Han var taet på at blive blind pga. stress – nu har han skrevet om sin nedtur
Jacob Mark gør i ”Fartblind” forsøget på at beskrive sit eget sammenbrud.
BIOGRAFI
JACOB MARK
256 sider, 279,95 kr. Gyldendal
Alle ved, at Jacob Mark er en af sin generations allerdygtigste politikere. Den unge SF’er har gennemslagskraft som få og saetter ofte samfundets dagsorden. Men spørgsmålet er, om han også har den distance, der skal til for at beskrive sit eget sammenbrud.
Han gør i hvert fald forsøget i ”Fartblind”, en biografi, som primaert fokuserer på det voldsomme stressforløb, som ramte ham så hårdt i efteråret 2021, at han var taet på at blive blind og måtte sygemelde sig fra Folketinget i månedsvis.
Den hurtigt laeste bog er selvfølgelig rørende. Man føler med Mark, mens han beskriver, hvordan arbejdspresset når vanvittige højder, da han som nyvalgt 23årigt folketingsmedlem først fik tildelt otte hårde ordførerskaber og hurtigt også posten som gruppeformand, den naestvigtigste i partiet. Sideløbende forsøgte han at afslutte sin bachelor i journalistik på RUC. Det er et vildt og urimeligt arbejdspres:
Kl. 22.30, når han modtager Ritzaus nyhedsoverblik, prøver han at ringe til medier for at komme på. Kl. 24 går han i seng, i reglen uden at vaere kommet i aviserne. Kl. 5.45 står han op og ringer igen til medierne. Kl. 6 laeser han til eksaminer.
Kl. 7.30 tager han toget fra Køge til Christiansborg … og sådan fortsaetter det dagen igennem, indtil han kl. 22.30 igen prøver at ringe til Ritzau for at komme på:
»Jeg forsøger at ignorere den lille følelse af altid at vaere bagud i forhold til mine otte ordførerskaber, udvalgsmøder, samråd, møder med interessenter og lobbyister, forhandlinger, lovgivning i salen, gruppemøder, rundvisninger, interviews og altid mere. For det meste er min kalender ikke dobbeltbooket, den er firedobbelt … Det er sjovt. Det er vildt. Det er umuligt.«
Et forudsigeligt kollaps
Ja, det er umuligt. Det arbejdspres, som Mark udsaettes for, er komplet umuligt, komplet urimeligt. Den unge politiker forsøger at balancere mellem mindst tre spor, som alle sammen kører på de høje nagler – politik, uddannelse og livet som en ung fyr, der lige er flyttet til hovedstaden med drengevennerne, som han kalder dem, og som derfor også går i byen. Det er, når man laeser det, som at bevidne et forudsigeligt kollaps. Se, hvad han skriver i ugerne op til sygemeldingen, hvor det hele er ved at segne for ham:
»Jeg googler ”Udbraendthed”: Sygdom, distancering fra mennesker, ingen arbejdsglaede, social udmattelse, angstanfald, fysiske og psykiske nedbrud, langtidssygemelding. Jeg ved det godt. Et eller andet sted ved jeg det godt. Og måske er det derfor, at jeg igen skruer tempoet op. I min syge logik taenker jeg, at løbet er taet på at vaere kørt – så derfor må jeg køre rigtigt staerkt til sidst, så det slutter med et brag.«
Alle kan regne ud, at det er en forkert logik, hvad Mark også selv konstaterer i bakspejlet. Desto mere aergerligt er det, at Marks selvbiografi reflekterer så lidt over, hvorfor han bragte sig selv i en situation, som var taet på at invalidere ham, og ikke mindst, hvorfor der ikke var nogen, der hjalp ham undervejs. Det virker aerligt talt maerkvaerdigt, at SF’s ledelse, anført af Pia Olsen Dyhr, vaeltede så mange opgaver over på den unge, uerfarne mand – og det virker, mens jeg laeser bogen, også maerkeligt, at
Mark ikke selv har taenkt tanken.
Laererigt og vigtigt
Et af bogens formål er at tale åbent om stress. At anerkende, at stress er en modbydelig sygdom, som skal tages alvorligt. Den mission lykkes fint, for Mark laegger aerligt det forløb frem, som førte til den lange sygemelding. Mange, som selv lider af stress, eller som har en taet på, som gør, vil kunne genkende de faresignaler, som Mark (og med ham mange andre) ikke ser, mens de udvikler sig. Det er laererigt og vigtigt. Til gengaeld savner bogen generelt anvisninger til, hvad man kan gøre, når stress saetter ind.
Mark haevder ikke, at han har skrevet en selvhjaelpsbog, men mange vil givet laese den på den måde. Men den løsning, han valgte – en sygemelding på ubestemt tid, vel at maerke uden risiko for fyring – er svaer for de fleste. Den virkelighed, at han, straks efter han fik sit syn tilbage, stemplede ind i stort set samme hverdag som før, er også problematisk.
Har han ingen tanker gjort sig om, hvordan politik burde kunne gennemføres på en måde, der ikke fører til stress i et omfang, som jo rammer urimeligt mange politikere i disse år – taenk på LA’s Alex Vanopslagh og Socialdemokratiets Ida Auken? I bogens efterord på tre sider gør Mark sig nogle få tanker. Understreger, at »hvis man skal sige et rigtigt ja, må man også sommetider sige nej«. Han skriver også, at han har svaert ved at sige nej, fordi han »kan maerke lysten til det hele igen«. Det handler om at »maerke mine følelser«.
Vil ikke bare overleve
»Jeg tror, det er, fordi jeg er begyndt at bruge mine følelser. At sige nej, når jeg ikke har lyst. At sige højt, når en dag er en dårlig dag. At saette ord på den følelse af utilstraekkelighed, der altid ligger og lurer, uanset hvor godt jeg gør det. Når jeg bruger mine følelser og saetter ord på dem, naegter jeg nemlig samtidig at anerkende bedagede floskler såsom, at jeg skal få ”nogle hår på brystet”, ”mande mig op” … Når jeg holder fast i at ville maerke mine følelser og agere efter dem, kommer livet til at handle om mere end bare at overleve. Så handler det om at leve,« skriver han.
Det er er god afslutning, som man som laeser håber, at Mark vil leve op til fremadrettet. I dag er han tilbage i Folketinget med et imponerende stemmetal i ryggen – og, heldigvis, med kun halvt så mange ordførerskaber, som da han endte med sin sygemelding.