Undergangen og overfloden danser kinddans
”Drømmenes hus” straeber efter at blive en ny version af ”Babylon Berlin”. Det er det ikke helt, men det er stadig slumromantisk og underholdende.
DRAMA
TYSKLAND, 2022
Serieskabere: Holger Joos, Silja Clemens, Conni Lubek og Carola M. Lowitz
Vises på DR2 og kan streames på DRTV
12 afsnit a ca. 45 minutters varighed.
At 1920’ernes Tyskland var et grusomt, vidunderligt, fattigt, vulgaert og dekadent sted, har vi set et utal af gange, senest i Tom Tykwer, Henk Handloegten og Achim von Borries’ fantastisk iscenesatte og lige så vidunderligt fortalte tidsbillede ”Babylon Berlin” (2017- ). Det er samme indtryk, vi får i begyndelsen af Holger
Joos, Silja Clemens, Conni Lubek og Carola M. Lowitz’ tyske 20’er-dramaserie ”Drømmenes hus”, der måske nok ikke når forbilledets niveau, men som alligevel er dragende i egen ret.
Serien bliver klogt markedsført som vaerende skabt af »skaberne bag ”Babylon
Berlin”«, men det er en sandhed med modifikationer, for det er kun produktionsselskabet, serierne har tilfaelles.
Nuancerne er faerre i ”Drømmenes hus”, hvis titel henviser til det nye stormagasin Jonass, som den driftige tidligere pilot i Første Verdenskrig Arthur Grünberg (Alexander
Scheer) har besluttet sig for at etablere i det fattige berlinerkvarter Scheunenviertel, hvor han hver morgen får pudset sine sko og taler med alle gadens marginaliserede eksistenser. Men pengene lader vente på sig, og hverken banken eller tidligere venner har lyst til at finansiere Arthurs vision om et varehus, hvor kunderne kan handle på kredit, så også byens fattigste kan få luft under deres materielle drømme.
Fire kvinder om én seng
Jonass skal vaere et ”Drømmenes hus”, og drømme er stort set også det eneste, den unge Vicky Maler (Naemi Florez, der debuterer i ”Drømmenes hus”) har, da hun rejser fra Pommern til Berlin i håb om at finde sin veninde Doris. Vicky beroliger sin mor derhjemme med, at Doris lever et vidunderligt liv i Berlin som teaterskuespiller og er blevet forlovet med en rigmand med marmorgulve i villaen. Sandheden er dog en ganske anden, må den naive Vicky hurtigt indse, for ifølge
Doris’ veninde Elsie (Amy Benkenstein) er det ikke ligefrem på et almindeligt teater, at Doris tjener sine få penge.
Da Doris ikke er at finde nogen steder, tager Vicky sammen med pianisten Harry (Ludwig Simon), som skal vise sig at vaere Arthurs søn, tilbage til den lille, lurvede lejlighed, hvor fire unge kvinder sover i skiftehold i den samme seng.
Slumromantikken trives i ”Drømmenes hus”, hvor selv den usleste armod synes badet i et smuds-yndigt skaer. Det traekker lidt fra dramaet, der ikke rigtig får lov at bundfaelde sig til trods for tidens åbenlyse politiske og sociale konflikter. Heller ikke da Doris, som vi uden at vide det har truffet i seriens begyndelse som potentiel romantisk forbindelse til Harry, findes druknet, kommer der andet end overfladisk sorg ud af det.
På den måde stiller fortaellingen i ”Drømmenes hus” sig for tilfreds med kun at berøre dramaets overflader, selv om det bestemt havde vaeret investeringen vaerd at kradse lidt dybere. Til gengaeld er ”Drømmenes hus” naesten lige så smuk som ”Babylon Berlin”, og dens figurer lige så charmerende. Trekløveret Vicky, Elsie og Harry ligner noget fra en tysk mellemkrigsversion af ”La bohème” i deres slidte optimisme midt i det truende, smukke forfald.