Det nazistiske dødsrige er også en arbejdsmark for arkaeologer
Holocaustarkaeologerne finder de spor, nazisterne ville slette.
HISTORIE
ANDERS OTTE STENSAGER 236 sider, 299,95 kr.
Gads Forlag
Mange laesere af Anders Otte Stensagers bemaerkelsesvaerdige forfatterskab om Holocaust har givetvis undret sig over, hvad faenomenet ”holocaustarkaeoholocaustarkaeologerne logi” daekker over. I alle forfatterens bøger angives det som hans videnskabelige speciale.
Finder de slettede spor
I Stensagers nyeste bog, ”Holocaust”, udgivet på Auschwitz-dagen (den 27. januar) leverer han selv forklaringen. Skønt folkemordet som industriel proces fandt sted for godt 75 år siden, er Holocaust også en arbejdsmark for den klassiske arkaeologi, fordi den finder håndgribelige beviser på det nazistiske folkemord på jøder, romaer, sindslidende og russiske krigsfanger.
Ved brug af de traditionelle arkaeologiske arbejdsmetoder lykkes det
at lokalisere og udgrave udryddelsesanlaeg, hvor tyskerne forsøgte at slette alle spor, og som derfor kun er sporadisk omtalt i det historiske kildemateriale. Fund af dåser til giftgassen Zyklon B, falske brusehoveder og fliser med davidsstjerner hentet fra jødiske badstuer og sat op i gaskamrene for at opretholde en morbid illusion er uomgaengelige beviser for den udryddelse, der fandt sted på steder, der ikke har efterladt sig samme synlige og monumentale spor i landskabet som Auschwitz.
En mosaik af fortaellinger
”Holocaust” er ikke en gaengs faghistorisk bog, men en mosaik af fortaellinger om gerningssteder og ofre i det nazistiske dødsrige overvejende baseret på fysiske fund og afdaekning af de tyste spor af de anlaeg, hvor de uhyrlige gerninger fandt sted.
Ud over at lade de arkaeologiske bidrag tale sammenfatter Stensager det ideologiske og racepolitiske amokløb, der fandt sted fra nazisternes magtovertagelse i 1933, da kursen mod Endlösung blev sat i vaerk med inertiens ubønhørlige kraft.
Nødvendig indsigt
Biografgaengere, der ser den premiereaktuelle film ”Wannsee-konferencen”, hvor Endlösung blev besluttet over en let arbejdsfrokost, kan med fordel laese bogen for at se, hvad den slebne konversation med alle dens eufemismer i nazistisk praksis med draebende effektivitet blev omsat til.
Stensagers bog skal ses i en litteraer sammenhaeng, dels som en indføring i hele hans forfatterskab, dels som et staerkt arkaeologisk supplement til den klassiske historieskrivning.
Stilen er klinisk, men der løber hele tiden en understrøm af det uhyggelige og ufattelige i teksten. Det er ikke behagelig laesning, men den giver aktualiseret af udgivelsesdagen nødvendig indsigt.