Vi sidder på bagsaedet i en Mercedes

Det virker, som om udenrigsministeren har opgivet europapolitikken fra begyndelsen, hvor han indtil videre har sat sig mageligt på ryggen af tyskerne. Og det kan vaere farligt – for det går staerkt.

Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, før han kom i gang som udenrigsminister. I hvert fald i europapolitikken. Her har han konsekvent lagt sig halvdovent på den tyske linje og går ind for flertalsafgørelser i udenrigspolitikken, protektionistisk EU-industripolitik m.m. Regeringen kigger nu mod syd og breder sig på bagsaedet af den tyske Mercedes, som EU i stigende grad begynder at ligne.

Men det kan blive svaert at sidde stille, for det går staerkt. Ukrainekrigen (og De Grønnes deltagelse i regeringen) udgør et mulighedens vindue for de integrationsivrige i bl.a. Tyskland og for den tysk ledede kommission, hvor den tyske formand, Ursula von der Leyen, synes at bestemme det meste. Forbundskansler Scholz har lanceret en ny og meget ambitiøs forsvarspolitik, som over tid vil have langtraekkende konsekvenser, og derudover en meget ambitiøs EU-udvidelsespolitik, ledsaget af planer om nye reformer af EU’s institutioner.

Dette er ikke nyt. Langtfra. For en analytiker, der som jeg i årevis har fulgt tysk europapolitik, i en periode endog meget taet og på forskerniveau, har disse tanker karakter af et deja-vu, som franskmaendene siger, mere af det samme. Meget mere af det samme. Allerede for 30 år siden, da man diskuterede EF’s udvidelse med EFTA-landene, varslede man sideløbende institutionelle reformer, uden at det altid var indlysende, at de institutionelle reformer var af rent praktisk karakter. Sagen var og er da også den, at Tyskland konsekvent har brugt geografiske udvidelser som løftestang for institutionelle reformer, som man ellers havde svaert ved at få gennemført.

Nu foreslår den tyske kansler så optagelse af endnu flere østlige lande, herunder Ukraine og Georgien, i et EU, som allerede har svaert ved at fungere effektivt. Han forestiller sig et EU på op til 36 medlemslande. Man spørger umiddelbart sig selv: Hvilken fordel kan Tyskland have af et EU, som bliver mindre handlekraftigt? Hvad er den tyske interesse i dette initiativ?

Der er en del hykleri i den tyske retorik: Man har i årevis talt med patos om det faelles kultur-Europa, men et EU, som inkluderer Georgien, kan ikke fremstilles som en sammenhaengende kulturel enhed. Georgien er kulturelt interessant, men er ikke en del af det kulturelle Europa. Det er da heller ikke kulturen, som optager Tyskland. Det er derimod de økonomiske fordele ved et stadig udvidet enhedsmarked med fri adgang for tysk storindustri. Stabilitet for tyske investorer. Faelles regler. En retsorden i junglen. Fri adgang for tyske borgere etc. Med andre ord et økonomisk storrum, hvor Tyskland kan boltre sig.

Dengang EFTA-landene blev optaget i EF, var processen forholdsvis enkel: Det var et forholdsvis tyndt reguleret faellesskab, man indtrådte i. I dag er EU et staerkt integreret faellesskab med en politisk dimension. Et faelles forsvar debatteres nu også mere konkret, og man bemaerker, at Scholz foreslår tysk deltagelse i en EU-udrykningsstyrke. Dette alt imens den danske statsminister bliver ved med at haevde, at der ingen planer er om et faelles europaeisk forsvar.

Den tyske europapolitik og europapolitiske strategi er på saet og vis ganske imponerende. Personligt har jeg altid fundet den interessant, fordi den er så gennemtaenkt og konsekvent. En vaesentlig pointe er, at Tyskland forfølger bestemte ambitioner meget konsekvent og målrettet, men med en tålmodighed, som gør, at man er villig til at vente og gennemføre planerne i etaper. Dette er nyt i forhold til den tidligere tyske historie, som ikke just har vaeret praeget af tålmodighed, men snarere med et godt tysk ord af überschwenglichkeit (man kunne kalde det storhedsvanvid eller svulstighed), som gav sig udslag i overilede og ofte kontraproduktive militaere initiativer.

Hvis man som europaeisk stormagt saetter sig for at samle Europa, gør det ikke så meget, at der sker tilbageslag, så laenge man holder fast ved målsaetningen. For før eller siden vil den ydre konjunktur aendre sig og skabe nye muligheder for samlingspolitikken. Trusler fra omverdenen vil ryste regionen sammen og få den til at lede efter et nyt lederskab. Samtidig kan det faelles institutionelle system udformes, så det giver Tyskland saerlige fordele. Det er tankegangen.

Man kan spørge, hvordan Tyskland forestiller sig, at man kan lede et så stort og mangeartet EU, som nu tegner sig på sigt? Svaret er, at der allerede er tradition for, at en mindre kreds af lande anført af Tyskland og Frankrig kan handle alene eller gå i spidsen for et nyt initiativ i en form for avantgardepolitik. Man skal også huske på, at i et mere komplekst EU vil den reelle magt ofte tendere mod at samle sig om en handlekraftig kerne, som kan ”styre kaos”.

Alligevel kan man godt have svaert ved at følge tyskerne i deres udvidelsesoptimisme: Nok gøres der ihaerdige forsøg på at socialisere og traene nye ansatte i EU, som ankommer godt lastede med tvivlsomme traditioner for kammerateri og korruption. Men virker det? Den seneste skandale om den graeske kommissaer tyder ikke på det. Og på det udenrigspolitiske område er det prekaert at skulle opleve EU-kommissaerer gebaerde sig på gebrokkent engelsk (det bliver måske med tiden gebrokkent tysk). Det virker ikke overbevisende, og i en mediebevidst tidsalder slet ikke.

Skal vi frygte dette gradvis mere ambitiøse og magtfulde Tyskland? Bør vi aktivt modarbejde det ved at melde os ud af EU ligesom Storbritannien? Danmark er ikke Storbritannien. Man kan godt – og det er min egen holdning – mene, at unionen på et tidspunkt var blevet for stor og isaer for integreret til, at Storbritannien kunne forblive medlem med de ambitioner og muligheder, briterne har. Og samtidig mene, at Danmark bør forblive medlem – men vel at maerke et medlem med forbehold og et vagtsomt medlem, der også har andre naere samarbejdspartnere. Lars Løkke Rasmussen derimod ser ud til at ville laegge alle aeg i én kurv. Forholdet til Storbritannien synes lagt på is. Det er beklageligt.

Det er i virkeligheden utroligt, så langt Danmark har bevaeget sig i retning af accept af EU-unionen i løbet af medlemskabets 50 år. Jeg mindes Poul Schlüters bastante konstatering: »Unionen er stendød.« Det var den så alligevel ikke. Det lykkedes imidlertid i årevis danske politikere at saelge unionen til danskerne ved at kalde den noget andet og så vidt muligt snakke om noget andet. Vi bør bestemt engagere os i samarbejdet, som tilbyder mange konkrete fordele, ikke mindst hvad angår klimapolitik og økologi.

Vi skal imidlertid ikke vaere naive og ikke forholde os tavse: Nok har Tyskland historisk vaeret igennem en dyb selvransagelsesproces, mest markant under Willy Brandt, men tiderne skifter, de nye generationer har typisk et mere lemfaeldigt forhold til historien, og tyske akademikere og debattører og deres allierede udenlands kan stadigvaek gribes i at ville forsøge at relativisere Tysklands forbrydelser under Anden Verdenskrig.

Lektor emeritus, ph.d., forfatter, Vanløse

Det er i virkeligheden utroligt, så langt Danmark har bevaeget sig i retning af accept af EU-unionen i løbet af medlemskabets 50 år.

Der argumenteres og debatteres fra tysk side typisk lavmaelt og ofte ganske sofistikeret. Det er også uomtvisteligt rigtigt, at i en verden, hvor Asien og isaer Kina fylder mere og mere, kan vi ikke undvaere Tyskland og tysk kultur – sidstnaevnte ydes ikke altid retfaerdighed her i landet. Men der er ingen grund til at føre europapolitik så at sige pr. automatpilot. Det blot og bart intelligente bør ikke forveksles med det konstruktive eller gangbare.