Ubehagelige noveller om dødbringende seksualitet

Anne-Marie Vedsø Olesen genudgiver af ikke helt forståelige årsager seks gamle noveller om eros og dødsdrift.

NOVELLER

DRIFT

ANNE-MARIE VEDSØ OLESEN Seks noveller om lidenskab og død

142 sider, 229,00 kr.

2 Feet Entertainment ”Misteltenen”, andet bind i ”Vølvens spådom”, som udkom i 2022, stod Anne-Marie Vedsø Olesen frem som en fantasy-mytostepunkt logisk forfatter af format. Romanen bogstaveligt talt gnistrede.

Den er hendes litteraere højdepunkt indtil nu, mener jeg, og hun stopper helt sikkert ikke der.

Hvorfor hun er vendt tilbage til begyndelsen af sit forfatterskab og i ”Drift” har samlet seks allerede udgivne noveller, er ganske ubegribeligt.

Bevares, der er ingen af novellerne, som er udpraeget dårlige eller uoriginale. De lever bare ikke op til forfatterens nuvaerende standard.

Alle noveller stammer fra perioden 2009 til 2015 og har optrådt i diverse antologier. De er centreret om samme tema: eros og dødsdrift, en klassisk, men også livsfarlig forbindelse, som Anne-Marie Vedsø Olesen dyrker til det makabre briMed i navnlig to af novellerne.

Såvel ”Brangaenes medicin” som ”Orkestergraven” er ret ubehagelig laesning med deres udpenslende, sanselige beskrivelser af gennemskårne, blodige kropsdele.

Forfatterens patologiske baggrund fornaegter sig ikke, men personligt har jeg det svaert med den form for splattersex.

”Brangaenes medicin” er en moderne og temmelig utraditionel omskrivning af Richard Wagners berømte opera ”Tristan og Isolde”.

Den handler om en erotisk, trolddomsbetaendt besaettelse mellem to laeger. I første omgang er det kun kvindens eros, der vaekkes, men efter indtagelsen af et afrodisiakum, ordineret af oversygeplejersken Brangaene,

flammer også hans begaer op. De forenes på det stålkolde obduktionsbord i en kvalm dunst af blod og kød.

Scenen er ikke pirrende; den er rimeligt klam og ulaekker, trods en let humoristisk tone. Det samme gaelder skildringen af et mord i ”Orkestergraven”, som er inspireret af en fortaelling af Edgar Allan Poe.

Fuldkommen ekstase

Som i ”Brangaenes medicin” er det i ”Orkestergraven” igen eros, der kammer over i et utaemmeligt vanvid, da hovedpersonen, en dirigent i et stort operahus, forelsker sig hovedløst i den kvindelige solist og hendes vidunderlige stemme. I jagten på den fuldkomne ekstase bilder han sig ind, at hun må bringes til tavshed. Udførelsen

af den sindssyge plan er mildt sagt voldsom.

Det er ikke alle novellerne, der ender så blodigt, heldigvis. Fortaellingen med den tvetydige titel ”Tip” er lynende ond, men på den sjove måde.

Det er en rendyrket erotisk novelle om en dobbeltmoralsk, kvindelig politiker, der trods sin klare holdning til prostitution ikke kan modstå den lille, forførende thaikvinde Tip. Novellens afslutning er spiddende morsom.

Generelt er novellerne eksperimenterende. Det er tydeligt, at Anne-Marie Vedsø Olesen udfordrer sig selv, både når hun gendigter, citerer og taenker videre på andre forfatteres vaerker og tematikker, og når hun drager den fulde og meget konkrete, kødtrevlede konsekvens af båndet mellem begaer og død.

Men som sagt: AnneMarie Vedsø Olesen skriver så langt, langt bedre i dag. Hvorfor bruge tid på at redigere i og gennemskrive stof, som ligger flere år tilbage? Vi er flere, der glaeder os til bind tre af ”Vølvens spådom”.