Krisen i Nye Borgerlige er en blinkende advarselslampe til Lars Løkke og Inger Støjberg

Nye Borgerlige er i problemer og skal pludselig have ny formand. Krisen har blotlagt mange af Nye Borgerliges svagheder, men fortaeller også om en afgørende forskel på gamle og nye partier.

Nogle gange er det, som om bølgerne bare går højere og højere i dansk politik.

Nye partier opstår pludselig ud af ingenting, rejser sig hastigt mod himmelen på ryggen af fabelagtige meningsmålinger, mens de bader sig i rampelys og opmaerksomhed og tiltraekker nye, skarpe politiske profiler.

Og så, ganske pludseligt, som en soufflé, der er kommet for tidligt ud af ovnen, falder de sammen på et øjeblik, opløses i interne krige og kaevl, mens vaelgerne flygter ud ad bagdøren.

Det skete i sin tid for Ny Alliance. Det er sket for Alternativet. Det er sket for Liberal Alliance. Det er sket for Dansk Folkeparti, og i de seneste par uger er det Nye Borgerliges soufflé, der alligevel ikke var helt faerdigbagt.

Højt at flyve

Sagen kort:

Pernille Vermunds parti, der kun lige akkurat var kommet i Folketinget ved valget i 2019, blev mere og mere populaert i sidste valgperiode. I skyggen af Dansk Folkepartis og Venstres interne skaenderier flokkedes flere og flere borgerlige vaelgere om Vermund, der flirtede med magiske 10 pct. i meningsmålingerne. Partiet var midlertidig danmarksmester i politisk nyskabende kommunikation, saerligt på de sociale medier, og medlemmerne strømmede til og nåede ifølge partiet op på hele 18.000.

Men kort før valget viste de første spraekker sig: Der var uro i baglandet, utilfredshed med topstyringen.

Valgresultatet i november blev skuffende, kun to mandaters fremgang. Partiets profilerede folketingsmedlem Mette Thiesen forlod partiet efter en prekaer personsag, hvor hendes kaereste blev anklaget for fysisk at have overfaldet en partiansat. Partiets chefstrateg, Lars Kaaber, blev fyret.

I forrige uge meddelte Pernille Vermund så meget pludseligt, at hun slet ikke vil vaere partiformand laengere, og så gik låget ellers for alvor helt af trykkogeren. To mulige efterfølgere til Vermund fra folketingsgruppen var i spil: Den mere liberalistisk og anti-establishmentsindede Lars Boje Mathiesen og den unge nationalkonservative Mikkel Bjørn Sørensen. Men nogen enighed kunne dog ikke nås, og i tirsdags forlod Mikkel Bjørn Sørensen sammen med toppen af Nye Borgerliges Ungdom helt partiet og smaekkede gevaldigt med døren.

Så hurtigt kan det gå. I dag står Nye Borgerlige foran en helt uvis fremtid. Nok ved partiet, at dets nye formand hedder Lars Boje Mathiesen, når han er blevet formelt valgt den 7. februar, men om han er i stand til bare tilnaermelsesvist at tiltraekke de samme vaelgere som Vermund, er højst tvivlsomt.

Det er også højst usikkert, om han vil og kan følge i fodsporene på Vermund, der igennem flere år forsøgte at transformere Nye Borgerlige fra et protestparti til et indflydelsesparti, der i sidste ende skulle vaere i stand til at kunne gå i regering.

Hvilken profil får det nye Nye Borgerlige? Vil partiet overhovedet overleve?

Advarsel til andre

Man kan naturligvis spekulere meget over, om den seneste udvikling hos Nye Borgerlige skyldes specifikke fejl fra partiets ledelse. Måske har Vermund ikke gjort sig umage nok med at få sit bagland med i det stilskifte, hun forsøgte. Det kan også undre, at hun forlader sin post så pludseligt uden tilsyneladende at have lagt nogen som helst plan for, hvad der nu videre skal ske.

Men uanset hvad, viser Nye Borgerliges skaebne også noget mere generelt: Nemlig at nye partier ganske enkelt er ekstremt sårbare over for forandringer, og at de kan tåle faerre rystelser og stormvejr, end de gamle partier kan.

Derfor skaever saerligt to partier da også opmaerksomt på udviklingen i Nye Borgerlige: Nemlig Folketingets to nyeste, Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne. Selv om de politisk er langtfra ens, deler de på afgørende punkter vilkår med Vermunds parti. Deres vaelgertilslutning er opstået pludseligt. Deres partiorganisation er løs og luftig, og deres parti er bygget op om en enkelt populaer, karismatisk politiker.

De nye partier mangler to vigtige ting, som gamle partier som Socialdemokratiet og Venstre har. Det ene handler om partikultur. Mange af de aktive socialdemokrater og Venstre-folk har vaeret med i partiet i årtier, måske hele livet, arvet fra foraeldre og bedsteforaeldre. Mange har vaeret aktive i ungdomspartierne, hvor de er blevet skolet og traenet. Mange er forankret i partiet både nationalt og lokalt. De har set mange formaend komme og gå.

Det andet handler om forholdet til magten. I de gamle partier er der en større forståelse af, at det kan kraeve store kompromiser og masser af pragmatisme, hvis man vil til magtfadet. Det er f.eks. en gammel vending i Socialdemokratiet, at hvis man har vaeret socialdemokrat laenge nok, så har man til sidst ment alt om alting. Med andre ord: Der er ikke plads til de store ultimative krav, hvis man også vil have magt.

I både Moderaterne og Danmarksdemokraterne forsøger man at ruste sig til dårligere tider og få stablet et egentligt organisatorisk grundlag på benene, men det går stadig langsomt. Laengst er Løkke, der fortsat investerer tid og kraefter i det netbaserede debatforum Det Politiske Mødested, der nok har fostret både kandidater og politiske idéer til Moderaterne, men samtidig også stadig er meget uforpligtende. Støjbergs parti kan man fortsat slet ikke melde sig ind i, kun støtte.

Både Danmarksdemokraterne og Moderaterne må derfor stadig basere deres eksistens på deres partiledere. Indtil videre er der så godt som intet andet end Støjberg og Løkke, der binder partierne sammen.

En egentlig partikultur og partiidentitet kan kun vokse frem, hvis man får både ro og naering til det gennem mange år.

Historien om Nye Borgerlige viser, at man langtfra kan regne med, at dansk politik er så barmhjertig.