Lidt mere vildskab havde klaedt novellerne
Intet menneske er en ø, men nogle af figurerne i Jesper Wung-Sungs nye novellesamling opfører sig sådan.
NOVELLER
JESPER WUNG-SUNG 400 sider, 300 kr. Politikens Forlag
De ni maend og den ene transkvinde i de 10 noveller i Jesper Wung-Sungs novellesamling ”Ud af ti maend” er alle navnløse. De mange hanner og det enkelte hun tegnes skarpt op, men bibeholder alligevel anonymiseringens generaliserbare praeg, fordi de naegter at lade sig indkapsle af noget så definitivt som et navn.
I lanceringsteksten til ”Ud af ti maend” citeres John Donnes digt ”No Man is an Island”. Og intet menneske er en ø i Jesper Wung-Sungs betydningsmaettede tekster, der både bindes sammen af tematiske faellesnaevnere, og som på figurniveau også flettes sammen, så eksempelvis den lille kidnappede Zoey fra samlingens mest rørende tekst ”Det måtte jo ske” også optraeder marginalt i den også gode ”Når en mand skal”, og den trefingrede Annebelle fra ”Som solen står op” går igen i ”Gudbjørg”.
Forbundetheden tematiseres direkte i ”Det måtte jo ske”. Her ser den aeldre hovedperson sig nødsaget til at bortføre sit barnebarn, fordi hans svigersøn banker hans datter, og noterer sig at folk i dag er mere tilbøjelige til at holde med enkelte fodboldspillere i stedet for hele hold.
Men selv om faellesskabstanken står centralt i ”Ud af ti maend”, så er det bestemt ikke alle, der har lige let ved det.
Vaerst står det til i samlingens første fortaelling ”Fremadrettet”, hvor fortaelleren ved et tilfaelde opdager sin voksne søn og hans familie, som han ikke har kontakt til, i et byggemarked. Ensomheden praeger også hovedpersonen i ”Julemanden”, der efter at vaere kommet til store penge, rejser tilbage til voksne laeser fungerer det ringere.
Hvorfor kender barnebarnet i ”Fremadrettet” for eksempel pludselig sin farfar, som han ifølge resten af teksten aldrig har mødt? Og hvad er meningen egentlig med gengangerne mellem teksterne? Alle teksterne – til trods for at have forskellige fortaellere – er skrevet i samme meget taetpakkede sprog. Den hyppigst brugte sproglige trope er sammenligningen.
Variation ønskes
Begynder man først at bemaerke, hvor mange gange der står ”som” i teksten, er det svaert at slippe det fokus igen. Alt skal sammenlignes med noget andet, som her i ”Mod en hvid baggrund” (mine kursiveringer) på bare en halv sides penge: »Farens bevaegelse, som var der nogen, der puffede ham bagover, (…) inden faren indtog rollen som forbillede for sønnen, hvordan han blev stående, som en storvildtjaeger med støvlen på en nedlagt løve. (…) Han haenger allerede som et sorthvidt foto på en vaeg et sted i fremtiden.«
Bare lidt variation i billedsproget havde klaedt teksterne, og det samme havde skift i dramatisk strategi. Alle novellerne er fortalt, så ikke bare meningen, men også praemissen først åbenbarer sig i løbet af novellen. De samme greb igen og igen er med til at give ”Ud af ti maend”, der i øvrigt tegner sig som både tematisk interessant og sine steder rørende, et lidt automatiseret og monotont praeg.