»Politik er en af de sportsgrene, hvor man kan dø mere end en gang«
Søren Gade fortaeller i anledning af sin fødselsdag om det bedste og det vaerste ved at vaere politiker. Og om dengang hans døtre konfronterede ham med hans eget livsråd.
Hvad er det vaerste ved at vaere politiker? »Eksponeringen. Vi lever af det, men det er også det, vi dør af. Det vaerste er, at det, man laver, rammer mennesker, man holder af. Da jeg startede i politik, var mine børn 8 og 10 år. Jeg forsøgte altid at få dem til ikke at laese det, der blev skrevet. De gjorde det nok alligevel og led i stilhed. Jeg sagde engang med et glimt i øjet, at der kun findes én gruppe mennesker, mine to døtre ikke vil gifte sig med: journalister. Jeg stod i Karup lufthavn, da en af aviserne på forsiden skrev om min kones kraeftsygdom. Inden vi havde fortalt mine døtre alt, kunne de laese i avisen, hvor laenge hun havde tilbage at leve i. Fra det øjeblik de så den avis, var de kun bange for én ting: at deres mor skulle dø. Da det skete, var de alene hjemme, mens dumme mennesker ringede på døren og filmede dem ind ad vinduerne.«
Hvad er det bedste ved at vaere politiker?
»At man kan flytte noget. Politikere er drevet af et ønske om at påvirke det samfund, vi er en del af. Med argumenter at skubbe Danmark i den retning, de ønsker. Det er det, der har drevet mig. Ved hvert valg vaelger vaelgerne Danmarks 179 bedste borgere. Efter seks måneder er halvdelen af dem kriminelle. Det er sagt med et glimt i øjet, at det er sådan vi italesaetter det. Men politikere er virkelig bedre end deres rygte. De findes ikke dovne, for så kommer der nogle andre og tager deres plads.«
Hvad er du mest stolt af at have opnået som politiker? »Forsvarsforliget i 2009. Forsvaret fik flere penge og SF kom med i forligskredsen. Det viste en bred opbakning til dansk forsvar, til at soldaterne i Irak og Afghanistan skulle have det fornødne udstyr. Jeg var forsvarsminister i en tid, hvor 38 soldater døde. Jeg havde ni begravelser på ni uger. Først min egen kone, så min papbror, min moster og så seks soldater. Tro mig, jeg er ikke sluppet afsted uden ar og skår. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg er det samme menneske i dag, som jeg var før min tid som forsvarsminister. Jeg har holdt taler, jeg selv skrev, til begravelser. Det har jeg aldrig fortrudt. Jeg har heller aldrig fortrudt, at jeg besøgte de sårede soldater på hospitalerne. Men det er klart, at jeg som menneske blev påvirket af det. Jeg kan huske, at jeg graed til en begravelse. Naeste dag spurgte en avis, om man kunne det som forsvarsminister? Stå og tude til en begravelse? Det var jo ikke min søn, der var død? Først var jeg irriteret over, at jeg graed. Så kom jeg til at taenke på, at hvis ikke jeg kunne graede til et ungt menneskes begravelse, havde jeg ikke noget hjerte. Det kunne vaere én, jeg kendte. Min søn eller datter. Jeg skulle forstå, at det er okay at vise mine følelser. Da jeg holdt som minister, var der nogle, der grinte over, at jeg stod og tudede. Men jeg var utroligt glad for det job, selvom det var hårdt, og jeg kan ikke lave om på mig selv. Det, jeg oplevede i de seks år som forsvarsminister, vil mange mennesker ikke opleve i et helt liv.«
Hvad fortryder du mest som politiker?
»At jeg ikke holdt som minister før februar 2010. Hvis du dengang havde spillet en krone på, at jeg skulle vaere Folketingets Formand i dag, var du blevet millionaer. Jeg var slidt op, men politik er en af de sportsgrene, hvor man kan dø mere end en gang. Min Helle døde på Anders Foghs fødselsdag, så i går var det praecis 14 år siden. Jeg har altid sagt til mine børn: ”Hvis jeres liv er noget lort i en periode, I selv definerer, så må I redde jer selv”. Det er nemt at sige. I 2009, da jeg kom hjem til jul, var det et år siden Helle døde. Mine børn spurgte mig: ”Far, hvorfor er du med i politik?” Jeg taenkte, det var et dumt spørgsmål. Jeg havde ikke vaeret andet, så laenge jeg kunne huske. De sagde til mig: ”Du er en skygge af det, du var engang.” De konfronterede mig med min egen red dig selvdoktrin. Mine teenagepiger skulle opfordre mig til at gøre det, jeg havde laert dem at leve efter. Det var pinligt.
Jeg sagde, at hvis ikke det blev bedre, ville jeg holde. Det gjorde det ikke, så jeg stoppede. Men jeg havde kunnet skåne mig selv og mine piger for meget smerte, hvis jeg var holdt før. Politikere er som boksere. De tager altid en boksekamp for meget.«
Hvad drømmer du om stadig at opnå som politiker?
»Det kom ud af den blå luft, at jeg blev Folketingets Formand. Det er ikke noget, jeg har planlagt i min karriere. Min drøm er at vaere med til at udvikle Folketinget som arbejdsplads. Som et sted, hvor de ansatte kan lide at vaere, hvor det bliver mindre belastende for politikerne at vaere. Mange politikere har fortalt om at blive ramt af stress. Jeg vil gerne se, om jeg sammen med praesidiet kan imødegå det. Jeg vil også have unge engageret i politik. Jeg er ligeglad med, hvad de stemmer, men jeg vil have dem ud at stemme. Et demokrati som det danske kan måles på dets valgdeltagelse. Hvis man tager sin frihed og sit demokrati for givet, er man på vej til at miste begge dele.«
Søren Gade (V),
Formand for Folketinget, MF, Holstebro