Holocaust må ikke forsvinde

Det var et grusomt syn, der mødte de sovjetiske tropper, da de den 27. januar 1945 nåede frem til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen. Ganske vist havde de nazistiske tropper forsøgt at skjule spor ved at spraenge dele af lejren i luften og tvunget alle, der overhovedet var i stand til at stå op, ud på en dødsmarch mod Nazityskland.

Men beviserne for, hvad der var foregået de foregående år, talte for sig selv: bjerge af lig og ejendele fra de døde eller fordrevne. Og ikke mindst 7.000, som stadig var i live, men i en forfatning, så de ikke kunne tvinges med på marchen.

Det var resten af verdens første møde med det, man måske nok vidste foregik, men hvis ufattelige grusomhed og umenneskelighed først efterfølgende stod klart. Derfor er dagen i dag også officiel Auschwitz-dag. For at vi skal huske det og aldrig glemme.

Men en dag om året gør det ikke. Staerke kraefter – ikke mindst historieløshedens – svaekker vores viden om Holocaust. Derfor skal der oplyses, undervises og tales om Holocaust. Fordi selv om den ondskab, som det repraesenterer, nok var enorm i omfang, så er det hele tiden latent til stede – det har man f.eks. senest set i Budja i Ukraine.

Meget tyder på, at der ikke gøres nok. En nylig undersøgelse i Holland foretaget af den jødiske institution Claims Conference afslører, at hollaenderne har store huller i deres viden om Holocaust. Mere end halvdelen af de adspurgte vidste ikke, at seks millioner jøder – lidt mere end halvdelen af den jødiske befolkning i Europa før Anden Verdenskrig – blev myrdet i lejrene. Omkring en tredjedel mente, at det var to millioner eller faerre, og mere end halvdelen så ingen sammenhaeng mellem deres land og Holocaust, selv om 70 pct. af den jødiske befolkning blev myrdet, heriblandt nok så kendte Anna Frank. Uvidenheden var størst blandt folk, der er under 40 år, og det er også her, man finder de største grupper, der mener, at dødstallene er overdrevet, eller mener, at det ikke har fundet sted.

Undersøgelsen i Holland står langtfra alene. Lignende undersøgelser i lande som Østrig, Sverige, Storbritannien, USA og Tyskland viser samme mønster, og skulle nogen få den idé at undersøge kendskabet til Holocaust blandt danskere, ville vi naeppe skille os ud. Tendensen er klar, at jo laengere tid, der går, og jo yngre de adspurgte er, jo større er uvidenheden og risikoen for relativering og sågar fornaegtelse af, at det overhovedet har fundet sted.

Snart er de sidste øjenvidner vaek, og tilbage er kun historien fortalt af andre. Samtidig er antisemitismen – ikke mindst pga. den muslimske indvandring til Europa, men også på grund af historieløsheden – stigende, mens jøder i hobetal flytter fra Europa af frygt og utilfredshed med, at de ikke kan stå ved deres ophav og identitet.

Det er en faelles europaeisk pligt at forhindre en gentagelse hvor som helst. Og det er meget enkelt: Det kraever, vi bliver ved at oplyse og tale om det. Det er ofte blevet forsøgt at forklare Holocaust som noget saerligt tysk, en kortslutning knyttet til det nazistiske styre og Anden Verdenskrig. Men tvaertimod er det indiskutabelt, at det moralske sammenbrud for den europaeiske civilisation og historie, som Holocaust repraesenterer som forbrydelse mod menneskeheden, er vores alles, og derfor er det også vores faelles ansvar.

Alt andet vil vaere et svigt af historien, idéen om menneskeligheden og de millioner af skaebner og historier, som forsvandt i Holocaust.