AEldre er glade for livet, men også ganske bekymrede for fremtiden
Mange aeldre frygter, at der ikke er tilstraekkelig hjaelp, når de får brug for det. Derfor sparer de selv op, viser en analyse fra AEldre Sagen.
Den livsglade dame, som går til gymnastik som 80-årig og henter oldebarnet i vuggestuen. Den aeldre, som kun har sin stille stue som selskab og føler sig ensom. Måske er de begge i kategorien af dem, som frygter, at der ikke er offentlig hjemmehjaelp til dem, hvis de får brug for det.
Et tvaersnit af naesten 5.000 aeldres liv, holdninger og forventninger til fremtiden er samlet i AEldre Sagens seneste udgave af Fremtidsstudiet. De mange svar farver aeldreminister Mette Kierkgaards (M) reaktion i både en mørk og lys udgave:
»Det er et portraet af en aeldregeneration, hvor det er positivt at erfare de mange ressourcer, de aeldre besidder, og at deres tilfredshed ligger i den høje ende. Men det er samtidig meget bekymrende, at mange føler sig ensomme, og at en tredjedel ikke har tillid til at få hjaelp fra det offentlige, hvis de har behov for det,« siger hun.
Hos AEldre Sagen haefter direktør Bjarne Hastrup sig også ved det positive i Fremtidsstudiet, som offentliggøres torsdag – og i øvrigt er den tredje udgave. Tidligere udgaver er fra 2010 og 2015.
»Det er dejligt at konstatere, at mange faktisk gerne vil blive på arbejdsmarkedet, selv om de naermer sig – eller har passeret – pensionsalderen,« siger han og beklager, at den ressource ikke i tilstraekkelig grad bliver udnyttet.
For det at gøre nytte og blive brugt er ifølge Hastrup både en stor gevinst for samfundet, som jo i stigende grad mangler arbejdskraft, og en fordel det for den enkelte.
Alarmerende stigning
»Vi ser en alarmerende stigning i omfanget af aeldres ensomhed, og det handler jo om, at mange føler sig holdt uden for arbejdslivet og faellesskabet i mere bred forstand. Her har både statsmagten, erhvervslivet og civilsamfundet en stor opgave at løfte,« siger han og peger på, at netop ensomhed er en kedelig traedesten på vejen til et dårligere helbred.
Netop det at blive sat uden for faellesskabet er ifølge Hastrup formentlig også en af forklaringerne på, at mange ikke føler sig sikre på, at der er hjaelp at hente, hvis helbredet svigter i løbet af de kommende år.
Selv om hovedparten fortsat har tillid til, at de kan regne med hjemmehjaelp, er det over en tredjedel – 36 pct. – som har mindre eller slet ingen tillid til, at der vil møde en hjemmehjaelper op fra kommunen, når den tid kommer.
Mistilliden eller de negative forventninger er formentlig forklaringen på, at 34 pct. har taget sagen i egen hånd og sparer op til den hjaelp og pleje, de måtte få brug for. At så mange ser frem til selv at skulle punge ud, haenger meget godt sammen med, at andelen af aeldre, som finder det rigtigt med selvbetaling – helt eller delvist – er steget fra 69 pct. i 2015 til 74 pct. i den seneste udgave af Fremtidsstudiet.
»Forventningerne til den offentlige hjaelp og service er rykket i en mere negativ retning, og det er nok begrundet i angsten for, om der er personale nok i de kommende år, når vi allerede i dag har massive udfordringer med at skaffe haender nok både i aeldreplejen og i sundhedssektoren,« siger Bjarne Hastrup, som igen argumenterer ihaerdigt for at løse de konkrete mandskabsproblemer og samtidig øge trygheden ved holde flere seniorer i job laengere.
Brug au pair-pigerne
»Det handler om at tilrettelaegge arbejdslivet, så den aeldre kan få mulighed for den individuelle fleksibilitet, de har brug for. Og så skal man selvfølgelig gøre det økonomisk attraktivt og fjerne enhver form for modregning i pensionen, så de, som yder en indsats efter pensionsalderen, ikke bliver straffet økonomisk,« siger han, der også meget gerne ser, at aeldreplejen skaffer sig folk fra udlandet.
»Hvorfor ikke gribe fat i de flere tusind au pair-piger, som er her i et par år. I stedet for at sende dem hjem så burde vi sørge for, at de får uddannelse inden for sosusektoren, for de kan allerede en del sprog og kender den danske kultur,« siger han.
Når aeldreministeren skal afkode den stigende bekymring ved fremtidens aeldrepleje, kan hun faktisk godt forstå de betaenkelige aeldre.
»Jeg tror, at forklaringen til dels ligger i den upersonlige og lidt ansigtsløse hjemmepleje, hvor hjaelpen er målt op i hele og halve minutter og ofte bliver leveret af skiftende medarbejdere, så den aeldre ikke ser det samme ansigt saerligt tit,« siger Mette Kierkgaard, som har arvet en ny, men kun halvfaerdig aeldrelov fra sin forgaenger Astrid Krag (S).
Overskriften over en ny aeldrelov var og er fortsat mindre bureaukrati og mere individuel hjaelp, helst fra faste teams, hvor den aeldre og medarbejderen kan opbygge en relation.
»Selvbestemmelse er en meget central del af den nye lovgivning, og jeg er virkelig begejstret for de tanker, der allerede er gjort. Jeg tror i høj grad, at vi med mere individuel pleje og øget tillid til medarbejderne kan favne den sandhed, at aeldre er lige så forskellige som alle andre aldersgrupper. Den første forudsaetning for god pleje – mindre bekymring for fremtiden – er, at medarbejderen saetter sig ind den aeldres individuelle behov,« siger aeldreministeren.
I dag er plejeområdet i høj grad detailreguleret af bl.a. serviceloven, og her det regeringens tanke – akkurat som det var den forrige regerings – at forenkle gevaldigt og udstikke overordnede rammer for aeldreplejen.
»De kunne vaere at styrke livsglaeden, sikre naervaer og omsorg, som er udgangspunktet for et godt helbred. Alt sammen tilrettelagt i en lokal dialog med den aeldre og de pårørende,« opsummerer Mette Kierkgaard, som er helt opmaerksom på, at faerre regler og krav i lovgivningen også gør det vanskeligere for en hjemmehjaelpsmodtager at klage, hvis hjaelpen ikke opleves tilstraekkelig.
»Der skal ikke herske tvivl om, at retssikkerheden for aeldre fortsat skal vaere en hovedhjørnesten i aeldrelovgivningen. Det vil jeg godt garantere,« siger ministeren, som ikke på nuvaerende tidspunkt kan konkretisere, hvordan den nye form for retssikkerhed skal konkretiseres.