En på alle måder vidunderlig film om jazz og venskaber
Er man villig til at blive charmeret, så venter der en stor oplevelse i Jørgen Leth og Andreas Koefoeds jazzede dokumentar, ”Music for Black Pigeons”.
DOKUMENTAR
DANMARK, 2022 Instruktion: Jørgen Leth og Andreas Koefoed
1 time og 32 minutter Premiere den 26. januar
Titlen på Jørgen Leth og Andreas Koefoeds faelles jazzdokumentarfilm giver først for alvor mening, når man har set filmen til ende, men når man har gjort det, så er det til gengaeld også åbenlyst, at ”Music for
Black Pigeons” ikke kunne have heddet noget som helst andet.
At kalde en dokumentarfilm om jazzmusikere og -komponister ”jazzet” synes naesten for letkøbt og redundant, men både i udtryk og indhold er det faktisk det ord, der bedst beskriver ”Music for Black Pigeons”.
Et faelles sprog
Leth behøver vel naeppe nogen naermere introduktion, og det gør Koefoed, der sidste år stod bag den mesterlige kunstdokumennoget tarthriller ”The Lost Leonardo”, snart heller ikke. At de to har fundet et faelles dokumentarisk sprog, virker helt naturligt, for selv om det kun er Leth, hvis stemme eksplicit traeder frem i filmen, er Koefoed også åbenlyst til stede med sin forbilledlige evne til at iagttage og skabe dybt rørende, men helt usentimentale menneskebilleder.
Gennem 14 år har Leth og Koefoed fulgt den danske jazzmusiker og komponist Jakob Bro, der står som omdrejningspunktet for de verdenskendte musikere, som filmen er spaekket med. Man behøver ikke at vide om jazz i forvejen for at saette pris på giganter som Lee Konitz, Palle Mikkelborg, Bill Frisell og Thomas Morgan – for bare at naevne en håndfuld. For ”Music for Black Pigeons” er lige så åben og inviterende, som den er lukket om sig selv. Den er lige så konkret, som den er filosofisk, og lige så verdensfjern, som den er fuldkommen naervaerende.
Fuld af gehør
Alt dette er resultatet af
Leth og Koefoeds diskrete metode, der er fuld af gehør over for de medvirkende. Det virker så let, men scenerne, hvor de forskellige musikere mødes og giver hinanden variationer af akavede kram og komplimenter, er faenomenale.
Det er også de små opstillede situationer, hvor Leth spørger musikerne til deres forhold til musikken. Ikke mindst kontrabassisten Thomas Morgan fra Californien har svaert ved at besvare Leths relativt enkle spørgsmål. Det resulterer i en stilhed så lang og fyldig, at det naesten bliver akavet. Morgan selv er dog ikke det mindste påvirket af situationen. Han ønsker bare at give et så praecist svar som muligt.
Mange af de medvirkende findes ikke laengere, og deres fravaer giver ”Music for Black Pigeons” en fyldig, emotionel resonans, så man forestiller sig, at de sorte duer ikke bare vil blive haengende til musikken, men også til denne film.
At de to har fundet et faelles dokumentarisk sprog, virker helt naturligt, for selv om det kun er Leth, hvis stemme eksplicit traeder frem i filmen, er Koefoed også åbenlyst til stede med sin forbilledlige evne til at iagttage og skabe dybt rørende, men helt usentimentale menneskebilleder.