Tyskland er den store dreng i skolegården, der aldrig slår igen
Tyskland ender let som prygelknabe. Det er ret omkostningsfrit at kritisere det store land. Tyskland er som den tunge dreng i skolegården, der aldrig slår igen.
Nu endte den skarpe debat om kampvogne til Ukraine jo faktisk med, at kansler Scholz fik det, som han ville: Tyskland undgik at skulle gå solo, og det bliver en bred kreds af lande, inkl. USA, som sender kampvogne til Ukraine. Praecis, hvad der var Scholz’ mål.
Men inden det kom så vidt, stormede det hårdt om kansleren og Berlin. Kritikken haglede faktisk ned. Hvorfor var Tyskland så tilbageholdende med at levere sine Leopard-kampvogne? Hvorfor er Berlin generelt så forsigtig, ja fodslaebende? Hvorfor rykker man ikke noget hurtigere?
Kritikken afspejler det vaeldige sikkerhedspolitiske opbrud efter Den Kolde Krig. For ikke så laenge siden var verden bange for et Tyskland, der gik alene. Tyskland skulle holdes nede ved at blive bundet ind i både det europaeiske samarbejde og Nato. Tyskland skulle afholdes fra igen at gå en Sonderweg, der havde ført Europa ud i flere katastrofer, isaer i forhold til Østog Centraleuropa.
I årtier var synet sådan på Tyskland. Det begyndte med Vesttysklands genbevaebning og optagelse i Nato i 1955. Herhjemme spillede frygten for Tyskland en stor rolle ved EF-afstemningen i 1972. Ritt Bjerregaard talte om risikoen for, at Danmark blev et appendiks på det nordtyske sletteland. Prisen for den tyske genforening var opgivelsen af den hårde D-mark, forlangt af Frankrig. Her talte Ritt B. om rija, sikoen for et »fjerde rige«. Blot et par eksempler på synet på det såkaldte tyske spørgsmål.
Nu er kritikken vendt helt på hovedet. Nu skal kansler Scholz forsvare sig mod kritik af, at Tyskland ikke vil gå enegang med sine kampvogne, men at mange lande skal vaere faelles om en beslutning. Han forsvarede sig dermed mod kritik af, at Tyskland ikke bare rykkede hurtigt og gik solo.
Kravet er nu, at Tyskland vedstår sig en lederrolle og tør spille med musklerne, også militaert. Farvel til rollen som et forvokset Schweiz. Sandelig nye tider, men er det virkelig så slemt, at netop Tyskland ikke bare tromler alene?
Når sandheden skal frem, benyttede flere af de lande, der kritiserede Tyskland i Leopard-debatten, lejligheden til at gemme sig bag Tyskland. Når al kritik blev rettet mod Berlin, kunne de krybe i lae. Da så Tyskland endte med at sige viste det sig pludselig, at flere lande alligevel ikke er med. Tysklands ryg er bred og god at gemme sig bag. Og Tyskland baerer sjaeldent nag.
Tysklands tunge historie har mange stadig en interesse i at passe og pleje. Men den bruges i dag mere raffineret mod Tyskland end tidligere. »Netop Tyskland burde …,« hedder det med en underforstået henvisning til de historiske skeletter, og så er der helt frit slag. Det overses tit, at den tyske forfatning laegger skrappe begraensninger på, hvad Tyskland kan vaere med til militaert.
Netop i Ukraine begik den tyske vaernemagt nogle af sine vaerste forbrydelser under Anden Verdenskrig. Når tysk producerede kampvogne første gang kommer i direkte kontakt med russiske styrker, vil propagandaen fra Kreml ingen graenser kende. Det er på den baggrund, at Tyskland er ekstra påpasselig. Man kan nok forestille sig reaktionen, hvis Tyskland var mindre fintfølende.
Tyskland skal balancere mellem fortid og nutid som intet andet land. Jo laengere vaek Anden Verdenskrig rykker, jo større rolle spiller historien sjovt nok for Tyskland. Nu åbenbart bare på den stik modsatte måde.
Tysklands tunge historie har mange en interesse i at passe og pleje.