Den store exit truer Europa – EU har brug for en Stockholmerklaering

Intet har i de forgangne uger kunnet konkurrere med diskussionen om, hvorvidt Europa skal levere kampvogne til Ukraine. For det er grundlaeggende Europas overlevelse, der er på spil. Men lige under overfladen venter en diskussion om en anden form form overlevelse, nemlig den økonomiske.

Tag bare de meldinger, der på det seneste er tikket ind fra vort naboland Tyskland. Kemigiganten BASF rykker produktion til Kina, farma-kaempen Bayer tager til USA og Kina, og senest har aegteparret fra Biontech, der udviklede den livsnødvendige covid-vaccine, meddelt, at de flytter deres kraeftforskning til Storbritannien. Oven i det kommer meldinger fra Europas grønne industri om, at USA efter vedtagelsen af Bidens store klimapakke naermest er gået på strandhugst i Europa.

Den kritiske udvikling har fået bl.a. kommissionsformand Ursula von der Leyen og Frankrigs praesident, Emmanuel Macron, til at røre på sig. Europa må vågne op. Ikke alene må vi reagere på USA’s klimapakke, vi må også forstå, at vi ikke laengere pr. definition kan handle os til fred og derfor ikke må vaere så sårbare over for tredjelande, når det gaelder alt fra vaernemidler over energi til halvledere. Som følge af dette skal EU’s statsog regeringschefer allerede den 9.10. februar diskutere nødvendigheden af en styrket industripolitik med mere lempelige statsstøtteregler og muligheden for på sigt at oprette en ny gaeldsfinansieret fond.

En del af von der Leyens og Macrons tanker vil blive gennemført.

Dertil er presset for stort. Men de må altså ikke stå alene. Grundlaeggende kan Europas konkurrenceevne ikke reddes ved hjaelp af øget statsstøtte. Det er noget meget mere fundamentalt, der skal til.

EU-landene må styrke deres konkurrenceevne gennem reformer af alt fra pensionssystemer over uddannelsessystem til innovationspolitik. Dertil kommer, at EU må rykke konkurrenceevne helt op på dagsordenen. I 2000 vedtog landene på topmødet i Lissabon, at EU skulle vaere den mest konkurrencedygtige region i verden i 2010. Siden gik denne Lissabon-målsaetning under i krisehåndtering, fra finans- til covidkrisen. Men nu må tiden vaere kommet til at relancere den. Hvorfor ikke vedtage en ny, bred og mere realistisk Stockholm-målsaetning under svensk EU-formandskab?

Som en del af denne nye diskussion bør EU-lederne også reflektere intenst over, hvorfor europaeiske klimavirksomheder nu søger mod USA. Det gør de jo, fordi den amerikanske støttemodel er langt mere smidig end den europaeiske. I USA er virksomhederne sikre på, hvad de får i dollars og cents her og nu, nemlig en stor skatterabat, hvis de laegger produktion i USA. I EU kan de gå i gang med en langvarig ansøgningsproces til f.eks. de nye såkaldte IPCEI-projekter. Det kan tage år, uden at de på nogen måde er sikre på at komme igennem nåleøjet. Dertil kommer, at godkendelse af alt fra opsaettelse af vindmøller til vedtagelse af nye regler for f.eks. bioteknologi går langt hurtigere i USA.

EU-topmødet i februar er blot startskuddet til en laengerevarende diskussion om Europas industripolitik og konkurrenceevne. Ikke desto mindre haster det med, at også frihandelsnationen Danmark udvikler klarere idéer. Hvis vi skal vaere mere åbne over for statsstøtte, hvad skal støtte gå til mere praecist? Og hvilke klare tilsagn, der styrker den langsigtede konkurrenceevne, skal EU’s traditionelle frihandelslande og ”budgetstrammere” have for at acceptere mere statsstøtte?

I USA er virksomhederne sikre på, hvad de får i dollars og cents her og nu.