstillede på at afgive retten til den velstand og vaekst, der i forening udgør truslen mod det globale klima.
Nedtaellingen til en ny runde i de internationale klimaforhandlinger er for alvor i gang. Det forestående COP27 i Egypten begynder den 6. november. I den kommende tid vil forventningerne blive bygget godt op af politikere og i medierne, men spørgsmålet er, om klimatopmødet fortjener den store og positive opmaerksomhed.
Der er nu gået syv år siden Parisaftalen, og hvis man havde sat sin lid til, at dette skulle have vaere gennembruddet for den globale kamp mod klimakrisen, har der i mellemtiden vaeret rigelig grund til skuffelse. Selv med de løfter, landene har afgivet i forbindelse med Paris-aftalen, styrer planeten mod en opvarmning på mere end tre grader celsius i indevaerende århundrede, og tilliden til, at politikerne rent faktisk lever op til målsaetningerne, kan også ligge på et meget lille sted. De globale udledninger af drivhusgasser nåede i 2021 op på det højeste niveau nogensinde på trods af et stort fald i 2020, der primaert skyldtes nedlukninger og andre konsekvenser af coronakrisen.
Også i Danmark steg udledningerne markant sidste år, selv om de politiske planer opererer med store nedskaeringer i indevaerende årti. Og når vi ser på, hvor forfaerdende konsekvenser selv den nuvaerende opvarmning af kloden på godt 1,1 grader celsius har i form af bl.a. hyppige tørker, skovbrande og oversvømmelser, hvilket årets sommer så klart har illustreret, må de internationale klimaforhandlinger betegnes som fejlslagne.
Klimaforhandlingerne bør måske ses som en slags politiske ventiler, der lukker luften ud af de politiske spaendinger, som klimakrisen giver anledning til, snarere end som egentlige forhandlinger om en løsning på krisen. Sådan set minder klimaforhandlingerne om nedrustningsforhandlingerne under Den Kolde Krig. Dengang var det Sovjetunionen og USA, der mødtes til forhandlinger med truslen om en atomkatastrofe haengende over hovedet.
Forhandlingerne medførte en raekke begraensninger, men adresserede ikke det egentlige problem, nemlig de ideologiske stridigheder mellem de to supermagter og deres basale uvillighed til at afgive retten til at besidde store maengder atomvåben, der i forening udgjorde en global trussel om udslettelse.
Forhandlingerne førte til nedrustning, men Den Kolde Krig bestod. I dag er det alle lande i FN, der mødes til klimaforhandlinger, nu med truslen om en klimakatastrofe haengende over hovedet. Og forhandlingerne indebaerer, at deltagerne forpligter sig på reducerede udledningerne af drivhusgasser, men aftalerne skraber kun i overfladen af problemet, hvormed klimakrisen består.
Klimaforhandlingerne udgør et reservoir, hvor politiske konflikter bliver godt og grundigt udvandet af håb, gode hensigter og flotte ord i kaskader. Ingen af landene er imidlertid reelt indstillede på at afgive retten til den velstand og vaekst, der i forening udgør truslen mod det globale klima.
I betragtning af at Den Kolde Krig sluttede med Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990, er det slående, at lige netop 1990 er basisåret for klimaforhandlingerne; det år, som senere udledninger af drivhusgasser måles i forhold til og sammenlignes med. I dette lys er der tale om en glidende overgang fra Den Kolde Krig i atomtruslens og de ideologiske modsaetningers tegn til en ny kold krig i klimatruslens og den økonomiske konkurrences tegn.
Modsaetningen mellem den kapitalistiske og den kommunistiske retorik er erstattet af en ny modsaetning mellem på den ene side den generelle politiske retorik om store grønne fremskridt og på den anden side virkelighedens igangvaerende klimasammenbrud. Og den ideologiske kamp, der var forankret i de to supermagter, er erstattet af en almen kappestrid, hvor landene konkurrerer om at haevde sig i det nye globale hierarki med velstand og vaekst som målestokken.
Økonomisk vaekst er det nye masseødelaeggelsesvåben, som alle ønsker at besidde, men som samtidig ligger til grund for den globale klimatrussel og ikke er genstand for forhandling.
Hvor den overordnede ideologi i Den Kolde Krig var fredelig sameksistens, er den overordnede ideologi i disse år klimavenlig vaekst, altså tanken om, at den globale vaekstøkonomi kan bestå og trives, samtidig med at klimakrisen løses.
Idéen om klimavenlig eller grøn vaekst er en ideologi af mange grunde.
Først og fremmest fordi grøn vaekst handler om at genrejse vaeksten frem for at løse klimakrisen, altså egentlig om at vaske vaeksten grøn. Denne idé er immun over for virkeligheden, som bliver ved med at byde på eksempler på det modsatte, nemlig at vaeksten er alt andet end grøn.
Høj vaekst, som vi så det i 2021, og som er alle politikere og økonomers drøm, er lig med øgede udledninger af drivhusgasser, som vi også så det i 2021, og bidrager derfor til en forvaerring af klimakrisen. Og det eneste, der nogensinde har resulteret i markante fald i de globale udledninger af drivhusgasser, har vaeret dybe økonomiske kriser med negativ vaekst som i 2009 og 2020.
Ideologien om grøn vaekst giver imidlertid ikke kun indtryk af, at vaekst er løsningen på klimakrisen, mens det i realiteten er problemet bag krisen, den giver også indtryk af, at de eksisterende politiske institutioner og løbende politiske forhandlinger rummer løsningen på klimakrisen, mens disse i realiteten også bidrager til problemerne.
På denne måde legitimerer ideologien om grøn vaekst den eksisterende samfundsorden i elitens interesse, for netop eliten nyder de fleste frugter af den økonomiske vaekst og kan samtidig skaerme sig fra klimakrisens mange negative konsekvenser, såsom ekstremt vejr. Med ideologien om grøn vaekst fremmes politisk passivitet og en afslappet holdning til klimaskadelige livsstile baseret på storforbrug og evig vaekst.
Kritiske spørgsmål til vaeksten er tabu i FN, der udgør rammen om de internationale klimaforhandlinger. FN’s verdensmål fremmer nemlig også ideologien om grøn og baeredygtig vaekst: Et af verdensmålene handler netop om, at den økonomiske vaekst skal fastholdes, såvel i fattige som i rige lande. De seneste rapporter fra FN’s klimapanel har imidlertid også illustreret den stigende kritiske interesse for vaekstspørgsmålet i både klimaforskningen og den offentlige debat.
Interessant nok kan der nu observeres en splittelse mellem på den ene side forskerne i FN’s klimapanel og på den anden side de politikere, der gennem forhandlinger i FN skal adressere klimakrisen. Hvor forskere i rapporter fra klimapanelet nu rejser vaekstproblematikken og tematiserer alternativer til en fremtid med vaekst, er de korte sammendrag til politiske beslutningstagere, der ledsager forskningsrapporterne – og som til forskel fra forskningsrapporterne skal godkendes af politikerne – helt og aldeles renset for tekst, der saetter spørgsmålstegn ved vaekst, endsige anviser alternativer.
Kritiske spørgsmål til vaeksten er tabu i FN, der udgør rammen om de internationale klimaforhandlinger. FN’s verdensmål fremmer nemlig også ideologien om grøn og baeredygtig vaekst.
Denne splittelse mellem forskere og politikere så vi også i Den Kolde Krig om atomtruslen og nedrustning. Også på dette punkt kan klimakrisen altså ses som en ny kold krig. Hvor Den Kolde Krig sluttede med Sovjetunionens sammenbrud, er det centrale spørgsmål i disse år, om klimakrisen kan løses, uden at den globale vaekstøkonomi kollapser.