”Det sidste ord” er et forfejlet forsøg på et ekstranummer

Tanken med programmet, hvor kendisser interviewes til brug efter deres død, er raedselsfuld. På mange måder.

Jo laengere tid jeg har siddet over denne klumme, jo desto klarere er det blevet for mig, at der intet flatterende er at sige om TV 2’s interviewraekke med afdøde prominente danskere, ”Det sidste ord”.

Og søndag aften er det Ritt Bjerregaards tur til at indtage det ”småmorbide” studie, som journalist ved Weekendavisen Synne Rifbjerg meget rigtigt beskriver det mørke rum med de robotstyrede kameraer og to sorte skindstole – en blød stol til den, der snart skal bort, og en lidt hårdere til den ellers så sympatiske vaert, Mikael Bertelsen.

Det er såmaend heller ikke, fordi Bertelsen er usympatisk i samtalerne med den dødsmaerkede gaest, men selve konceptet, selve tanken bag og intentionen med udsendelserne er både forfejlet og fuldkommen raedselsfuld – og det kan måske undskylde vaerten.

Men alene forestillingen om, at TV 2-redaktionen og Mikael Bertelsen går og holder øje med, hvilke nationalklenodier der snart stiller traeskoene, enten fordi de er alvorligt syge og svaekkede eller utroligt gamle, og så tilmed opsøger dem, bruger dem i et fjernsynsprogram, fordi dødens nat formentlig snart saenker sig over dem – får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Det gør programmets indledning også, for inden samtalen på dødens vilkår begynder, da hiver Bertelsen en brun skindmappe frem med en erklaering, som både han og gaesten underskriver. En erklaering om, at optagelsen doneres til Det Kongelige Bibliotek for eftertiden – og med ansigtet i bedemandsfolder siger Bertelsen til Lise

Nørgaard: »Så når nogen ser det, vi taler om, så er du her ikke laengere.« At Nørgaard og de øvrige gaester er døde og borte, når programmet bliver sendt, minder Bertelsen vel om henved 400 gange.

Så i halen af alle nekrologerne kan vi sidde og glaede os til et lille ekstranummer – »en røst fra graven«, som Lise Nørgaard småsarkastisk kaldte sine ord til eftertiden.

Jeg spekulerer over, hvad man egentlig har forestillet sig med

”Det sidste ord”. Har man regnet med, at en stemning af større intensitet, alvor og andaegtighed ville indfinde sig ved at invitere døden inden for i studiet? For det er dét, man har gjort? Vi er i stue med døden – og det er mennesket ikke skabt til at vaere. Det kan et levende menneske ikke.

Derfor når samtalen heller ikke den dybde, der måske var meningen – heller ikke til trods for Bertelsens upassende nysgerrighed når vi laengere ned i sjaeledybet. Døden må vi nemlig ikke gøre til et eksistentielt forhold, vi skal forholde os til.

Og døden er heller ikke bare ”en naturlig del af livet” – nej, døden er livets uigenkaldelige afslutning, for selv om døden kan vaere ventet, har den altid en ”istaphånd”, som Grundtvig formulerer det.

Døden saetter skel mellem støv og ånd og vifter hjertets varme bort. Og deri ligger netop det morbide ved udsendelserne ”Det sidste ord” – for døden, der er afslutningen på alt, bruges som anledning til en samtale.

»Når udsendelsen bliver sendt, er du ikke til stede på denne planet,« siger Bertelsen til Uffe Ellemann-Jensen, der forløsende bemaerker: »Jeg tror da på det evige liv, som vi siger i trosbekendelsen.«

Det er sandt, hvad han siger, dødens magt er brudt – det er den bare ikke i studiet hos TV 2. Og med ordene »tak for det og god rejse« siger Bertelsen til Ellemann-Jensen, følger ham helt til gravens muldjordskant og forlader efter hver samtale afslutningsvis studiet.

Tilbage sidder gaesten alene og med det opdrag ”at sige farvel”. Men hver et sidste ord overdøves af dødens puslen.

Vi er i stue med døden – og det er mennesket ikke skabt til at vaere.