Kan Algeriet løse Europas energiudfordringer?
Algeriet kan komme til at spille en afgørende rolle i Europas bestraebelser på at finde nye energipartnerskaber, men landets strukturelle problemer er en udfordring.
Algeriet er et land, der ofte bliver overset i den energipolitiske debat, når det diskuteres, hvordan Europa skal erstatte den importerede energi fra Rusland. Dette på trods af at det enorme land – Afrikas største – ligger lige på den anden side af Middelhavet. Faktisk er Algeriet hele 56 gange så stort som Danmark, og dermed har landet enorme naturrigdomme, herunder både olie, gas og metaller.
Store gasreserver
Algeriet har dermed nogle af de energiressourcer, som Europa skriger på lige nu. Algeriet leverer allerede ca. 11 pct. af den gas, EU importerer udefra, og landet har verdens 11.-største gasreserver. Faktisk opdager landet løbende nye gasfelter, og i 2022 blev et nyt stort gasfelt i den algierske del af Saharaørkenen opdaget. Så med sin placering klos op ad Europa virker Algeriet umiddelbart som en oplagt mulighed for Europa i bestraebelserne på at finde nye energileverandører.
At udnaevne Algeriet til Europas energimaessige redningsland er dog lettere sagt end gjort, for landet står over for en raekke strukturelle udfordringer, som gør europaeerne tøvende over for tanken om at satse på Algeriet som energileverandør.
Politisk usikkerhed
For det første har europaeerne laert af bitre erfaringer, at det er forbundet med stor risiko at indgå langvarige aftaler og store investeringer i lande med politisk ustabilitet. Selv om Algeriet på mange måder er relativt stabilt, så er Algeriet stadig et land, hvor der er mange sociale og politiske spaendinger. Det så man bl.a. ved de massive folkelige protester tilbage i 2019, der fik den mangeårige praesident Abdelaziz
Bouteflika til at traekke sig.
Protesterne førte ikke til et egentligt regimeskifte eller overgang til demokrati. Landet styres således fortsat reelt af et militaerregime, og selv om der i dag sidder en anden mand på praesidentposten, Abdelmadjid Tebboune, er det reelt det samme regime. Derfor er der i befolkningen fortsat stor utilfredshed med styret, selv om styret har forsøgt at formilde protestbevaegelserne ved at øge den offentlige velfaerd på en raekke punkter. Disse spaendinger gør det vanskeligt at forudsige, hvor Algeriet vil vaere politisk om fem eller 10 år.
For det andet er energiforsyninger fra Algeriet forbundet med vaesentlige geopolitiske udfordringer – både i forhold til Marokko og Rusland. Algeriet har en diplomatisk konflikt med Marokko om blandt andet Vestsahara, og landet har lukket for gassen i én af de tre pipelines, der forsyner Europa med gas fra Algeriet, fordi den går via Marokko. Den pipeline er Spanien så begyndt at bruge til at eksportere gas til Marokko, og det er ikke faldet i god jord hos algerierne. Isaer fordi Spanien samtidig er kommet med udmeldinger, der kan tolkes i retning af støtte til Marokko om Vestsahara, hvilket slår yderligere skår i forholdet mellem Europa og Algeriet.
Endvidere kompliceres Europas forhold til Algeriet af, at Algeriet har taette forbindelser til Rusland, som er den største våbenleverandør til landet.
Stort investeringsbehov
For det tredje vil det kraeve massive investeringer i navnlig produktionskapaciteten, hvis Algeriet skal øge eksporten af gas til Europa. Selv om olie- og gassektoren udgør over 90 pct. af Algeriets eksport og 60 pct. af statens indtaegter, så har landet historisk underinvesteret i sektoren i forhold til det store potentiale. Dette skal ses i sammenhaeng med, at Algeriets eget energiforbrug er stigende, hvorfor det kraever en vaesentlig forøgelse af produktionskapaciteten, hvis eksporten skal øges.
Europa har både penge og den teknologiske knowhow til at kickstarte en større udvidelse af gasproduktionen i Algeriet. Der ses allerede de første spaede spadestik til, at europaeiske virksomheder er begyndt at intensivere investeringerne i Algeriet. Den italienske energi-gigant Eni, som i mange år har vaeret til stede i Algeriet, har øget deres engagement i landet betragteligt i 2022. Det kraever dog vaesentlig flere investeringer i den algierske gassektor, hvis landet for alvor skal spille en hovedrolle som primaer gasleverandør til Europa. Derfor bliver det spaendende at følge landet og investeringerne i energisektoren de kommende år.