”Amadeus” er gået fra at vaere mesterlig til middelmådig
Kasper Holtens opsaetning af ”Amadeus” på Det Kgl. Teater i 2019 høstede mange anmelderroser. Genopsaetningen er ikke lige så vellykket.
MUSIKFORESTILLING AMADEUS
DET KONGELIGE TEATER Dramatiker: Peter Shaffer Iscenesaettelse: Kasper Holten Genopsaetningsinstruktør: Anna Schulin-Zeuthen Scenografi og kostumer:
Maja Ravn
Varighed: 2 timer og 45 min. Spiller på Gamle Scene i København til den 17. februar
I 2019 opsatte Kasper Holten – dengang nytiltrådt direktør for Det Kongelige Teater – forestillingen ”Amadeus”. Det blev som et mesterstykke for Holten, der med forestillingen kaertegnede den klassiske musik, operaen, balletten og skuespillet – altså de kunstarter, som huses i Det Kongelige Teater.
Teksten er skrevet af engelske Peter Schaffer i 1979 og har komponisten Antonio Salieri som hovedrolle. Salieri er anerkendt for sin musik og har derfor også fået det prestigefulde job som hofkomponist i Wien. Men da Wolfgang Amadeus Mozart kommer til byen, og han uden anstrengelse gør sig populaer hos både folket og det kejserlige hof, bliver Salieri misundelig.
Salieri har hidtil levet et mådeholdent og gudhengivent liv for på den måde at stille sig til rådighed for Gud igennem musikken. Men da han indser, at den guddommelige lyd ubesvaeret strømmer fra den unge, vulgaere, drikfaeldige og letlevende Mozart, bliver hans misundelse mod Mozart vendt til had mod Gud, og Salieri går i infight mod Gud med
Mozart som instrument.
Til sidst må han dog erkende sin egen middelmådighed, men er skaden på det guddommelige blevet for stor og uoprettelig?
Opsaetningen i 2019 fik hobevis af anmelderroser. Men genopsaetningen, der netop nu har haft premiere på Gamle Scene i København, er desvaerre ikke naer så velfungerende. Selv om forestillingen grundlaeggende er den samme, er den i mellemtiden blevet ufokuseret og, ja, middelmådig.
Skuespillerne er ellers udmaerkede hver for sig.
Henrik Koefoed, der har overtaget rollen som Salieri efter Søren Saetter-Lassen, spiller rollen varmt og sympatisk, så vi trods hans usmagelige jagt på berømmelse også forstår hans motiver.
Og Lukas Toya, der nu spiller rollen som Mozart, som Simon Bennebjerg havde i 2019, giver rollen et mere drenget og uskyldigt udtryk, hvilket også understøtter hans offerposition. Også Ole Lemmeke, der spiller kejser Joseph II, er aldeles velfungerende som komisk sidekarakter.
Men samlet set er der for store forskelle i skuespillernes udtryk, hvilket får forestillingen til at virke usammenhaengende. Der bliver ikke rigtig opbygget energi eller spaending imellem karaktererne, og derfor bliver forestillingen som helhed en temmelig lang og traeg affaere.
Dertil kommer en raekke mindre fejl, som ikke hjaelper på helhedsoplevelsen – vi kan dog håbe på, at disse kan rettes op under spilleperioden.
Forestillingen er dog stadig sevaerdig, både i kraft af de dygtige praestationer, det glimrende koncept, Maja Ravns scenografi og kostumer og ikke mindst den guddommelige musik fra Mozarts hånd. Men har man set versionen fra 2019, tåler den ikke sammenligning.