Tonedøvheden kommer til at koste dyrt

Da Radikale Venstre i sommer trak støtten til den socialdemokratiske regering, var det på baggrund af en grundlaeggende kritik af, at regeringen opførte sig magtfuldkomment. Det faldt nogle af de øvrige davaerende støttepartier for brystet. De mente ikke, der var en finger at saette på Mette Frederiksens måde at forvalte sin regeringsmagt på. Jeg deltog selv i ”Debatten” på DR2, hvor netop dette var temaet – om den davaerende regering var magtfuldkommen. Pelle Dragsted fra Enhedslisten deltog også, og han reagerede på beskyldningen om magtfuldkommenhed ved at påstå, at den var et organiseret spin fra højrefløjen mere end en substantiel kritik af regeringens magtforvaltning.

Nu er tiderne og regeringen så skiftet, og nye tunger synger på venstrefløjen. Pia Olsen Dyhr fra SF har kaldt statsministerens håndtering af lovprocessen om afskaffelsen af store bededag for magtfuldkommen, og Pelle Dragsted skriver i et debatindlaeg i Politiken, at regeringens insisteren på at afskaffe helligdagen på trods af den store modstand i befolkningen er udtryk for disrespekt for demokratiet.

Det sidste er jeg sådan set enig i. Men det er ikke min pointe. Den er, at politikeres opfattelse af, hvorvidt en regering opfører sig magtfuldkomment eller ej, i høj grad skal ses i sammenhaeng med, hvorvidt den enkelte politikers eget parti profiterer af regeringens politik. Da Enhedslisten og SF havde glaede af positionen som støtteparti og dermed de facto havde afgørende indflydelse på regeringens politik, var der ikke tale om, at Mette Frederiksen opførte sig magtfuldkomment. Nu, hvor de to partier står uden for indflydelse, er det ikke svaert at tage ordet i sin mund.

Det giver anledning til at overveje, hvad vi egentlig forstår ved ordet magtfuldkommen og magt. Mette Frederiksen svarede på et tidspunkt på kritikken af, at hun var magtfuldkommen, med, at det var bedre end at vaere afmaegtig, som hun definerede som modsaetningen til magtfuldkommenhed. Det kunne ikke vaere mere forkert. Det modsatte af magtfuldkommenhed er ydmyghed, ikke afmaegtighed. Idéen om, at har man magt, så skal man partout bruge den til at gennemtrumfe de beslutninger, man selv synes er bedst, er en dybt bekymrende forståelse af begrebet.

Som den franske filosof Michel Foucault sagde, så er magten produktiv – den producerer hele tiden sig selv gennem disciplinerende normer og diskurser, og vi individer reproducerer den ofte uden at vaere bevidste om det. Med andre ord er magt overalt og i alt – hele tiden. Men det betyder ikke, at man ikke skal vaere opmaerksom på, hvordan man anvender den.

Idéen om, at har man magt, så skal man partout bruge den til at gennemtrumfe de beslutninger, man selv synes er bedst, er en dybt bekymrende forståelse af begrebet.

Det er, som om vores regering slet ikke har gjort sig overvejelser om en sådan opmaerksomhed. Hvilket er grunden til, at den er kommet så uendeligt dårligt fra start. Hvis ikke regeringen i løbet af meget kort tid viser tegn på, at den også kan vaere ydmyg, inddragende og lyttende, så bliver den folkelige modstand helt ustyrlig, og regeringens levetid meget kort.

Det ville sådan set ikke vaere nogen katastrofe i sig selv. Nej, katastrofen ligger deri, at fortsaetter regeringen sin egenrådige og tonedøve forvaltning af det mandat, den er givet af borgerne, så kommer det til at koste rigtig dyrt i forhold til borgernes tillid til politik. Det kommer til at tage årtier at genopbygge den nødvendige tillid til, at vi reelt har et folkestyre i Danmark. Det ville gavne regeringen at taenke på det frem for staedigt at gennemtrumfe en idé, som på ingen måde nyder genklang hos borgerne.