Tesfaye kalder Danmark overakademiseret – nu varsler han aendringer af folkeskolen

Mattias Tesfaye (S) havde haft sit nye job i under et døgn, da journalisten stillede sit spørgsmål. Et spørgsmål, der gjorde ham irriteret. Og som i høj grad indrammede den opgave, han aftenen forinden havde sagt ja til, da Mette Frederiksen (S) ringede og tilbød ham tjansen som børne- og undervisningsminister.

I den forrige S-regering var den 41-årige politiker justitsminister, og nu ville journalisten vide, om han anså det nye job som en degradering.

Formelt set havde vedkommende ret, medgiver Mattias Tesfaye:

»Der er en raekkefølge i statsrådet, hvor jeg står laengere nede i køen end før.« Alligevel var han irriteret.

»Det var et udtryk for, at hvis du går fra at arbejde med domstole til at arbejde med børnehaver og skoler, så arbejder du med noget lidt mindre fint. Hvis man som paedagog taender for fjernsynet om aftenen, og den minister, der regulerer vores børnehaver, bliver fremstillet som degraderet, kan jeg godt forstå, at man taenker ”hvorfor egentlig?”,« siger Mattias Tesfaye.

»Dét syn har konsekvenser for folks valg. Hvorfor arbejde med noget, som andre mennesker anser for at vaere mindre fint? Det er bare at kigge på søgetallene for de uddannelser, som unge vaelger, så kan du se en fuldstaendig afspejling af det spørgsmål, jeg fik den dag.«

I ly af tumulten om store bededag har regeringen indledt en stille vaerdikamp om vores uddannelsessystem, der i de kommende år risikerer at blive til en naevekamp.

Folkeskolen skal vaere mere praktisk. Flere unge skal vaere smede, maskinoperatører og bagermestre.

Universitetsuddannelserne skal vaere kortere, og man flirter med tanken om at begraense optaget på gymnasierne.

»Der er en kultur i uddannelserne – ja, i hele samfundet – som begraenser. Det er, som om vi har glemt vaerdien af godt håndvaerk,« som Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale.

Det er håndens kamp mod åndens. Akademikerne mod de faglaerte.

Mattias Tesfaye, en murer i jakkesaet, skal udkaempe slaget, og derfor er JyllandsPosten taget med ham til Sydhavnen i København for at finde ud af, hvordan han vil gøre det.

Tre aendringer på vej

Han har selv foreslået, at vi mødes her.

Engang lå her en dansk dieselmotorfabrik, men nu er stedet på tyske haender hos Man Energy Solutions, der bruger det som testcenter for at fintune de motorer, der ender på olietankere og containerskibe verden over. Virksomheden har sagt ja til at vise ministeren rundt, så han kan møde laerlingene.

Han smiler, da han får stukket et par sikkerhedssko og en gul refleksvest i hånden, og efter en lille guidet tur saetter vi os med en kop kaffe.

Er Danmark overakademiseret?

»Ja,« siger Mattias Tesfaye. Uden at tøve. For 10 år siden skrev han den harmdirrende debatbog ”Kloge haender”.

Her beskriver han, hvordan Christiansborg med skyklapper for øjnene har satset blindt på, at akademikerne skal gøre Danmark klogere og rigere.

En illusion, mener Tesfaye. Man kan ikke have et vidensamfund uden produktion og industri.

Legoklodsen blev kun opfundet, fordi snedkeren og legetøjsentusiasten Godtfred Kirk Christiansen på sit vaerksted i Billund udviklede et design, så plasticklodser kunne klikkes sammen, og siden tog patent på idéen. Møbelhåndvaerkeren Hans J. Wegner ville aldrig have kunnet designet Y-stolen, hvis han ikke med sine egne haender var i stand til at arbejde i trae.

Sådan lyder to af eksemplerne i bogen. Flere af Danmarks store eksportsuccesser er funderet i godt håndvaerk. Ikke fordi klogeåger fra universitetet teoretiserede over, hvordan børn leger, eller hvilke stole der saelger bedst, er analysen.

Derfor vil Mattias Tesfaye på tre områder aendre folkeskolen.

Undervisningen skal vaere mere praktisk og mindre boglig i alt fra matematik over fysik til dansk og historie.

boglig skole. Vi svigter rigtig mange, saerligt drenge, som slår ud i statistikkerne og forlader skolen med en forestilling om, at de er dumme. At uddannelse, bøger og laerere er noget, de har lagt bag sig og aldrig kommer til at røre igen med en ildtang. Det er megaaergerligt,« siger han.

På fabrikken i Sydhavnen løfter han første gang sløret for, hvordan regeringen vil aendre danske børns skolegang.

Han kommer til at vaere »saerligt interesseret i, hvad der foregår i de sidste par år af folkeskolen«.

»Man går 12.600 timer i skole i Danmark. Men faget ”uddannelse og job”, som skal pege i retning ad ungdomsuddannelserne, er der ingen timer i. Vi er nødt til at sørge for, at køkkenbordsdiskussionen – hvor man sidder og snakker med sin datter eller søn i 9. eller 10. klasse om, hvad der skal ske efter sommerferien – bliver mere kvalificeret. Der går en motorvej fra folkeskolen til gymnasiet, og du skal tage en afkørsel for at ende på teknisk skole. Det handler om, at vi skal have en mere praktisk skole, som flere børn føler sig til rette i.«

Der kommer en reform af folkeskolen?

»Altså … reform taender en masse associationer i folks hjerner. Men der kommer aendringer,« fastslår han:

»Det handler om fagenes indhold, som er blevet meget teoretisk. Vi kunne godt taenke os at flytte vaegten lidt hen mod det praktiske i de almindelige boglige fag. Vi kunne godt taenke os, at man i udskolingen har lidt mere praktiske fag – ligesom man har i vores nabolande. Og så kunne vi godt taenke os at kvalificere køkkenbordsdiskussionen. Det er mine tre hovedkomponenter.«

Man bliver ikke dummere af at blive industritekniker end af at laese antropologi. Det tror jeg bare, jeg vil holde fast i. MATTIAS TESFAYE, BØRNE- OG UNDERVISNINGSMINISTER

For mange vaelger gymnasiet

Under rundturen i Sydhavnen har Mattias Tesfaye sludret med nogle af virksomhedens laerlinge.

Unge gutter, der møder ind kl. 4 om morgenen og har råd til egen bil, selv om de ikke er fyldt 20 år endnu. Om få år står de med et svendebrev i hånden.

De får ros af Mattias Tesfaye.

Ifølge regeringsgrundlaget skal flere unge gøre som dem: Gå på teknisk skole frem for gymnasiet. Det lyder simpelt, men er noget af en opgave.

Googl det i fem minutter, og du vil finde ud af, at røde og blå regeringer over de seneste 10 år har forsøgt at få flere unge til at blive tømrere, sosu-assistenter og bagere – alle med meget lidt held.

Som statsminister i VLAK-regeringen tog Lars Løkke Rasmussen sig til hovedet over de unge:

»Jeg ved ikke, hvad der er sket i vores land, men vi er jo kollektivt blevet ramt af en eller anden form for uddannelsessnobberi.«

Inden da, i 2014, aftalte et bredt flertal på Christiansborg, at mindst 25 pct. skulle søge direkte ind på en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse, når kalenderen sagde 2020. I 2030 skulle det vaere hele 30 pct.

Målene har vaeret en fiasko, og i dag søger kun hver femte elev mod en erhvervsskole efter folkeskolen. Tallet er stabilt og har i flere år ikke rigtig rykket sig ud af stedet.

Hvordan vil I løse den gordiske knude?

»For mig er det afgørende, hvor mange der uddannes fra erhvervsskoler. Sidste år var det 27.000. Det tal skal op,« siger Mattias Tesfaye:

»Der har vaeret et meget snaevert fokus på det ene greb, som handler om at få flere unge ind på uddannelserne. Derfor har jeg prøvet at saette lidt mere fokus på, at vi skal have nogle flere voksne ind og reducere frafaldet.«

Tidligere på måneden gik Mattias Tesfaye så vidt som til at foreslå, at man skulle laegge 30-procentsmålet »i graven«.

»Alle, der har forstand på det, ved, at det ikke kommer til at lykkes,« sagde han.

Jeres fokus virker ellers i høj grad til at vaere at få flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne?

»Det er også en vigtig komponent, men det er bare kun én af flere komponenter.«

»Hvis du tager ud på en social- og sundhedsskole, vil du se, at der går rigtig mange voksne kvinder med indvandrerbaggrund. De er altså ikke lige gået ud af den danske folkeskole, men har måske arbejdet som ufaglaerte i hjemmeplejen og er nu startet på en erhvervsuddannelse. Mange af dem falder fra pga. sprogkundskaber. Hvis vi vil uddanne flere sosu’er, er det mindst lige så relevant at finde ud af, om vi kan understøtte dem med noget ekstra danskundervisning, som gør, at de kan blive i uddannelse. Der kan vaere langt flere faglaerte i sådan en politik.«

Én ting er de tekniske skoler. Noget andet er de almene gymnasier.

Her presser aendringerne sig også på. Ifølge regeringsgrundlaget vil SVMpartierne »se på mulighederne for at skaerpe adgangen« til gymnasiet.

Går for mange i gymnasiet?

»Ja. Vi vil godt have, at en større andel af den ungdomsårgang søger mod erhvervsuddannelserne.«

Og det skal løses ved at gøre det svaerere at komme i gymnasiet?

»Nej. Det skal vaere et aktivt tilvalg, hvis man vil have flere unge til at vaelge erhvervsuddannelserne.«

»Men vi vil gerne se på adgangskravene for at diskutere, om det er de rigtige, der går på gymnasiet. Jeg har bedt ministeriet om en analyse af dem, der kommer ind med de

laveste karakterer. Er der en sammenhaeng mellem den gruppe og dem, der har fravaer, falder fra, kommer ud med en dårlig studentereksamen og måske aldrig bruger den til en videregående uddannelse? Hvis ja, så synes jeg, det er relevant at diskutere, om adgangskravet skal haeves.«

Risikerer man ikke at gøre erhvervsuddannelserne til en slags sekundauddannelse? De kloge kan komme i gymnasiet, de dumme kan komme på teknisk skole.

»Mit formål er ikke at losse dem med de laveste karakterer over på en teknisk skole. Mit formål er, at de rigtige kommer på gymnasiet. Hvis man ikke har den karakter, der skal til, kan man jo prøve at tage 10. klasse og forbedre sin afgangsprøve eller tage på HF. Eller man kan gå ud og arbejde. Erhvervsuddannelser er bare én af mange forskellige muligheder, så det er jeg ikke så bekymret for.«

Danmarks brexit?

Tiden er ved at vaere gået i Sydhavnen.

Vi har talt om en folkeskole, der er for teoretisk. Erhvervsuddannelser, der skal styrkes. Gymnasier med for mange elever. Et overakademiseret samfund.

Vi er ikke engang nået til regeringens målsaetning om at skaere et år af op mod af halvdelen af kandidatuddannelserne.

Ét spørgsmål traenger sig på.

Hader I akademikere?

»Nej. Det gør vi ikke,« siger Mattias Tesfaye:

»For nyligt laeste jeg en undersøgelse fra Rockwool Fonden, der viste, at jo højere indtaegt din far har haft, jo flere penge har det her samfund brugt på din skolegang og uddannelse, når du er 35 år. Vores uddannelsessystem – i modsaetning til f.eks. vores sundhedssystem – øger indkomstuligheden i Danmark. Det kan jeg da ikke som socialdemokrat bare sidde og kigge på. Vi har øget vores udgifter til boglige universitetsuddannelser kraftigt, mens den praktiske del nogle steder har udviklet sig lidt discountagtigt. Det skal vi have balanceret ordentligt.«

Spørgsmålet er, hvor høj prisen bliver. De økonomiske vismaend har allerede udtrykt bekymring.

Forslaget om fireårige kandidatuddannelser kan få »betydelige« konsekvenser for både produktivitet og velstand, vurderer de.

»Vi begår økonomisk selvskade,« advarede Lotte Folke, opinionsredaktør på Politiken, forleden og kaldte Danmark for det første rige land i verden, der har en politisk målsaetning om, at de unge skal laere mindre.

Et slags dansk brexit – forstået på den måde, at regeringen med fuldt overlaeg vil gennemføre en politik, der gør landet fattigere, mente hun.

Er I ikke bange for at kaste Danmark ud et stort eksperiment, der gør os alle sammen dummere og fattigere?

»Man bliver ikke dummere af at blive industritekniker end af at laese antropologi. Det tror jeg bare, jeg vil holde fast i.«

Vi har øget vores udgifter til boglige universitetsuddannelser kraftigt, mens den praktiske del nogle steder har udviklet sig lidt discountagtigt. Det skal vi have balanceret ordentligt. MATTIAS TESFAYE, BØRNE- OG UNDERVISNINGSMINISTER

Du tror ikke, at det gør Danmark fattigere at forkorte halvdelen af kandidatuddannelserne med et år?

»Det skal du spørge Christina Egelund (uddannelses- og forskningsminister, red.) om. Men jeg kan sige, at generelt set er vores henblik med uddannelsespolitikken at gøre os rigere. Når man i mange, mange år har negligeret de praktiske uddannelser, har jeg ikke hørt noget ramaskrig. Vi har mistet balancen mellem de investeringer, vi bruger på korte uddannelser, og den eksplosion, der har vaeret i udgifterne til lange videregående uddannelser, inklusive SU-udgifter. Der skal flyttes opmaerksomhed mod nogle af dem, der har fået mindst og tabt mest på den eksisterende politik,« siger han og tilføjer:

»Vi ved godt, at alle ikke kommer til at vaere enige.«