Stands jammeren, afskaf bededagen, og lad os styrke Europas forsvar

Under et kortvarigt besøg i Danmark går det op for mig, at nationen hidsigt diskuterer, om store bededag skal bevares eller afskaffes. Man må undskylde mig, men det er for ringe. Vi befinder os midt i tredje verdenskrig, og i faedrelandet koger sindene, fordi regeringen, måske lidt utraditionelt, forsøger at skaffe penge til Danmarks og i den sidste ende til Europas forsvar.

I et af konfliktens kernelande med ansvar for farvandene mellem Østersøen og Nordsøen samt store dele af Nordatlanten himler fagbevaegelse og folkekirke op om, hvad denne uhellige alliance kalder et uhørt angreb på … ja, på hvad? På en politisk indført, laengst profaneret helligdag, hvis afskaffelse ifølge regeringens forslag skal nemme genopbygningen af vort forsømte forsvar, herunder dette forsvars forreste linje, som er Ukraine.

Fagbevaegelsen pukker fantasiløst på egne snaevre interesser. Hvor udansk. Kunne praesteskabet mon bekende sig til kristendommens 1.500 år gamle laere, at den gode krig, er den krig, der forsvarer menneskets ret til liv, vaerdighed og ejendom, mod den onde krig, som er angrebskrigen, i det foreliggende Ruslands uprovokerede, ekstremt brutale overfald på et fredeligt naboland? Kunne man i kirkerummet forlige sig med, at den gode krig koster penge, at disse penge skal findes, og at der er penge i bortfaldet af en helligdag, som for laengst har mistet sit kristne indhold?

Der hyles og jamres uden tanke for, at vi har at gøre med et rusVestens sisk-fascistisk angreb på Europas civilisation, uden tanke for, at Danmarks militaergraense i det 21. århundrede ikke er Kongeåen, men linjen fra Finske Bugt til Sortehavet, uden tanke for at forsvaret af Europa og Vesten som helhed skal finansieres.

Kunne regeringen vaere gået mere paedagogisk til vaerket? Utvivlsomt, men at to så danske institutioner som fagbevaegelsen og folkekirken opfører sig som politiske pattebørn, er skammeligt. Ser de ikke – eller de lader hånt om – at deres kampagne tjener Rusland, ikke Europa, ikke Ukraine og slet ikke Danmark?

krigsmål er at sikre Ukraines eksistens som suveraen republik, dernaest at traenge Rusland tilbage til den internationale graense. Vladimir Putins nu et år gamle overfald på Ukraine er den tro gentagelse af Adolf Hitlers overfald på Ukraine i 1941: folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, løgn og bedrag, paranoia og vildt eskalerende trusler. Rusland skal bringes dertil, hvor dette monster i sine skiftende skikkelser gennem 500 år – zaristisk, kommunistisk og fascistisk – ikke laengere udgør en trussel mod Vesten. Midlerne er der, sine steder mangler viljen.

Rusland skal bringes dertil, hvor dette monster i sine skiftende skikkelser gennem 500 år – zaristisk, kommunistisk og fascistisk – ikke laengere udgør en trussel mod Vesten.

Jeg ankom til Københavns Hovedbanegård i en tidlig aftentime og konstaterede, at den majestaetiske, stadig naesten intakte hal var smykket med en faneborg bestående af Dannebrog og Ukraines blå og gule flag. Den følgende morgen vajede ukrainernes fane i blaesten over JP/Politikens hus på Rådhuspladsen. Smukt og godt i sin symbolik. Det kan naeppe vaere for meget forlangt, at det arbejdende og det kristne Danmark leverer en dag – en eneste dag om året – med det for øje, at symbolikken udmøntes i brugbare kontanter til sikring af vore borgerlige, religiøse og andre rettigheder, stillet som vi er over for en barbarisk fjende.