Der er en hårfin balance mellem vold og leg, når stuepigerne bryder ud af rollen
Aarhus Teater ser med "Stuepigerne" nøje på, når man lader sig opsluge af sit eget maerke og dyrker fantasien om, hvem man er.
Man kan godt føle sig lidt som en, der smugkigger på den grimme måde.
For der sidder man på sin stol og kigger ind ad de lyserøde vinduer med hovedtelefoner på ørerne og lytter til, hvad der foregår bag samme vinduer, vel vidende at de tre personer, der er inde i rummet, ikke kan se tilbage.
De kan kun se sig selv. For vinduerne er spejle, så de bliver hele tiden konfronteret med sig selv og kan ikke vende ryggen til publikum på noget tidspunkt.
Men stedet er en af Aarhus Teaters små scener, og det er teater, der foregår inde i det lyserøde spejlkabinet, hvor skuespillerne hele tiden i deres spejlbilleder bliver konfronteret med, hvem de er i de roller, de spiller.
Det er derfor, man kan nøjes med at føle sig som en belurer uden at vaere det.
Herskerinde og slavinde
Det er det, der er det store spørgsmål i den franske dramatiker og forfatter Jean Genets forestilling om søstrene Claire og Solange, der er stuepiger hos husfruen Madame, som skiftevis er staerk og svag eller brutal og mild: Hvem er de?
De to stuepiger har et hadkaerligheds-forhold til deres husfrue med saerligt tryk på det første, for når hun ikke er hjemme, indtager de på skift rollerne som herskerinde og slavinde i en leg, som samtidig udspiller sig som en rituel gennemspilning af deres drøm om at myrde hende. Den haevnfantasi er deres oprør mod den undertrykkelse, hun udsaetter dem for.
Det går hårdt for sig, de balancerer hele tiden mellem ømhed og hengivenhed over for hinanden og hån og ydmygelse i et naesten kvaelende, lyserødt univers.
Rollespil af vor tid
Forestillingen foregår i et graenseland mellem vold og leg, siger Line Paulsen.
Hun er instruktør på forestillingen, som er en klassiker i en moderne udgave.
»Vi ved aldrig, hvornår det er brutalitet, og hvornår det er leg. For mig handler det om at vaere ung og uuddannet underklassepige, som lever i en kultur, hvor hun er ikke noget i kraft af sig selv, men hele tiden er noget i kraft af den rolle, hun er nødt til at indtage. Det rollespil taler ind i vores egen tid, hvor unge piger skaber figurer og personer i det offentlige rum og i den proces forsøger at skabe sig selv gennem andres forventninger. De følger og forfølger, imiterer og insisterer så hårdt på at vaere nogen, at de bliver ingen.«
Hun mener, at Jean Genets stykke på sin vis er en hyldest til menneskets mørke sider, og at publikum vil blive efterladt med modsatrettede følelser, fordi det rollespil, der foregår i spejlkabinettet, er ubehageligt at blive konfronteret med, men at det på samme tid kan vaere frigørende at se, at det grimme og destruktive bliver sluppet løs inden for teaterkulissen.
Nathalie Mellbye, der er er Aarhus Teaters huskunstner, beskriver selv scenografien som ret voldsom.
Som et peepshow
»Publikum er kulissen fra bagsiden og kigger ind i en verden, som er heftig pink, en naermest kvaelende feminin farve. Det er meget konstrueret verden, som minder om en teaterkulisse eller et filmset. Eller noget, der kan minde om et peepshow. Idéen om peepshow har en staerk historie, ligesom stuepigeuniformen er blevet brugt inden for pornografiens verden som en aestetisering af kvindekønnet,« siger Nathalie Mellbye.
»Tanken er at give publikum en mulighed for at kigge med og vaere til stede i en ret filmisk oplevelse, fordi man kigger ind gennem et spejl og på den måde leger med virkeligheden, ligesom stuepigerne leger med hinandens karakterer. Det er en leg mellem en masse forskellige konstruktioner. Det er vanvittigt spaendende og saetter på en måde publikums tilstedevaerelse på spil: Hvordan kigger man på disse tre kvinder, og hvilke fortolkninger lader man fortaellingen med?«
”Stuepigerne” er en del af en trilogi, som saetter fokus på det, som teatret kalder ”dirty dekadence”.
»Man kan beskrive dekadence på forskellige måder. Madame lever i overflod, hun ejer det hele, er rig, lever et dekadent liv og maesker sig i ikke bare materielle goder, men også i sin egen skønhed. Men dekadence betyder også forfald: Der er nogle strukturer, som står på spil i forhold til stuepigerne og Madames positionering, både i forhold til det at vaere kvinde og det at vaere i et magtforhold.
Erotisk maskebal
Den første del af trilogien var ”Frankly My Dear I Don’t Give a Damn”, som spillede sidste efterår, og den tredje er ”Traum”, som er baseret på den østrigske dramatiker Arthur Schnitzlers ”Drømmenovelle” fra 1926.
Den handler om et ungt par, Fridolin og Albertine, der efter et natligt og staerkt erotisk ophidsende maskebal lover hinanden, at de for fremtiden altid vil fortaelle hinanden om deres drømme og fristelser. At det ikke er så enkelt endda, kan man se, når ”Traum” har premiere den 11. maj.