Formidabelt makkerpar i “The Producers” på Det Ny Teater
Der er noget Olsen Banden-agtigt over planen i ”The Producers”, hvor to musicalproducenter vil tjene penge på at lave et stensikkert flop.
Den anerkendte Broadwaymusicalproducer Max Bialystock er blevet sablet ned af anmelderne efter sin seneste produktion: en gakket musicalversion af ”Hamlet”. Forestillingen er en fiasko. Nu vandrer han rundt i gaderne og synger om, hvem han var engang, mens han vender snuden hjemad mod at gabende hul i regnskabet.
Men da den multineurotiske revisor Leo Bloom kommer forbi for at få styr på tallene, falder han over en matematisk kuriositet. Man kan faktisk tjene flere penge på en fiasko, end på en succes. Og så er der ikke langt fra tanke til handling for Bialystock og den Broadway-fascinerede Bloom, der saetter sig for at skabe en stensikker fiasko.
Der er noget Olsen Banden-agtigt over plottet i komediemusicalen ”The Producers” af Mel Brooks og Thomas Meehan. Først skal de bruge et elendigt manuskript, som de finder hos den flygtede nazist Franz Liebkind, der i lederhosen og med fuglelort på hjelmen opdraetter duer på sit tag. Manuskriptet er en hyldest til føreren under titlen ”Forår for Hitler”.
Lyder som et flop
Det lyder som et stensikkert flop. Men selvfølgelig ender hele planen med at slå fejl. Forestillingen bliver modtaget som en politisk satire, anmelderne elsker det, og publikum strømmer til. Og det kan man jo ikke tjene penge på.
Det er åbenlyst, at ”The Producers” indeholder nogle metakommentarer om teatret som kunstform. Ikke mindst hvad angår behovet for sponsorer og maecener for at få produktionerne realiseret. Men forestillingen er også en lille spydighed over for kunstnerne og kritikerne, der kloger sig på noget, der nogle gange er rent gaetvaerk. Vi aner jo i bund og grund ikke, hvordan publikum vil modtage en forestilling, og som publikum aner vi heller ikke, om vi har fattet kunstnernes intentioner med forestillingen.
Preben Kristensen og Sebastian Harris er et formidabelt makkerpar som producerne Max Bialystock og Leo Bloom. Da forestillingen blev sat op på Det Ny Teater for 16 år siden, var det med Preben Kristensen i den samme rolle. Og den efterhånden store aldersforskel imellem Bialystock og Bloom gør dels Bialystock til en gammel, falleret gris, hvilket klaeder dén rolle, og dels gør det Bloom endnu mere barnlig og uselvstaendig, hvilket også klaeder dén rolle.
Asger Reher er ligeledes vidunderlig som Franz Liebkind, der både kan støvledanse og straekmarchere. Og som den bedårende musicalperformer Ulla er Alexandra-Yoana Alexandrova både komisk og knivskarp teknisk, hvad angår sang, dans og skuespil. Den sidder lige i øjet. Mindre velspillende er Michael Carøe som instruktøren Roger de Bris, ligesom han er temmelig anspaendt i både dansetrin og replikker, men han formår alligevel at få formidlet den barnlige lykke, der rammer ham, når han indtraeder i hovedrollen som Hitler.
Endelig skal Adam Prices danske oversaettelse fremhaeves. Der er kommet en lille smule aktualitet ind i forestillingen, hvilket altid er velkomment, og derudover klaeder det altså en dansksproget musical, at ordene passer nogenlunde til melodierne. Og med denne opsaetning af ”The Producers” er det ikke maerkbart, at den ikke fra begyndelsen er skrevet på dansk .
MUSICAL
DET NY TEATER Iscenesaettelse: Lisa Kent Scenografi: Paul Farnsworth Dirigent: Per Engström Varighed: 2 timer og 45 minutter Spiller i København til den 31. december ... forestillingen er også en lille spydighed over for kunstnerne og kritikerne, der kloger sig på noget, der nogle gange er rent gaetvaerk.